Lyden var mindre end jeg huskede.
For jeg har prøvet det før.
Men jeg skulle ikke med bussen,
dengang.
men jeg opdagede det først,
Bagefter.
Det var ikke skoens skyld,
eller flisens.
Men jeg blev ked af det.
Ikke fordi jeg opdagede det for sent,
mere tanken om at jeg kunne,
kunnet have undgået det,
fordi jeg sekundet før,
var et andet sted på fliserne,
og i mine tanker,
og øjnene rettet op i luften,
var min egen verden.
Jeg blev sur og ked,
og skulle med bussen bagefter.
Lyden vækkede mig,
med den glidende fornemmelse,
og en sagte boblen.
Det var ikke skoens skyld,
eller flisens,
men det der var i mellem,
og pludselig alle steder.

Jeg fik et sæde til deling,
deling med ensomheden,
og de bebrejdende blikke.
For at være anderledes,
en man går uden om,
ikke snakker med.
Pegende fingre.
Hoveder der nikker.
I min retning.
Mod ham,
ham der retter blikket,
mod gulvet og sine sko.
I bussen var det ikke mig.
Mig der lugtede.
men dét der var i mellem,
gulvet i bussen,
og min sko.