Tænker fortiden er sund at hente frem engang imellem, så jeg har hermed kopieret hvad jeg helt tilbage i 2011 lagde i en dagbog for senere hen, at kunne leve minderne atter engang. Denne gang vil jeg gerne dele med jer. Og lade os alle huske på at elske det vi har nu og her idag og nyde de små øjeblikke.

Hav masser af tid, papir til næsen og god fornøjelse..

Oktober 2011
Bare lukke øjnene og tænke sig tilbage på den tid i barndommen hvor ens mor og far hyggede om en, som en lille pige med rødbrunt pagehår og vi gik ned for enden af mormor og morfars have i Vestbjerg for at fodre hestene, sammen med storebror, far, mor, mormor og morfar, schæferhunden Ask og de to gravhunde Nalle og Nille.. Hammer bakker i forgrunden og kikkede man op ad have skråningen, lå mormors og morfars hus deroppe med en udsigt så smuk.
Minderne fra den gang hvor frygt ikke havde ord og angsten ingen ansigt havde...
Nu sidder jeg så her i dag... i min sofa... 36 år, mor til 4 børn og to skilsmisser bag mig, til leje i et hus der går på tvang. Og en mor som netop har fået konstateret lungekræft med beskeden om en operation er udelukket grundet tumorens størrelse og placering. Mit liv føles idag som om det er slukket for.
Kun fortidens minder vælter frem i tankerne...
Alting føles så ligegyldigt selv om det er en nødvendighed... melde sig ledig i fagforeningen, få handlet så man er klar til børnene kommer hjem i aften, vasketøjet og støvsugeren der kalder på den dårlige samvittighed over at blive overset..
Hvorfor... mig igen. Hvorfor min mor? Hvorfor skal jeg miste den sidste forældre jeg har pga kræft... hvad er det lige jeg skal håndtere og forholde mig til... Føler mig som en lille bitte pige der bare vil holdes om og alle omkring mig beskytter mig, trods jeg godt ved, at jeg er voksen og selv skal rejse mig op... have styrken og psyken til at gennemgå dette... en gang til... ?
Hvorfor ikke... bare række fuck fingeren ud og melde mig ud af fagforeningen, skide det køleskab og vasketøj en bjælle, sætte mig ned og skrige fordi jeg ER ked af det... Græde fordi jeg ved, at jeg skal miste min mor...
Fordi man er for stolt indimellem til at vise sin inderste maske og lade den falde til jorden... da det er det sande selv som vises, den sårbare og den lille pige der i så mange år har gået og taget hånd om alle andre end hende selv.. Velkommen til virkeligheden uden indpakning.
Jantelov eller misundelse... hører ikke til i mit univers, så hvis nogle syntes jeg er mærkelig har de så ganske ret... Det er MIG. Hende den mærkelige lige siden skolen startede for mig. Jeg gør nemlig det andre ikke vil gøre, måske fordi de er bange eller fordi de ikke mener andre skal høre om deres liv og tanker, i tilfælde af de nu ændre syn på dem... Sådan er jeg, jeg er mig og ingen anden. Datter af min mor og far, der skabte mig i kærlighed og gav mig det de kunne med det de havde, trods samfundets og deres egne begrænsninger og forhindringer...
Jeg elsker dig mor

Minde min mor ved, at skrive en lille dagbog for hver dag i julemåneden...
Torsdag den 1 December.
Det er Torsdag og de 3 store børn kom hjem fra deres far igår, morgenen er lidt sløj at komme igennem efter endnu en lang aften hos min mor. Dagene flyder let sammen for mig og endnu mere for min mor. Sygdommen har taget endnu mere fat og hun er rigtig meget træt. Hun ryster indimellem og kan næsten ikke holde et øje åbent når man snakker med hende. Måske derfor hun bevidst lægger hovedet på skrå og kniber det ene øje mere sammen, mens hun kæmper med at holde det andet åbent. Hun har ikke tjek på tid eller dag. Nu hvor jeg er der, tror hun det er lørdag og klokken er tidlig morgen, men jeg må fortælle hende, at den faktisk kun er eftermiddag.. Hun falder i søvn igen. Hendes lille gravhund Kaiser løfter hovedet fra sengen hvor han ligger trygt og godt og passer på mor, men ved hvad jeg tænker, da jeg er på vej ud i gangen for at hente hunde snoren.
Vi går ud af døren og ned på hovedgaden af Gjøl på... verdens mindste længste landsby, som jeg kaldte den, da jeg gik i folkeskole og boede med mor i den anden ende af byen på Huskærvej. Jeg mindes tydeligt, da Gjøl Hegn havde deres forretning ved det første hus når man drejede ned at vejen og væk fra den lille skov som man passere for at komme til Gjøl.
Det var tider... et lille hyggeligt hus for enden af vejen, men en lille stald hvor jeg havde min pony Banjo. Mor var lykkelig dengang. Hun havde fundet sit livs kærlighed Pete Wiliam Dungate. En mand som hun havde datet mange år forinden, men hun var på det tidspunkt gift med en anden, så det blev aldrig til mere før nu.
Jeg husker mit værelse i gavl værelse ud mod vejen med udsigten over hele Huskærvej, svalerne der sang om sommeren og en mor der havde overskud til at være...
Kaiser stormer ind i køkkenet og begynder at bjæffe lystigt, hans måde at fortælle, at han skal have en godbid.. Jeg finder et par hundeekiks frem fra glasset der står i mor lille køkken og kan høre mor er vågen igen. Hun smiler da jeg kommer ind i soveværelset og spørger hvor længe jeg har været her... tiden er væk fra hende igen og jeg må fortælle, at jeg har været der siden formiddag og jeg snart tager hjem, da børnene kommer fra skole. Om hun kan huske, at jeg sad ved hende til klokken 02.00 i nat og det kan hun ikke. Jeg nusser lidt rundt og laver en kop kaffe mens jeg finder den store posen frem med pakkekalenderen, som mors moster har lavet til hende. Hun elsker den pakke kalender, som hun får hver år fra Gentofte. Denne gang har min mormor informeret mig inde, da det helst skulle være pakker som min mor kunne få et smil af og bruge nu og her i denne svære tid.
Jeg finder pakke nummer 1 og lægger den på mors dyne. Den er stor og hun smiler allerede og snakker lystigt om at vi skal mærke på alle de andre pakker, men for en gang skyld er jeg den som holder igen (hvilke jeg ikke plejer, da jeg snildt kunne pakke dem alle op for at pakke dem ind igen pga. nysgerrigheden) Og det kunne mor i øvrigt også finde på. hun fumler med papiret og jeg kan se det er svært at pakke den op, så jeg må hjælpe til.. Frem kommer det sødeste elgehoved lavet i gummi og med opsats, samt musik så den kan spille en julesang og vippe med ørene.. Mor er i et højt grin og smiler over det hele..
Mor i sit ES efter omstændighederneMor i sit ES efter omstændighederne
Fredag den 2 December
Jeg har taget Cecilia, Natasja og Nicolaj med over til mor idag. Natasja går en tur med Kaiser mens de andre sidder i mors stue og ser tv. Hun ser træt ud.. klokken er knap middag og hjemmeplejen kommer først kl. 14.00. Mor skal på toilet men kan ikke længere selv komme derud, så der er brugt andre midler og eftersom jeg er uddannet social og sundhedshjælper finder jeg det meget normalt at hjælpe min mor i sådanne tilfælde. Børnene bliver lige advaret om ikke at gå i soveværelset før jeg åbner døren igen, mens jeg skifter mor. Den lille mor.. hun har fået liggesår og små sår på undersiden af lårene. Hun ligger jo også hele tiden, så et eller andet sted er det jo naturligt, at kroppen reagere som den gør... hun er skind og ben, bleg og puster ved den mindste anstrengelse... stakkels mor.
Cecilia og Natasja får til opgave, at lave sedler med uge dage på og datoer. Så sætter vi dem op på skabet i soveværelser, hvor børnene har hver deres låge med deres tegninger til mormor (mor).
Tegninger fra børneneTegninger fra børnene
Mor bliver glad, for nu kan hun se hvilke dag det er og minder mig om at hun skal have en pakke mere... Idag er det en film og den sødeste julesnemand i gennemsigtig gummi.. lysdioder der lyser med forskellige farver. Jeg sætter den hen i hjørnet af soveværelset mod skabet ovenpå hendes vasketøjs kurv, hvor der i forvejen står et buket blomster, som hun har fået fra sin sin fars enke Birgith. En juledekoration med et messing juletræ hendes mor, min mormor har givet hende, Der er 4 fyrfadslys monteret i juletræet og mor elsker at have dem tændt om aftenen. Nu er det det perfekte jule hjørne... Laver lidt praktisk og sidder en times tid og hygger hvorefter jeg og børnene kører fra mor, for at tage på jule shopping i Aalborg..
Da jeg har puttet børn og kæresten min er kysset farvel, med tunge skridt og manglende overskud bevæger jeg mig ud til bilen for at kører over til mor... klokken er vel 21.00 og jeg føler det lige der som en sur pligt og ville ønske, at jeg bare kunne være mig selv på sofaen sammen med Bo.
Jeg står lidt og kikker på min forrude, da der er sat noget fast i viskeren...
En gave fra en engelEn gave fra en engel
tager den op og ser en pakke med et stort hjerte... kikker lidt rundt og undre mig hvem der har sat den og hvornår, da børn og jeg først var hjemme kl. 17.10 fra Aalborg og jeg ikke har bemærket at der har været nogle her. Der står skrevet med en smuk skrift... 3 og en flok dyr, tænker meget på dig. Værdsætter virkelig sådanne venskab.. Tak Birgitte og Jens... og Rasmus og alle dyrene på Øland.
Lørdag 3 December.
Klokken var mange før jeg var over ved mor, vi skulle til julefrokost/fødselsdag i Støvring idag hos Conny Daugaard og Bo's far... Det var rigtig hyggeligt og Virkelig dejligt endelig, at komme lidt ud og opleve lidt, få andre indtryk end eget hjem og mor hjem. Mange dejlige mennesker, som jeg sætter stor pris på og enkelte mødt for første gang efter megen omtale og fortællinger om.
Klokken var vel 21.00 igen før jeg var ved mor. Idag var hun super frisk og havde besøg af hj. plejens aften vagt. En super frisk sød kvinde, der virkelig forstår at være i et med mor. Mor er også glad og undre sig over, at jeg overhovedet kommer idag, da hun godt kunne huske vi skulle til Støvring.. Jeg går en tur med Kaiser mens hj. plejen gør det de skal og sætter lidt vasketøj over inden jeg går ind ig sætter mig i lænestolen ved siden af mors seng. soveværelset er blevet møbleret så man kan sidde ved siden af i en bahagelig stol og se tv eller snakke når man er der. ikke som før, hvor der stod møbler rund langs vægge i hele soveværelset og den gamle seng af hendes og Pete fyldte hele rummet. Nu er der en sygehus seng, da mor har bedst af at ligge ned mens hun kan justere fodenden og ryggen. Vi sidder og hygge snakker den aften, mens hun får sin pakke nummer 3... endnu en film og en hjerte æske med chokolade.
Mor mente dette var morsomtMor mente dette var morsomt
Mors gode ven har også været der til aften, men hun sov så han gik en lille tur med Kaiser. Jeg har lovet ham at hente ham i Blokhus når han gerne ville hjem fra en lille hygge middag, hvilke jeg så gjorde kl. 22.30 ca og kørte forbi hjemme, hvor jeg lige kunne give min dejlige Bo et kys inden jeg igen tog over til mor for at tørre hendes vasketøj og putte hende godnat... Ja så blev klokken igen 02.00 ca inden jeg var hjemme..
Søndag 4 december
Jeg vågnede først klokken 10.30 ca... sidder her og skriver og snart skal jeg have besøg af en veninde jeg har haft gennem 25 år... Mette Pedersen og Janik vil julehygge, så jeg kan komme i julestemning og få pyntet op i huset. Mor ved godt jeg først kommer senere idag... Nu er hele stuen pyntet med diverse nissehuer, julemænd og andet hyggeligt. Har bare haft en rigtig god eftermiddag med Mette og Janik.. Alle børn og os fik spist æbleskiver og julehygget... Om små minutter løfter jeg mine tunge ben og bevæger mig i kulden for at komme ud til bilen og atter en gang over til min mor for at putte godnat... så må vi se om klokken bliver midt nat igen. Den blev så omkring 01.15 før jeg var hjemme. Jeg tog Kaiser med hjem for at give mor fred i nat. Og det skulle jeg da aldrig have gjort... den hund er total døv, blind og total forkælet, at den står og gør fordi den er i gangen nu da vi har fået kat i mellemtiden.
Mor havde besøg af hjemme plejen da jeg kom derover, og de er vist spændt rigeligt for fortiden, eftersom der er flere som har det dårligt og kræver mere af deres ikke forhøjet tid... det resulterede også i, at de måtte kører fra mor inden hun kunne blive skiftet :) Men så var det jo effektiv at jeg var der til de kom igen. Mor havde det forttrineligt her til aften. Vågen frisk og veltalende. (vel og mærke efter omstændighederne).
Vi fik snakket lidt om hvad det betyder for mig at skulle klare to hjem og jeg måtte være ærlig og sige, det var ekstrem krævende og hun virkelig måtte overveje hospice nu da hun også føler, at hun bliver forstyrret hele tiden med hjemmeplejen. Hun ved det godt og mener stadig hun tænker over det trods jeg har sagt det jo ikke behøver at være fast boende, men som aflastning. Vi snakkede også om Kaiser... at det snart ikke var værdigt for den gamle hund på 14 år, at han skulle være vidne til alt dette her og det ville være bedst hvis hun fik afsked med ham inden vi andre skulle tage afsked med hende... så vil hun få ham kremeret og lagt urnen ned i kisten til hendes egen kremering... Men hun snakker hele tiden udenom ting der skal tages stilling til og skåler i et glas rødvin ovenpå omstændighederne. Jeg kan virkelig godt følge hende men hvorfor så ikke være realistisk... nu ligger hun jo bare der og ligger... venter på den sidste vejr trækning skal komme, hvorfor så ikke afslutte de ting der i forvejen skal afsluttes. suk.. Nu vil jeg i seng. klokken er snart 03.00. skal op og lave madpakker snart og sende guldklumperne i skole og verdens dejligste kæreste på arbejde, så mon ikke jeg kan tage en 4 timer i formiddag... inden jeg tager over til moren min igen. Jeg sad over ved mor fra aften til en gang over midnat... Men havde alletiders eftermiddag med Mette og Janik, der var så dejlige at komme med jule sjov, så børn og voksne kunne sidde og lave søde nissemænd og piger på pinde til at sætte i blomsterne. Da jeg skulle kører Michelle til toget mens Bo var til håndbold kamp, ja så pyntede børn og mette stuen op... åhhh en skøn eftermiddag.
Mandag 5 December.
Det er mandag meget tidlig morgen... ca kl. 02.56... går i seng... er træt og vender tilbage med ny update, når jeg er frisk. Fik lige sendt børnene i skole og hjem og sove lidt.. til sådan set kl. 11.45.. Så måtte jeg op og foretage mig noget. (kan snart ikke huske mere, skriver idag onsdag og syntes dagenene flyder sammen) Min døgnrytme er helt ad h... til.. Jeg er over ved mor på forskellige tidspunkter og når jeg vågner om morgenen og har sendt børnene og kæresten afsted til deres indholdsrige og stimulerende dag på arbejdet og i skole, ja så tuller jeg herfra og hjem til mor. (men har slet ikke ro) Når jeg er hjemme har jeg en konstant uro i kroppen over at vide hun er hjemme hos sig selv. Men jeg kan og vil ikke have hende her, da vi slet ikke ville kunne give børnene det DE fortjener og desuden kan jeg ikke have hj. plejen rendende her hver anden time. Jeg bliver nød til at koble af. Men det er dræbende svært :(
Hj. plejen har åbenbart ikke fået givet mor sine piller regelmæssigt idag og hun er helt kuldret og slet ikke normal tænkende. Min elskede mormor er på sygehuset idag til blodprøve tjek, da hun skal have undersøgelse foretaget med kontrast væske tirsdag pga. hjertet og noget med blodårene. Jeg kan da slet ikke klare hvis jeg skal miste både min mormor og min mor så lad os håbe det går godt med den undersøgelse.
Victoria fik et par strømper i hendes pakke kalender idag og sikke stolt hun var (efter omtale af Natasja) da jeg stadig lå under dynen da poderne var stået op og Bo pænt vækkede mig for 3-4-8 gang som alle de andre morgener. Hvad skulle jeg gøre uden ham
Tirsdag d. 6 December.
Endnu en af de morgner... hvor jeg har siddet længe over ved mor om aftenen og er meget træt... Faktisk burde jeg have kørt hjem i seng efter at have afleveret Victoria den morgen og ville egentlig køre over til mor med det samme, men jeg trængte bare til noget forandring. Så jeg drejede hen til Heidi og Anders i Birkelse og fik lidt kaffe og nogle gode snakke. Fik lige vendt Fasanvej 24, som nu ender hos en mægler, da kredit foreningen ikke kan få deres penge hjem gennem en tvangsaktion.. ikke just en god nyhed eftersom jeg stadig ejer halvdelen af Grønbækvej og ikke kan være med til at købe et kommende og blivende hjem... så må nok erkende at vi skal forberede os på at flytte når Fasanvej er solgt. Nå men jeg købte en kage, lidt sodavand og hundemad på vej til Gjøl. Havde bestilt medicin til mor, men det var endnu ikke kommet til Gjøl brugsen da jeg var der. hun virkede nogenlunde, da jeg kom ca. 11.30, men stadig lidt fraværende.. Det er som om hun ikke vil lade kroppen slappe af og vil hellere tage et glas rødvin frem for en morfin pille (vanens magt) når hun er ved at være træt. Jeg fik en god snak med hj. plejen omkring forskellige ting vedr. plejens forløb hos mor og de har lige så svært ved at forlade hende hver gang de har været der. Men mor vil jo være hjemme, så længe hun mener det er forsvarligt. Dette er jeg så ikke enig i længere og det ved hun godt, for hun kan sagtens se hvor nedværdigende det er når hun bare ligger der alene hjemme, selv om hun syntes at hun er tryg. Hendes ven Falck Leif er rigtig sød at komme forbi hver formiddag/middag og igen til aften 17.30 ca til 18.30. Så plejer de at hygge snakke over et glas rødvin... andre aftner kommer der en anden rigtig god ven, hvilke mor også sætter stor pris på. Jeg vurderede omkring kl. 14 at det var nødvendigt at give mor hendes indslumrings pille (mild sovepille)da jeg tydeligt kunne se hun ikke magtede opgaven selv, når det gjaldt om at lægge hovedet tilbage og sove. min plan var så at tage derhen senere den aften, men jeg orkede det ikke og havde en afløser som var så sød at tage derhen. Klokken var også først 15 da jeg kørte fra Gjøl og måtte lige på en dyreværns sag i Nørhalne inden jeg kunne handle og efterlyse Cecilia og Natasja gennem Bo og Victoria, som var kommet hjem til et tomt hus. Pigerne havde glemt deres nøgler og desværre stået en time og frosset indtil de gik hen på skolen i Bikuben hvor Nicolaj går.. Ind og handle mens Bo lavede mad og jeg samtifig skulle kikke efter nicolaj, da han ikke var taget med pigerne samtidig, men 10 min efter... det gjorde så mor her måtte tage et par runder på ruten hjem fra skolen for at tjekke hvor Nicolaj blev af. Og han var så hjemme, da jeg ikke havde hørt efter hvad Bo havde sagt i tlf... (alderdomen) Fri aften... og det var dejligt.
Onsdag d. 7 December.
Igen en morgen hvor man ville ønske at man kunne vende sig om og sove videre uden pligter. Men Victoria skal i børnehave og jeg havde vist heller ikke lavet madpakker i aftes, så det skulle jo gøres her til morgen. Kan høre vaskemaskinen stå og bumle i gangen... har ikke mindre end 6 vaske der lligger og klar til at blive lagt sammen. Orker ikke... det gør jeg bare ikke. Når det som skal gøre og så er det det. Her ligner snart jeg ved ikke hvad ( i mine øjne) er dog ikke begravet i legetøj og efterladenskaber endnu, hvilke heller ikke kommer på tale. Der har jeg nok for meget trauma fra min yngre dag som hjemmeboende med min mor. (de som kender den historie ved hvad jeg mener, uden at have sagt noget sårende) Jeg tog så lige en tur omkring Blokhus idag, med julepost til Victoria's farmor og farfar fra hele børnebanden og en bedsteforældre invitation til børnehaven Landsbyhaven i Birkelse på fredag fra Victoria :) Så kunne jeg lige tage et par dyreværns sager undervejs, hvilke faktisk føltes helt menneskeligt og livsbekræftende nu jeg skulle bruge andre ressourcer hos mig selv. Fik handlet et par julekurve i Vadum og hjem for at være der når pigerne kom fra skole. Cecilia var den eneste der kom da Natasja var taget med en veninde hjem. Nicolaj skulle til håndbold og først færdig kl. 16.30. Så hente Victoria med lidt overskud til at lege julenisse for nogle dejlige mennesker i Børnehaven. Bo var på arbejde til sen eftermiddag så jeg ventede med at tage over til mor, før han kunne nå hjem. Og det måtte også gå stærkt lige pludselig, da jeg modtog to tomme sms fra mor og en meget ulæselig en... jeg kunne ikke ringe hende op og Leif havde også fået et par tomme. Man nærmest smider alt hvad man har i hænderne og kører på Gjøl. der sidder hun så... spinkel, skrøbelig og bleg. Hun undskyld fatter brik af tid, dato og virkelighed indimellem... men efter en times tid er hun vågen nok til at være nærværende og snaksagelig. Leif kom, en anden kom og der sad vi tre og hyggede os sammen med mor...Og hun fik pakket hendes pakke kalender op til stor glæde lige indtil ja kl. blev. 19 ca... så væltede hendes hoved fremover og øjnene lukkede svagt med små mellemrum. trætheden overmander hende sommetider, men hun giver ikke slip og følger med. virker som om hun ikke er smerte dækket nok, selv om hun ikke siger at hun har smerter. Kroppen slapper bare ikke af. Jeg har forsøgt at snakke med hende omkring Hospice, men jeg kan godt forstå hun gerne vil være hjemme, det er bare ikke værdigt længere. Jeg kan jo ikke være der over 24 timer som hun reelt har behov for og det ved hun også godt. Her til aften efter både Leif og jeg garenterede at hun stadig ville få hygge besøg, var hun mere modtagelig overfor det og jeg ringer til dem i morgen torsdag... (det vil så sige idag klokken er efterhånden 03.31) og jeg er nu sindsyg træt men alligevel ikke. Kan ikke overskue at gå i seng for at stå op kl. 07.00... så næsten hellere holde mig vågen og sove senere... Hvilke jeg jo egentlig heller ikke kan, da der kommer nogle og skal tage billeder af huset for mægleren kl. 12. og skal også lige have bugt med de for bistret 6 bunker vasketøj... hmmm... det kunne jeg jo gøre lige om lidt og sove når alle er kørt hjemmefra. så må mor vente med besøg til efter. Hvilke også er okay, så er de andre hjemme fra skole og Victoria med sin farmor og farfar... god ide.
Torsdag. 8.December
Endnu en morgen hvor man vågner på sofaen efter få timers søvn.. føler mig som en zombie fortiden... kørte Victoria i børnehave og hjem for at ringe til Hospice, endelig har de en stue... i morgen kl. 09.30 bliver mor hentet. Fik så lige besøg af min skønne Lone, hvilke var noget vi begge trængte til. (Tak Lone) måtte så lige tage et par timer på øjet men blev vækket af Natasja der kom fra skole. Verdens dejligste Natasja.. lavede varm kakao og en toast til sin mor mens jeg lå under et varmt tæppe. Så kom Cecilia hjem og serverede kaffe inden jeg endelig faldt i søvn og vågnede ca. 16.30 hvor Bo var på vej hjem fra arbejde. Leif ringede at den var helt gal med mor, der lå piller over hele dynen og væltet askebærger på gulvet mens hun bare lå og sov. han ville blive der til jeg kom. Så ind med aftensmaden og ud med mig efter kys og godnat kram til alle de dejlige børn og ham den overdådige og helt igennem dejlige Kæreste, der betyder alt for mig gennem denne svære tid. Nu sidder jeg så her hos mor i soveværelset, hvor jeg har tændt hendes lille juletræ med fyrfads lys henne i hjørnet, mens hun ligger og sover. Kirke koret synger smukt på DR2 (tror jeg nok) og Kaiser ligger i mors fodende og varmer sig ovenpå lufteturen ude i stormen. Jeg kan tydeligt høre vinden rase derude, men fjorden ligger jo også blot 800 meter herfra. .. Mor har fået en plads på hospice fra i morgen, hvilke glæder mange meget ikke mindst mor. Trods jeg ikke tror hun lige nu er helt bevidst om omverdenen.. Ville ønske hun tog et sidste åndedrag mens hun lå her lige nu... så hun ikke skulle omstille sig til endnu en ny hverdag på Hospice, selv om det er verdens bedste sted hun kan være... sidder bare og sidder lige her med en tomhed... en tåre der triller... selv om jeg ikke mindes den bedste barndom og opvækst... så elsker jeg jo min mor, for det liv hun har givet mig og den glæde jeg har kunne give hende gennem min opvækst... Trist over hun aldrig blev den mormor til mine børn som jeg havde, de oplevelser, det nærvær og minder som jeg har idag fra min tid med min mormor.. . ked af de hun ikke kan få lov at se dem vokse sig store og får børn... ked af at min mor snart ikke er her mere, så vi kan indhente alt det forsømte vi begge har skabt for hinanden undervejs, det had jeg har haft i mange år for alle de svigt hun har givet mig, alle de tomme løfter og alt den smerte jeg har måtte opleve pga hendes valg...Men inderst inde er det lige meget... jeg har jo tilgivet hende, hun ER min mor... og har kun gjort hvad hun troede eller havde at gøre med... og det er DET som betyder noget. Smerten er man blot blevet stærkere af og fået større indsigt i menneskers holdninger og væremåder. Ingen er perfekte, vi alle gør det vi kan så længe vi gør det af kærlighed, empati og ydmyghed fremfor til egen vindings skyld og uden omtanke for fremtidens konsekvenser af vores handlinger. Natten har været lang, som nogle kunne læse på min profil har jeg sovet hos mor i nat. Hun har snakket sort og været helt væk, men uden at slappe ordentlig af i kroppen. Jeg har grædt siddende ved mors side, ind imellem har hun kikket op med et øje åbent men faldet i søvn igen. enkelte gange har hun kaldt på mig og spurgte hvorfor de var kommet for at hente hende... kunne se hun førte en samtale med sine egne tanker og bagefter mumler enkelte ord fra dem...
Fredag d 9 December.
Hj. plejen kom kl. 8 og sørgede for hun blev skiftet og blev vasket i ansigtet, lige en pause jeg kunne bruge til at ringe hjem og høre kæresten min om børnene var sendt okay i skole... hvilke de selvfølgelig var. Føler mig tryg og elsket af dig skat, tak fordi du er der 120 % for os i denne tid, kan slet ikke takke dig nok. Kan slet ikke takke familien og alle venner nok... Tak alle.. Mor er lige blevet hentet.. kl. er nu 10.10... sidder og kikker i stuen, tænker på Kaiser, som skal aflives..
KaiserKaiser
Han er så gammel og fortjener ikke at blive flyttet sådan rundt med. Jeg har aftalt med mor at han skal kremeres, da hun gerne vil have ham med i kisten... Men hun ved ikke selv hvornår. Hun har ikke kunne tage stilling til det og jeg forstår hende så godt. Han er den sødeste lille gravhund, med de skønneste hvalpe øjne og en helt unik personlighed trods han nok snart er 14 år gammel... han har siddet trofast ved mor gennem denne tid og bare kikket på os der har været her, ligesom for at sige... så hjælp hende dog.. be om. Fuck... jeg tuder nu.. Her ligger han ved mine fødder og jeg burde køre hjem i bad tage og køre ud til mor. Sætte Kaiser af hjemme og lade ham hvile med mine andre hunde... Må se om ikke dagen glider stille og roligt, nu mor får den pleje hun fortjener og konstant opsyn ikke mindst. Har aftalt med min elskede mormor at de kikker ud senere hvis hun har kræfter og energi til det. .. Jeg selv tager et bad og bliver menneske igen inden jeg tager ud til det sted hvor jeg sagde farvel til min elskede og savnet far for 4 år siden, mærkeligt nok kom han derud en fredag... ligesom mor idag... og sov ind om mandagen. Nyd dagen venner... du ved ikke hvornår den forsvinder.
Jeg stiger ud af bilen ved p-pladsen bag Kammilianergaardens Hospice, kikker pr reflekt op på vinduet hvor jeg stod og kikkede ud i 2007, selv om stedet har med døden at gøre, føles det hjemmeligt, rart og som om der hviler fred over stedet. Op af trappen 2 sal og værelse 201 ligger moren min, hun smiler men slår hurtigt over i en piv stemme... rysten klynker hun at hun skal ryge og det må hun ikke. Jeg kikker på sengebordet der står et askebærger og konkludere, at det må hun gerne. Dog når jeg at opfange hvorfor hun klynker... hun er blevet frataget sit ild, da de ikke vil have at hunlligger og ryger i sengen alene. (hvilke JEG godt kan forstå) Jag kæmper mig ind i rummet med en stor julepose (ala IKEA model) med alle mors kalender gaver, nips ting og billeder. Favnen fyldt med ting frem for at gå flere gange, typisk mig. Mor får et kys, hun virker kold og lidt klam på panden, ser også rimelig træt ud. Jeg spørger om hun er faldet godt til, men hun ynker lidt igen... hun mangler sin middags øl og sit rødvin :) Ja hvorfor ikke. Tænder en smøg til hende og begynder at pakke lidt ud og fortæller hende hvad jeg har fundet. Hendes engle til vinduet, billeder af hendes søster og far som desværre ikke er hos os mere. Hendes juletræ i messing og en pose fyrfadslys, chokoladen fra morgendagens kalender gave...
Det hyggelige vindueDet hyggelige vindue
Nu ligner det llidt hjemme trods sengen står forkert og bordet på venstre side og ikke højre. Der kommer en sygeplejerske kommer ind... hun hedder Bodil og virker rigtig rar og kærlig. Vi snakker lidt om familie træ mens hun tegner en tegning og skriver navne. Mormor og Poul har været der og Søren, det var noget mor kunne lide... Der går et par timer hvor vi bare snakker mor og jeg, jeg finder øl, vin og vand til hende og har en dejlig fornemmelse af ro i maven da jeg efter en tur i opholds køkkenet får en god snak med sygeplejersken og efterfølgende lægen... Hold nu fast hvor er de enormt proffesionelle og har evnen til at skabe 100% ro så man kan lukke ud af tanker, følelser, observationer ikke mindst tårer... Nu sidder jeg her i sofaen med ham den lækre, maven fyldt med SUSHI SUSHI, kaffe Bailey og indre ro velviden om at mor har det godt hvor hun er... God fredag til jer alle sammen!
Lørdag d. 10. december
Behageligt... set i bakspejlet! At man vågner kl. 12.22 og føler sig mindre tummelumsk fordi man har sover så længe. Men havde en kæreste der mente at jeg havde behov for det... og set nu kl. 02.44 vil jeg godt indrømme at jeg havde. kl. 9.15 var der tikket en sms ind på mobilen, som svar på min sms sent fredag aften til min mor. Jeg har sovet godt i nat. hilsen mor og Bodil. Denne var så skrevet af mors sygeplejerske ude fra Hospice... den var rar at få og kunne trække på smilebåndet og vide mor har det godt. Jeg ringede så til Hospice for at fortælle, at jeg kom derud senere idag men havde sovet og DET kunne hun også godt forstå... Hun fortalte, at mor havde sovet alle de gange nat sygeplejersken havde kikket ind til mor og ikke vågnet overhovedet. Men at mors egen beretning var lidt anderledes da Bodil møder ind. Det er fordi mor ikke er i stand til at registrere tiden længere eller forholde sig til den og nuet, men at de vil være obs på det. Jeg havde en skøn eftermiddag i ren og skær morgenkåbe afslapning på sofaen til kl. 16 ca hvor Bo og jeg kører ud til mor. Hun sidder og ser fjernsyn, mens Bodil sidder der, for at mor kan ryge. (det må hun jo ikke alene, grundet brandfaren for hendes vedkommende) Vi har været omkring Gjøl efter lidt tøj og andet til mor, som hun bliver meget glad for. Jeg viser Bo lidt rundt på Hospice og får en lille snak med Bodil om praktiske ting. Henter lidt kaffe og sidder og hygge snakker med mor, der faktisk spiser lidt af den laksemad jeg har hentet. Det skal lige siges, at hun ikke har spist i flere dage... hvilke desværre er helt normalt for hendes vedkommende. hun virker frisk idag og mere klar i hovedet, husker ting og kan følge med i nutid og datid... det er rigtig dejligt. Og jeg må endelig ikke glemme at fortælle hvad hun har fået i pakke kalender idag. (på opfordring af Mette Pedersen) Mor fik en dvd film med Barnaby og et sødt lille keramik juletræ man kan åbne på midten og gemme snoller i... Mums.. Så kunne vi lige komme nogle af de chokolade skildpadder i, hun fik forleden. Hun har også fået et askebærger i tin, som har tilhørt hendes morfar og DET betyder rigtig meget for hende. Det glæder mig meget, når jeg sidder derude og kikker på mor, at vide hun er i de bedste hænder i verden døgnet rundt. At der så ikke er så mange der har været forbi at hilse på hende end os der plejer er lidt trist, da mor faktisk var meget social og flink til at besøge andre ikke mindst at hjælpe andre med alverdens ting. Jeg kan godt blive trist på mors vegne, da jeg ved hvor meget hun har tænkt på andre og det ikke bliver gengældt i sådanne livs bekræftende tilfælde. Dog bekræfter det blot min opfattelse af disse mennesker (mennesker generalt) når sådan noget opstår... det er mennesker der ikke formår at have sådanne følelser for andre, da de kun søger noget for egen vindings skyld eller desværre ikke formår at mærke den glæde det gør ved at give og modtage glæden ved at give og derfor ikke får de glædelige oplevelser af lykke i deres liv. Man kan kalde det at være selvoptaget, dog ser jeg ingen grund til at tage afstand fra dem... heller ikke opsøge dem, men derimod have medlidenhed for dem, da de ikke ved hvad de går glip af. :) Men sådan er vi jo så forskellige og derfor er vi sommetider i stand til at lære fra andre hvis vi selv ønsker det. Jeg har i alt fald lært af min mor, at være god ved andre og ikke dømme folk på deres væremåde, da der ligger mange grunde til for at de er sådanne... Tænker ofte tilbage på den tid som barn, hvor mor har hæflet mig i transporteren. (en ww transporter og den var orange) stank af røget fisk og spegepølser og flæskesvær. Vi stod på diveres markeder, så som Hjallerup Marked og Brønderslev marked og solgte alverdens sager... hvordan jeg rendte rundt i øl teltet og solgte flæskesvær til 10 kr når mor stod udenfor og solgte dem for 5 kr og hun ikke forstod hvordan i alverden jeg kunne sælge så mange. Men det var da klart jeg skulle kun give hende 2.50 kr pr. pose og fik de sidste 7.50 kr, så var jeg da lige glad med hvem jeg prikkede på skuldren af fulde folk, når mor troede jeg solgte til 5 kr.. Alle de (undskyld mærkelige mennesker der findes) på et marked efter kl. 20.00 vil jeg dog ikke den dag i dag ikke byde mine børn at opleve. ... Værtshuse og Cafeteriaer you name it, der var ikke det sted jeg ikke har været taget med hen for at sælge noget i baglokalet. Kan den dag i dag få få fornemmelsen af ubehag når man kommer til et lokale med samme øl, spiritus og røg lugt.. Vi kørte fra mor omkring kl 19.30 og tog ind på O'learys og fik noget godt mad. Da jeg mente uden for Hospice, at jeg trængte til at blive luftet ovenpå alle disse dage hvor jeg har været fastlåst i to hjem og børn... I aner ikke hvor meget jeg satte pris på t stige ud af bilen ved p-pladsen og vandre tværs over C.w. Obels plads, se de unge skøjte rundt mærke by duften i næsen og gå med sin dejlige kæreste i hånden... ned gennem gå gaden bare os to, ingen ting der satte bånd på mig andet end en sulten mave :) DET kalder jeg livsbekræftende og lykke... ikke mindst mit selv inviteret besøg hos Mette og Johnni til kaffe. Det var bare så dejligt at kunne sidde og grine uden at have mor i tankerne. Hvis i forstår hvad jeg mener.
Søndag d. 11 december.
Vågnede hvad jeg troede var frisk og klar til en gang søndags rengøring, men jeg blev da lige klogere midt i Fakta... fik vildt ondt i venstre kæbe, feber og blev svimmel... så det blev ikke til meget andet end sofa men Bo er til kamp. Orker bare ikke at ligge her og kikke på vasketøjet der skal i skabet, badeværelserne der trænger til rengøring og støvet deer ligger overalt i stuen, for ikke at snakke om de 5 maskin vask der skal vaskes. FØØØØJ. Har virkelig ondt af mig selv, kan man ikke høre det? Lille stærke mig havde det så fint i går og nu ligger jeg syg hvor jeg har brug for modsatte. Har ringet ud til Hospice oog snakket med mor, der havde en af de eftermiddage hvor hun minder om en meget meget sløret dame, der snakker mumle sprog og falder i søvn mens man snakker. Sygeplejersken Bodil sagde at hun havde haft det fint nok hele formiddagen til middag og det var et af de typiske symptomer på kræften, at hun pludselig kunne svinge... Har aftalt jeg ikke kommer derud idag... tror det handler om mig selv idag. Ved også at mormor og Poul har været derude i dag, så mon ikke det går... Så må mors kalender gave vente til imorgen :) God søndag aften venner.
Mandag 12 december.
Jeg ligger syg og formår vist nok på et eller andet tidspunkt, at ringe til hospice og meddelte at jeg ikke er i stand til at tage derud. De fortalte på hospice, at mor har haft en rolig nat og faktisk sovet hele natten... Jeg har det rigtig skidt med ikke at tage derud, men jeg kan simpelthen ikke, så jeg ligger og sover det meste af dagen... med 39.2 i feber og Heidi (TAK søde) er så sød at komme forbi med pencilin til mig...
Tirsdag 13 december.
Var bare endnu en dag hvor jeg havde det skidt da jeg vågnede og faktisk husker jeg slet ikke, at Bo står op og tager på arbejde... Vågner da og har det en hel del bedre i løbet af dagen og mormoren min riinger og fortæller at de vil tage ud til mor.. Hun mente også at jeg skulle blive hjemme så jeg ikke tog et eller andet med derud og smittede mor.. Havde det så rimelig på pencilin og smertestillende om eftermiddagen, så Bo og jeg tog i IKEA og stor Centret hvor vi fik ordnet de sidste julegaver og lidt praktisk handlen.. Hjem på sofaen mens Bo tog til håndbold..
Onsdag 15 december.
var oppe kl. 7 efter at Natasja kom ind under dynen til mig og insisterede på at jeg NU skulle stå op. Det tog da også lige lidt inden jeg fik øjne og stod op for at sende de 3 skønne børn afsted og en kodyl dejlig kæreste. ville egentlig tage ud til mor, men blev bremset af en ældre herre kl. 8.30 der pænt stod udenfor med alverdens stiger, kamera og tasker til min store undren, indtil min lille hjerne huskede, et aftalt møde med et firma gennem Nykredit. Fasanvej skal jo sælges, da Kreditforeningen ikke kan få deres hjem, så vi har måtte lægge hjem til mægler, fotograf og nu tilsyns besøg med henblik på tilstandsraport. Og var da lykkeligere end før, efter at han var gået da han pænt kunne fortælle at dette hus ville koste køberen mange mange penge idet der var meget kritiske fejl og mangler. Jeg tog ud til mor omkring kl. 16.30. efter hun havde ringet til mig og jeg slet ikke kunne genkende hendes stemme.. hun lød meget oprevet og forvirret, så jeg tog slet ikke nogle chancer.
Da jeg kom derud lå hun og sov, mens tv'et kørte i baggrunden. Der var tændt små lys i det fine messing juletræ og der duftede af julekager i hele stuen. Henne i vinduet har jeg sat det fine julekagehus og alle mors billeder af familie medlemmer så hun kan ligge og kikke på det hele. Lige når man kommer ind i lokalet står der en stumtjener og en lille reol med skuffer. En sofa og en lænestol i friske bløde varme farver. Et rundt bord og to stole, man kan sidde bahageligt i. .. Og på bordet er der blevet anrettet med en skål fyldt med slik, chokolade og mandariner som jeg ved mor elsker. Rummet har en gylden glans over sig og med de høje vinduer med sprosser og rullegardinet halvt nede og de store gyldne gardiner fra loftet og ned til vindueskarmen ser det hele så engle agtig ud. jeg llister hen og kysser mor på panden, men hun vågner ikke. hun virker lidt kold klam og man begynder starks og blive bekymret mens man pr. refleks kikker på hendes bryst kasse, for at se om hun trækker vejret. Hvilke hun heldigvis gjorde. Hun vågner stille og roligt og er enormt glad for at se mig... Hendes svoger og min onkel Birger har været der og mors gode kammeratder er sørget for at hun har fået hendes kalender gaver, de er stillet hen i vinduet og der er både en parfume prøve, futsko, tooilet taske med lækker creme og et krus med chokolade. Sygeplejerskerne syntes det er så hyggeligt som mor bliver forkælet og mor elsker det rigtig meget. dog har hun slet ikke kræfter til selv at pakke op længere så jeg hjælper hende med dagens gave... Faisermint chokolade og en film, både mors og min farvorit chokolade og vi mindes begge tiden i Charlottenlund og Gentofte hvor vi lystigt spiste når vi var på familie besøg. . skønne minder. Den aften får jeg faktisk meget samvær med mor. Vi får snakket senere alene hende og jeg om hele hendes liv efter hun har fået mig. Hvor vi har boet på sjælland, hvilke forretninger hun har haft, de forskellige mænd og hvad jeg gik og lavede. Faktisk fortalte hun mig, at hun engang havde en kæreste der kørte bus mellem Roskilde og Værløse og jeg elskede at komme med. Hvordan hun lavede smørrebrød til os med små stykker chokolade i... Nu kan jeg pludselig se sammenhængen i, at jeg elsker at lave madpakker til mine børn og elskede mit bus job så meget som jeg gjorde.. Jeg får hjulpet mor med at børste tænder og lægge hende godt tilrette i sengen med en pude over hendes ben mens hun ligger i fosterstilling. Puden er hendes Kaiser, da hun gerne ville putte med ham i nat, men ikke have at jeg tog ham med derud, fordi hun godt ved at han skal aflives og allerede nnu kan se hans urne foran sig... Vi fik virkelig snakket mange gode ting.
Torsdag 15 december.
Da jeg kom ud til mor idag omkring kl 15.30 havde jeg Cecilia, Natasja og Nicolaj med. Mormor og Poul havde været der tidligere ligeså Birger. Mor sov og hun havde også sovet da de havde været der. Mor havde haft en ubehagelig oplevelse i nat, da hun fik et hoste anfald og ikke kunne trække vejret, så de havde måtte give hende noget stesolid på sprøjte for at få hende til at falde til ro. Jeg havde gjort sygeplejersken opmærksom på i går, at mor hostede ggrøn slim op efter hun havde fået sin maske. (Noget væske der bliver til damp, som hun skal inhalere for at forbedre vejrtrækningen) Men jeg er bange for hun er ved at få betændelse i lungerne. Jeg havde advaret børnene, da mor vågner fordi hun hostede på sådan en måde man ikke kunne høre andet en væske i lungerne og hun klart er svækket siden i aftes da jeg forlod hende kl. 00.30. Børnene kommer hen en efter en og siger hej og mor lyser op, stadig ikke helt vågen men med små øjne og sprød hæs stemme. Jeg kan godt se der ikke vare mange dage nu... Sygeplejersken kommer for at give mor masken igen og jeg tager børnene med neden under hvor der er lavet julestue på en ledig stue. der står kaffe, the sodavand og frisklavet boller, som vi alle nyder godt af. Tv'et viser børne film og børnene har lidt sager med de kan tegne på... nicolaj ender med at tømme pebernødde glasset men til fordel for mor. Da vi går op igen har han nemlig lommen fyldt og giver straks sin mormor (min mor) en del af dem... Den knægt rummer klart mere bekymring for sin mormor end jeg først havde antaget.. Vi bliver ikke så længe, da jeg godt kan fornemme børnene er lidt urolige. På vej hjem i bilen snakker vi om hvor vidt de kunne lide at være derude og alle syntes det er meget hyggeligt. vi har snakket om at det måske er sidste gang de ser mormor i live og at Kaiser også snart skal afsted... Og hvis de går med nogle tanker skal de love at komme og fortælle hvad det er så enten Bo eller jeg kan svare, så de ikke bliver til bekymringer og giver ondt i maven eller tristhed. Mc Donal er fantastisk sådanne en aften og vi sidder alle med et smil på læben og pjatter mod Aabybro mens Rasmus lyder i radion for fuld skrue med sangen millionær (mer end kærlighed)... og min tanker reflektere over mit liv...
Fredag 16 december.
Starter dagen med at kommunen ringer og kaster i hovedet på mig, at plejeorlorven d.d er slut. Og de ikke atger hensyn til min mors sygdom, da det i deres øjne ikke gør en forskel hvis hun døde i weekenden eller længere fremme. Nej sagen er hun er blevet indlagt og hu ikke kommer hjem mere. slut færdig ikke mere deres udgift. Men havde jeg haft orlov og hun døde ville jeg kunne få 14 dage efterfølgende. HVAD fanden er det for trøst at få NU... Har grædende måtte ringe til lægen og sygemelde mig ligeledes fagforeningen. Om lidt kører Vaps og jeg med Kaiser hen til dyrlægen for at tage afsked med Kaiser... sende ham til kremering og få en smuk lille urne tilbage, sidder her med rystende hænder og øjne i vand, så jeg slet ikke kan skrive mine så sørgelige tanker ned... kan ikke lige nu, må vente...
Hvor er det egentlig grufuldt hvad jeg gjorde lidt i ti... uden den stakkels lille hund vidste hvad vi skulle. Jeg havde besluttet mig for at jeg tog alle hundene med ud for at gå en tur, med den hensigt at møde kl. 10 på Aabybro Dyrehospital for at aflive Kaiser... Så glade de alle tre hoppede rundt da jeg fandt hundesnorene frem.. og hvor de dog glade løb frem og tilbage på fortorvet hen til dyrlægen. For første gang gik Kaiser frivilligt ind af døren til dyrlægen, hvor det før i tiden har været med stor modstand, da han hver gang vidste det bragte ondt med sig at komme til sådanne en... Stod og ventede på det skulle blive min tur, da et grædende par forlader rummet og jeg kan kun gætte mig til hvad de har måtte opleve.. og jeg fik strakts tåre i øjnene, da jeg kikkede ned på Kaiser der fjollede rundt med Buster midt i klinikken.. Et øjeblik efter tog jeg alle hundene med ind og løftede Kaiser op på bordet, hvor han straks stivnede og kikkede blidt på mig med hans helt igennem hvalpeagtige hundeøjne og slikkede mine tåre der løb ned af kinderne... han fik en bedøvende sprøjte og kom ned på gulvet til Vaps og Buster hvor de alle tre guffede en godbid og trofast som Vaps er, lagde han sig ved siden af Kaiser til han sov og kunne få den sidste døds sprøjte ind i hjertet. Det føles så gruefuldt og ondt, at jeg skal tage beslutningen og afskeden med ham, jeg græder så meget i ikke aner lige nu og føler mig så magtesløs over hele denne formiddag. Hvorfor er det så nemt at tage til dyrlægen og få givet en sprøjte med et gammelt dyr, der stadig er frisk... og så har man en mor, som ligger og lider og lider men ikke kan undskyld hjælpes af med livet, lige der hvor der allermest er brug for det når vi alle sammen alligevel ved at tiden kommer lige snart... hvorfor må mennesker lide og dyr ikke må... Hvil i fred Kaiser.. Jeg elsker dig og vil mindes din umulige bjæffen i aftes ude i køkkenet, fordi du ville fortælle du manglede vand. For dine underlige smaske lyde når du nassede lopper af dig og din total elskelige måde du har passet på min mor gennem det sidste lange stykke tid. Tak Kaiser for din trofasthed og undskyld du måtte forlade livet...
Jeg besøgte mor her kl. 21:00 hvor håndbold kampen var godt i gang... Mor sov da jeg kom og mormor og poul fortalte tidligere idag, at hun også sov da de var der... Jeg gav mor en stor knuser, så godt jeg kunne nu hun lå og sov.. Tændte lidt fyrfadslys i stuen og ville hente noget kaffe, da hun svagt gav lidt på sig. Jeg satte en stol hen ved siden af hendes seng og løftede min hun Buster op i sengen til hende. Hun rynkede på panden og klynkede lidt, spurgte hvorfor jeg havde taget Kaiser med.. Jeg var lige ved at sige, at det ikke var Kaiser men min Buster. Men jeg kunne ikke... bare det at se hende blive sørgmodig over jeg havde ham med, fordi jeg ved hun virkelig mangler sin kammerat, sin vogter, men at han ikke skulle se hende sådanne der og føle at hun svigtede ham. Jeg måtte grædende fortalle hende en løgn og sige, at Kaiser ville få besøg af dyrlægen hjemme hos os i morgen og han kom for at sige farvel... Vi græd begge to, selv om mor græd i søvne... Buster listede op og slikkede hende i hovedet og jeg kunne ikke holde mine mange årig tåre tilbage... alle disse år, hvor jeg har bevaret styrken, været sur på hende, skuffet og trist mens jeg har taget seje masken på krakelerede en gang for alle... Jeg lå med hovedet på mors brystkasse og græd som et lille barn (den lille Liza) jeg er indvendig og den lille Liza jeg er når jeg er hos min mor... endelig fik tårene frit løb. Jeg fortalte hende at hun skulle tage afsted så hun kunne være der for Kaiser, for alle dem vi har mistet gennem tiderne... Hendes vejrtrækning er meget forværret og jeg kan sagtens høre det ralle indvendig mens hun tager små lette vejrtrækninger. Hun mumler, at hun fryser selv om hun er pakket godt ind under en varm dyne og rummet er lunt... Jeg fortæller hende hvor meget jeg elsker hende og hvor stolt jeg er af alt det hun har givet mig. Stolt over at have en mor, med så stort et hjerte til andre mennesker og aldrig på noget tidspunkt har jeg hørt hun har talt nagativt om andre... Hun hvisker at hun også elsker mig, at hun er glad for de ting jeg har givet hende... For helvede jeg har det svært... (undskyld sproget) Men jeg føler bare ikke at jeg magter (eller har flere kræfter) til at vidne dette og jeg ville ønske hun vil få fred... mor bevæger sit hoved lidt frem og tilbage meget langsomt, for at nusse mt hår med hendes hage, da hendes hænder er under dynen... Hun magter svagt at røre på sig. Aldrig har jeg grædt så meget og så længe og jeg har endnu mere hvor det kommer fra, ved det først lige er begyndt... Den aften da jeg kører hjem ved midnatstid... dækker tårene mine øjne mere end regnen på forruden af bilen, min krop er drænet. mit sind er tomt...
Nu har jeg lige kikket på alle de sovende børn, store som små... selv om jeg ikke er biologisk mor til to af dem, elsker jeg hver og en egne eller lånte og ville ønske de bliver skånet for sådanne noget i fremtiden. at guds engle beskytter dem og hjælper dem, som de har hjulpet mig... Underligt at sidde her i køkkenet, vide at livet snart ebber ud for min mor, at Kaiser gøede for sidste gang i aftes... og i morgen kommer endnu en dag... ligesom alle de andre.
Lørdag. 17 december.
Følelsen af at være... bare at være og så alligevel. Min mormor ringer ved middagstid, de er hos min mor nu... Jeg kan bare fornemme jeg skal komme og efterlader Bo, Marcus, Michelle og Victoria i det lune hjem... Men jeg kører mof Aalborg nyder jeg solens stråler... det klare vejr og med mor i tankerne. Egentlig havde jeg ingen tanker om noget, bare det at være... glide med i trafikken og se omgivelserne med andre øjne end ellers. Da jeg kommer derud, sidder Polle far (mormors mans Poul) i sofaen med en kryds og tværs, mormor sidder ved siden af mor.. Hun kikker på mig og hvisker, at mor ikke har givet tegn på bevidsted, men blot sover. Jeg nærmest kaster jakken på stumtjeneren og går stille hen og bøjer mig over mor. Hun ligger med hovedet lidt oppe og idet jeg røre hendes pande mens jeg kysser hende blidt... kikker hun op og smiler meget svagt. Den ene arm ligger ovenpå dynen og hun ømmer sig, mens hun forsøger at tale uden held. jeg spørger om hun fryser og løfter dynene så armen kan komme neden under og mor nikker stille... Jeg tager min hånd under dynen og holder hendes hånd... Lægger mit hoved på hendes brystkasse og græder. Mens mormor beder til at guds engle skal komme og hente hende, ligger jeg stille og græder. De smertestillende midler er sat meget op, netop for at mor ingen smerter skal have og sove... men hun kan høre mig, da jeg kan mærke hun prøver at klemme min hånd lidt... Igen fortæller jeg at Kaiser er sendt afsted og hun også må gå... Lidt senere kommer Bo og jeg kører min mormor hjem til Poul, der var kørt lidt tidligere.. det var rart at komme lidt derfra når man ved at sit livs kærlighed og bedste ven vogter mor imens. Mormor er bære tydeligt præg af sorgen... Tænk engang, at hun nu skal følge sit barn nummer to og sidst levende på vej... Vi krammer og følermed hinanden. Tilbage sidder Bo ved siden af mor og sammen står vi bare lidt... er der bare...i nuet, stilheden mens mor ligger der. Senere på aftenen, da Bo er taget hjem er jeg alene med mor. Sygeplejersken kommer en gang i mellem, men lader os være i fred... Mor får lagt et morfin drop i lysken, så hun kan falde hen.. Jeg spørger hende om vi NU skal snyde i julekalenderen og pakke de sidste gaver op.. Hun nikker svagt. Det der en gang ikke kunne gå for hurtigt og var vildt spændende, var slet ikke så rart... en efter en pakkede jeg gaverne op og fortalte mor hvad det var. Film, chokolade, mere film og mere chokolade og noget rigtig livsbekræftende nemlig gamle billeder af hendes mormor og morfar. Da jeg beskrev billederne for mor, kunne jeg se på hendes mimik hvor meget det rørte hende...
Jeg havde kommunikation med mor indtil sen aften, der var det som om hun ikke længere reagerede når jeg spurgte om noget... men jeg vidste hun lyttede. Jeg ringede hjem og sagde godnat til Victoria og sagde mor var her på hospice for at passe på mormor, jeg sang en godnat sang og kyssede mors pande fra Victoria. Jeg sang for mor... kyssede og nussede hende.. ind imellem måtte jeg lige gå lidt ud på gangen og hente kaffe, samle kræfterne og vende tilbage...
Gangen på hospiceGangen på hospice
Jeg sad ofte og kikkede på klokken og forestillede mig tallenes betydning og forskellige kombinationer, måske mor ville sove ind på bestemte kl. slet... eller måske ikke. Jeg havde taget den gode lænestol og lagt ryggen ned for at hvile ved siden af mor, men vågnede hele tiden af lyden af væske i mors lunger, betragte hendes fuger i panden om hun havde smerter, det havde hun heldigvis ikke.. Men det var hårdt at høre på, at hun ikke havde kræfter til at hoste noget væk... kun små sammentrækninger som man gør lige inden man skal hoste... for så kun at sukke svagt opgivende hver gang... Tiden mellem kl 00.30 og 05.30 var som jeg havde forventet... mere og mere svært at lytte til. På et tidspunkt ca kl. 05.36 kunne jeg godt fornemme og høre det var svært for mor at trække vejret. Jeg prøvede at trykke på nødkaldet uden held... tiden føltes langsom trods der kun gik nogle sekunder, jeg trykkede igen... ventede. Det var som om noget i mig ikke gjorde mig urolig, men derimod fyldte mit hjerte med en ubeskrivelig varme... Jeg sad med lukkede øjne og så et gyldent lys for mig... bad til at mor skulle følge efter, men jeg blev revet tilbage igen af lyden af hendes lungers besvær.. Jeg måtte grædende gå, kunne ikke bære at lytte til det eller mærke følelsen af at skulle slippe på denne måde... Ude på gangen kom sygeplejersken, han smilte venligt og vidste godt hvorfor jeg ringede.. Han hjalp mor op og sidde, mens jeg kom ind og holdt om mor. Nu ville han gå efter noget for at fjerne lidt af væsken i lungerne... Imens knuede jeg mor ind til mig, hviskede at det var okay mens hun rakte armene i vejret, som om hun søgte noget... det stilnede og hun lagde hænderne ned på sin mave... jeg sagde til sygeplejersken, da han kom, at vi ikke skulle gøre mere... jeg vidste det var nu... stille og roligt med små tag hævede og sænkede mors brystkasse sig mindre og mindre...
Søndag 18 december...
Så smuk hun så ud som ung, så smuk som hendes hjerte altid har været... så smukt så hun ud, liggende der og forsvinde fra den lånte krop for evigt.. kl. 06.06. Nu hvorstod jeg hvorfor hun sagde i Torsdags, at mormor kommer på søndag...
Tak Olde... fordi du blidt og guddommeligt forgyldt hentede mor... Jeg elsker jer
EVIGT minde min mor... Annemette Dungate (født Abildskov)