Kære dagbog.
   Dette er nok min sidste hilsen til dig. Derfor vil jeg afslutte dig i dag. Du har været en stor hjælp for mig gennem tiden med ensomhed og min sygdom. Der er ikke noget at gøre ved det. Sådan er det bare! Jeg håber, at andre en dag vil læse denne sidste hilsen. Jeg erkender mig hermed skyldig i min egen død.

Hun sad bare der og logrede med halen. Uskyldigheden selv. Forståeligt nok. Hunde tænker ikke så langt. Selvom blodet stadig dryppede fra hendes mundvige, forstod hun ikke hvad den havde gjort. Jeg forstod det egentlig heller ikke, før senere. Det første jeg lagde mærke til da jeg kom hjem, var en glad hund med blod i mundvigen. Først blev jeg skidebange for at hun havde bidt i et glasskår eller noget andet skarpt. Naturligt bøjede jeg mig ned for at tjekke hendes tænder og tunge. Men der var ikke rigtigt noget at se. Så var det at hun lavede underlige spring frem og tilbage mellem døren til stuen og mig. Det var meget naturligt. Zenta gjorde altid sådan når hun ville vise mig hvor glad hun var for noget nyt legetøj. Og så pludselig stod jeg i stuen. Følelsen af at miste mit liv, min tilværelse med udsigt til politi, fængsel eller værre endnu, aflivning af Zenta. Halvt inde under stuebordet lå han. Øjnene var vidt åbne. Et stort hul i halsen, var det der havde dræbt ham. Jeg kunne se Zentas tandmærker som perforeringer i kødet. Hans hænder lå foldet krampagtigt over hans hoved. Han havde sorte handsker på. ved siden af reolen med mit stereoanlæg og videofilm, lå en sort elefanthue. Det var første gang jeg så et lig. Det var ligesom om, at liget var et billede. Et billede af fortiden. Frygten i de døde øjne. Smerten og lidelsen, før de sidste krampetrækninger, der havde væltet min store gulvvase. Han var kravlet ned under bordet for at beskytte sig mod Zenta. Jeg lagde mærke til at hans håndled var flået op af Zentas skarpe tænder.
   Jeg ved ikke hvor længe jeg stod i døren. Zenta gøede, og det var det der fik mig til at vågne, delvist. Det hele forekom mig uvirkeligt. Det kunne ikke være sket. Det kunne ikke være rigtigt! Mærkeligt nok var det eneste jeg tænkte på, at rydde op. Jeg fandt nogle sorte plasticposer og trak fyren ud på dem. Jeg måtte skære i plasticposerne for at få dem til at kunne nå hele vejen rundt om ham. Herefter slæbte jeg ham gennem min lille entre, ud på badeværelset. Her fik jeg bakset ham op i badekaret. Der lå han så. En jeg ikke kendte. En uvelkommen ting i mit badekar. Det var ligesom om at alt det uhyggelige gled i baggrunden. Han betød ikke mere for mig end en gammel avis.
   Så fortsatte jeg oprydningen. Jeg fik vasket Zenta og gav hende mad som jeg plejede. Jeg spiste aftensmad og gik en tur med hende. Da jeg kom hjem, fjernede jeg glasskårene ved vinduet. Jeg tjekkede Zentas poter, bare for at se om hun havde jokket i nogle. Det var ligesom om at min verden var lavet af gummi. Alligevel var der nogle fornuftige tanker der meldte sig. Jeg burde ringe efter politiet. De ville med sikkerhed tage Zenta og aflive hende. Jeg syntes lige pludselig ikke, at en fremmed skulle have lov til at tage hendes liv. Hvorfor skulle han det? Han kunne da bare lade være med at begå indbrud! Jeg blev gal. Jeg kendte ikke manden. Men jeg kendte Zenta. Hende havde jeg haft i 9 år. Jeg huskede da jeg hentede hende i kennelen. Det var fine schæferhunde og hun var ren. Hendes ører var klassiske og det intelligente udtryk i hendes øjne vidnede om de gode forældre hun havde haft. Hun var en god ven. Hun lystrede, og gjorde alt hvad jeg sagde til hende. Hun var med mig næsten alle steder. Hun var trofast og en god partner. Hvorfor skulle jeg så lade en ubekendt idiot ændre mit liv? Vores liv? Jeg kiggede på uret. Jeg havde præcis to timer til at jeg ikke måtte larme i min lejlighed. Jeg besluttede at save manden over i 3 dele og proppe ham i en kuffert. Det var lidt svært. Jeg ville helst undgå for mange indvolde på badeværelset. Derfor besluttede jeg at save armene, benene og hovedet af ham. Så det gjorde jeg. Jeg hentede min sav i kælderen og påbegyndte arbejdet. Det føltes ikke værre end at rense en fisk. Undervejs ombestemte jeg mig. Jeg havde jo en masse kød foran mig. Jeg hentede en bog om griseslagtning. Herefter parterede jeg manden efter bedste evne. Nogle af indvoldene måtte jeg skære fra. Hjerte, lever, lunger og nyre beholdt jeg. Jeg havde en udmærket boltsaks til at klippe knoglerne over med. Efterhånden havde jeg fyldt 5 mindre poser. Alt fra stegeben til nakkekam. Alt sammen lagde jeg ud i kummefryseren. Resten smed jeg sporadisk ud, over et par dage, som almindeligt køkkenaffald.

Nu er der gået nogle år og jeg har stadig min hemmelighed. Der er ingen der har spurgt mig om noget, og jeg har fortsat som jeg plejer. Så man kan på en måde godt sige, at jeg slap godt fra det, selvom jeg ikke kan bruge det til noget mere. Zenta er død. Hun mistede sine kræfter. Vi har begge været syge et stykke tid, og jeg er også selv blevet svagere. Jeg har fået konstateret AIDS og lever på lånt tid, som min læge så ærligt siger.

Jeg ved at jeg ikke har langt igen, men glæder mig alligevel til at møde Zenta under de nye forhold. Så det sidste jeg har at sige er: "Sådan er det bare!" Tak for alt.