Sommetider ønsker jeg, at jeg var en stor dreng der kan tåle meget mere, end jeg kan med mine gamle skader og forliste kvindeliv. Igen tænkte jeg ikke på, at passe på når kulden begynder med den stride vind fra øst, og gik ude for at save pindebrænde med min lille håndsav til at tænde de få briketter med, som jeg har tilbage. Den kolde østenvind går gennem marv og ben, fordi det er ud mod åben mark, ligesom den altid kan mærkes inde i huset. Den eneste trøst er, at den engang vil vende til vest igen.
"Kom sydvest som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord" ...
Tror det er Blicher der har skrevet sangen.
Men de lover fortsat mere kulde og østenvind.
Jeg bestilte noget billigt brænde på tilbud. Men jeg ved ikke, hvornår det bliver leveret. Så jeg bestilte lidt ekstra brænde i sække som kommer i morgen. Nu håber jeg bare ikke, de bliver leveret samtidigt, for det er min indkørsel for lille til. -
Jeg kunne slå mig selv i hovedet, fordi jeg glemte det igen. At når det er koldt på den måde, skal jeg blive inde og passe brændeovnen. Der skulle også vasketøj op på det iskolde loft, og sokker hænges ind i stuen ved ovnen, og det havde været nok kulde renderi i dag. I stedet tog jeg trillebøren for at gå længere ned på min jord for at læsse lidt nysavet piletræ på den og køre det op til brændeskuret. Og den bumpede jord med gamle plovfurer kan mine gamle tyndhudede fødder ikke tåle, fandt jeg ud af (igen) flere timer efter, jeg kom ind. På indersiden af fødderne er huden så tynd, og den sprækker når det er meget koldt, og mine støvler er ikke mere til vinter, fordi foret er slidt af.
Ak ja, jeg bliver gammel. Mit hoved må følge med tiden og min fysik som ikke mere er tyve år. Den slags vejr er også farligt for min livmoder, kan jeg mærke, også opdaget for sent, hver eneste gang det er sket. Og alligevel lige tidsnok til at undgå, at noget værre sker.
Nu sidder jeg i varmen ved min computer, det sted i huset der er varmt, når østenvinden pisker hidsigt afsted udenfor. Min kat Mira nyder at ligge i skuffen ved siden af computeren, når jeg skriver. Sommetider tænker jeg på, hvordan det har været og er, for mennesker der er nødt til at sove ude eller i meget mere kulde, tanken er forfærdelig. Så jeg nægter også at have ondt af mig selv. Jeg kan jo -bare- tænke mig mere om, før jeg går igang med noget.
Men det er ønsketænkning at kunne trylle sig selv om til at blive en stor dreng. Det må jeg drømme om i stedet for. Og at skrue tiden tilbage er ikke realistisk. Og indrømmelsen af ens egne tålegrænser er utroligt svært, for jeg føler stadig så ofte, at jeg skal nå så meget og klare alverdens ting.
Samtidig er det svært at forklare til nogen, og jeg bryder mig ikke om at belaste andre med mine personlige problemer. Så jeg må kringle mig igennem "skærvene", så godt jeg kan og med mig selv om halsen.
Det går nok.
Ja, det går nok, alligevel det hele.