Hyl, mine online-ulve! Har I fattet min forkærlighed for mørket, herinde i mine dagbøger?

Det handler ikke om at flashe mørket. Heller ikke om at se lyset i mørket. Ved Prometheus! Skab selv lyset, stjæl ilden fra guderne!

Så J's tvillingebror hængte sig selv for 17 år siden i håndtaget på døren ind til sit værelse - i deres fælles hus, mens J selv lå og sov. J tekstede mig på mobilen i august, fordi han havde fundet mit brev fra dengang, hvor jeg kondolerede.

I disse 17 år mistede han sin søster, sin far, konen smuttede fra ham med deres to sønner, anklagede ham for vold mod børnene, og så var hans mor terminal med kræft.

Har jeg flashet mørket endnu en gang, online-ulve?

Lidt lys?

Vi sad under et tæppe i hans sofa, og jeg sang for ham, om håb: Through the Barricades, Belfast Child, Bridge over troubled Water. Syng tøs! I stedet for at dømme. Han skal bare ikke føle sig forkert, hvis han dør lige om lidt.

Men lys er en underlig ting at skabe, for man kan ikke skabe det, hvis man dømmer. Man kan ikke tænde lys, hvis man er bange for, hvad man får at se.

Lidt mere lys?

Hm, som i at overveje muligheden for at han slog sine børn? Nej! Det får jeg aldrig at vide. Jeg er ikke J.

Lucifer, den djævelske lysbringer. Det er nu alligevel mig, online-ulve!

J insisterede på, at jeg skulle lytte til et instrumentalt nummer fra filmen "Revenge" med Kevin Costner og Madeleine Stowe. Det blev spillet i slutscenen, hvor Kevin Costner hentede sin elskede, døende Madeleine Stowe ud i solskinnet. Hun havde hans hundetegn i hånden, som naturligvis havde indgraveret navnet på Kevin Costners rolle - det var faktisk navnet på J's bror, som havde hængt sig for alle de år siden. Han havde aldrig lagt mærke til det, før jeg gjorde ham opmærksom på det. Lys på sorg og tab gør ondt.

J havde forsøgt at skære sig i håndleddene. Der var stadig mørke pletter på gulvet oppe i stuen.

Lidt mere lys, endnu?

Jeg bad ham sætte sig på pletterne med en smørekniv i hånden. Jeg satte mig med front mod ham, mine hænder bundne foran og blikket lige i hans øjne.

Hvad vil du gøre nu, J?
Forestil dig, at jeg er dig!

Han så lidt lys. Smed smørekniven væk med det samme.

Godt, og hvad vil du så nu, J?
Forestil dig, at jeg er dig!

Han rykkede helt tæt og gav mig en krammer.

Hvad vil du nu, J?
Forestil dig, at jeg er dig!

Efter 5 minutter, lys hele vejen, og han løsnede endelig båndet om mine håndled.

Vi snakkede om reinkarnation, fordi han insisterede på, at jeg skulle tro på det. Det gør jeg skam også, men jeg ved bare ikke, om præmissen er, at man reinkarneres som menneske og intet andet? Som dyr eller plante? Er reinkarnation simpelthen død fra en tilstand og fødsel ind i en anden, og taler vi så kun om meget få, specifikke tilstande? Vi går jo konstant fra en tilstand til en anden igennem livet, og nogle tilstande forlader vi uden at komme tilbage.

J hængte sig i november. Jeg går ture i vintermørket ad stien langs noret. Jeg venter næsten at se ham der på kampstenen ved afspærringen. Hvis jeg ser ham, er det hjernens trylleri, for hjernen kan meget, og jeg føler mig bekendt med det på mine gåture. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke mere er i stand til at dømme ret og uret. Jeg kan bare begå hybris og stjæle gudernes ild, for at tænde lys. De får ikke ilden tilbage lige foreløbig.

I Faderens, Sønnens og den Helligånds navn! Dagens nadver er lys ... Follow, follow the Sun ... breathe, breathe in the air, SET YOUR INTENTIONS, AND DREAM WITH CARE ... Xavier Rudd