Det hele startede for mange år siden ca. 20 år siden faktisk. Den gang var jeg i militæret og under kommando som menig. Jeg var en af de få der "turde" lave lidt om på reglerne, hvilket jeg selvfølgelig også efterfølgende fik at mærke. Et tilfælde var at vores deling skulle lære at gå eksercits og marchere i takt. Det var her jeg mødte min sekundløjtnant. Jeg stod yderst i bageste geled og derfor var det naturligt at jeg kom til at danne fortrop, da vi marcherede mod "ukendte" farer. Da vi var nået et stykke ud af landevejen var den stille snak i gang de fleste steder. Også med mine to sidemænd. Lige pludselig forsvandt mine to sidemænd til højre, mens jeg selv fortsatte ligeud hvad resten af delingen i min side også gjorde. Jeg havde overhørt, at vi skulle svinge til venstre. Men flot så det ud. Jeg fik en skideballe og en tid hos kaptajnen. Efterfølgende blev jeg sendt til ørelægen og dette er en helt anden historie. Tiden gik og jeg kom hjem til mine vante omgivelser igen. Jeg flyttede herefter rundt i landet hvor jeg til sidst blev gift og flyttede udkanten af storbyen.
Midt i den daglige trummerum stødte jeg pludselig ind i min gamle sekundløjtnant.
Jeg hilste kort på ham og det viste sig at han boede i samme by og handlede i samme Netto-butik som jeg. Pudsigt! tænkte jeg.
Der gik nogle måneder. Min kone og jeg fik et tilbud om at flytte til Amager, hvilket vi tog i mod. Her boede vi ca. 3 år. Snart efter flytningen, modtog jeg en fødselsdagsinvitation fra en af mine tidligere bekendte, fra mine meget unge dage. Da jeg mødte op, stod min sekundløjtnant der endnu en gang. Jeg nåede endnu engang ikke at snakke med ham men vi hilste dog på hinanden. Efter ca. 2 år på Amager dukkede min sekundløjtnant op endnu engang. Denne gang var han flyttet til Amager og... handlede ind i "ALDI" som jeg også handlede i. Vi hilste - igen - kort på hinanden uden at veksle de store ord. Sådan gik det nogen tid.
Min kone og jeg valgte at flytte langt sydpå og her bor vi den dag i dag. Min datter startede i vuggestue og fik en god legekammerat, dog ½ år yngre end hende selv. Senere blev der, som der jo gør i de fleste institutioner holdt en "sommerfest" og her dukkede min sekundløjtnant op igen!? Det viste sig at vores datters legekammerat var søn af min sekundløjtnant. Og sluttelig... kommer de til at gå i samme børnehave. Jeg har aldrig fået snakket "rigtigt" med min sekundløjtnant, for jeg kender ikke hans fornavn - men jeg har lovet mig selv at invitere hans familie på middag næste gang jeg møder ham i børnehaven.
Nogle gange er verden mindre end man tror. Eller også er der noget der VIL, at man SKAL mødes!?