Astronaut er så besværligt at sige, og månemandens stræben efter allitteration fænger mig, så astronauten bliver til månemand for en dag.
Er han ensom, eller bare alene på sin rumstation deroppe? Og hvordan rummer han oplevelsen af universet? Kan han mærke livet på jorden, når han kommer tilbage igen?
Aster (grækernes ord for stjerne) og kosmos, hjælp, jeg har brug for jordforbindelse, men jeg gider måske heller ikke undvige hengivelsen og den potentielle ydmygelse ved at være ude i for tynd luft.
På jorden sidder ... jeg ville egentlig hellere sige 'nede på jorden', men instinktet påbyder mig en vag simulation af det frie fald - hvis man da kan falde i universet - grænseløst og uden præpositioner, der måtte angive bare antydningen af størelses-, tids- og rumforhold, men det lader jeg ude (ups, første styrt i forsøget) af denne enkelte sætning...puha, og så kan det heller ikke lade sig gøre længere, for på jorden sidder en lille flok mennesker omkring et bål i det tidlige efterår.
Nu har jeg allerede brugt præpositionerne ude, på og omkring, men det var måske også forkert af mig at simulere grænseløshed og frit fald, når jeg lige forinden bad om jordforbindelse. Månemanden får derfor lov at stå i kontrast til fællesskabet og nærheden omkring bålet - lidt endnu. Jeg kan mærke varmen fra flammerne og de andres varme, når vi lægger armene omkring hinandens skuldre, og måske jeg for et sekund undrer mig over, hvad jeg vil med månemanden.
Hvad ville månemanden sige til at skulle sidde med 20 mennesker omkring bålet og deres arme omkring sine skuldre, efter 6 måneder alene i en rumstation lige udenfor månen? Måske han har fortalt sig selv, at jorden er lavet af blåbærmarmelade, for at kunne forholde sig til den, ligesom vi landkrabber forholder os til månen ved at forestille os, at den er lavet af grøn ost.
Bålet forsvinder fra mine tanker, og jeg mærker en iskold vind, der spørger, om de nogensinde kan nå hinanden. Kan de?
Indtil for nylig, mente jeg, at månemanden blottede sig for potentiel ydmygelse ved sin hengivelse til det frie fald og rummets agorafobiske fravær af forhold og grænser, mens jeg ignorerede flokken omkring bålet.
Men bålets buldrende varme og armene omkring mine skuldre sender mine øjne i åben hvileposition, hvor der ikke er fokus, men mere fornemmelser og ordløse observationer. Der er gul farve, intens følelse af tryghed og varmen - måske intet derudover lige i momentet. Vi kunne måske lige så godt tage rumdragter på og lege månemænd, for LIGE DER minder ordløsheden måske om månemandens hengivelse til det grænseløse.
Flokken hengiver sig også med fare for ydmygelse, hvis oplevelsen og lærdommen i det sociale samvær kuldsejler.
Den kolde vind gør mig syg. Månemanden skal sidde ved bålet med flokken, og flokken skal af bålet kastes ind i sig selv, navigere i fraværet af fokus og definerede grænser, indtil den møder månemanden. De skal! De skal mødes!
Det er mig en ydmygelse af dimensioner - og måske ude af proportion - jeg her vælger at udsætte mig for. Hvis den er ude af proportion, så er det kun fordi, jeg vælger at opleve den sådan. Måske fordi forbindelsen mellem tæthed, nærvær afstand og fravær er mig så presserende et anliggende. Måske oplevelsen og hengivelsen bliver så ægte, at jeg aldrig møder ydmygelsen.
Bålet brænder og sender sindet på tilsyneladende retræte. Jeg kan gå fra bålets buldrende nærvær til rummets åbenhed, der næsten er fravær. Jeg kan forestille mig næsten alt, når bålet buldrer, men kan jeg leve med det grundvilkår, at både nærvær og afstand kan fostre følelsen af ensomhed?
Det forekom mig jo en del nemmere, da kun månemanden stod for ensomhed. Så kan man vælge. Så kan man gardere sig.
Månemanden er min egen private udgave af en astronaut. Månemanden er mig i litterær fosterstilling, når jeg lokker nærvær og faste rammer ud af det forfærdeligt grænseløse kosmos. Sig mig, at det lykkedes! Jeg vil ikke høre andet, end at man kan blive den selvskabte følelse af ensomhed kvit.
Så er det tid til tændernes nærvær. Online ulvene har besøgt mig i stort tal (tusind tak for det!), så de søger sikkert også nærvær, når jeg byder til fest og blodig middag. Drik mit blod og æd mit kød, naaaaadver! Der er jo faktisk alligevel fuldmåne i aften - for både ulve og månemænd!