I dag mødte jeg en mand der sad på en bænk med nogle blomster. Jeg valgte at sætte mig ved siden af ham og spise min sandwich. Der var ikke gået meget mere end 30 sekunder vendte han sig og så på mig og sagde "hvor gammel er du så unge mand." Uden at tøve svarede jeg ham på min alder. Derefter spurgte han mig om hvad jeg syntes om vejret. Efter mit svar kunne jeg ikke lade være at spørge hvorfor han sad med de blomster. Han begyndte at smile og svarede at de var til hans kone. Hans kone var død og han var faktisk på vej op til kirkegården. Han virker ikke ked af det så jeg tog mig mod selvom jeg ved det var uhøflig så spurgte jeg hvor lang tid siden det var. Det var sidste år. Hvordan kunne han være så glad og så smilende og kunne snakke så frit om det eller holdt han bare tilbage. Det var som om han kunne læse mine tanker han sagde at jeg sikkert undrede mig over hvorfor han ikke var ked af det. Hans svar kom bag på mig. Han sagde at alt hvad de havde oplevet sammen gav ham glade tanker. Han var glad fordi han i stedet for at tænke på at det triste tænkte han på alle de gode minder de havde. Han sagde at han var sikker på at hun ønskede han skulle komme videre. Hans råd til andre var at man behøver ikke komme videre man skal bare lære at håndtere det. Ligesom han selv gjorde han var ikke kommet videre i stedet brugte han alle de gode minder til at huske hende og leve videre med tanken om at hun ventede. Det siges at når man finder kærlighed i form af et andet menneske er man ikke i tvivl. Jeg er nu sikker på at det er sandt for jeg har aldrig før mødt en så stærk mand og en så sand kærlighed selv efter døden. Jeg håber at han lever sit liv fuldt ud til sidst og det er jeg sikker på han gør for der var ikke noget der stoppede ham.