Jeg har lige fundet på mit livs første vittighed.
Hvad er det som bliver mattere og mattere, jo mere man pudser den?
Næsen!

Men egentlig vidste jeg godt, at i dag bliver bedre, end i går. Jeg kom ikke for sent på arbejde. Og selvom drengen fik (endnu) et stykke billigt bras i sin pakkekalender, som han ikke kunne finde ud af at bruge og jeg ikke havde tid til at hjælpe ham med, forløb morgenen med smil og et ret vellykket forsøg på at tale 'prutsk' (you do the math). Og før det, vågnede jeg med svagt mindre pibende bronkier, end i går. Men jeg kan ikke spise noget som helst, uden at hoste voldsomt af det. "Vi kan da høre du er kommet," som en af kollegerne bemærkede efter min morgenmad. Alt andet end te/kaffe (minus tilsætning) trigger brutale hosteanfald, som allerede her kl. 10:30 har givet mig en infam hovedpine. Jeg sidder og producerer sætninger, gennem et slør af rubinrød smerte.
Men i dag er bedre end i går.

Apropos næser, blev min egen svagt opstoppede modelleret af min far for en del år siden. Det var en sær fornemmelse at opleve ham observere mig, ikke som hans datter, men som et objekt, der skulle måles og iagttages, og herefter transformeres til en klump ler. Han var lidt beruset, mens han arbejdede, og stemningen var beklumret, ligesom vejret i øvrigt. Jeg forlod kunstneren for at gå på toilettet. Da jeg kom tilbage igen, havde jeg fået en ide:
"Kan du se det?" sagde jeg
"Se hvad," spurgte min far.
"Jeg har pudset næsen."

PS - næsen på billedet er ikke min; det er min fars. Altså min fars arbejde, ikke næse. Den tilhører forresten en dame, der hedder Ida, næsen altså, som nu har købt skulpturen, snart 50 år efter dens tilblivelse.