Hvis jeg fik den berømte krone, så burde jeg være en af verdens rigeste nu. For jeg ved altid, hvad alle andre tænker. Altså jeg tror, jeg ved, hvad alle andre tænker. Især om mig. Og det er pudsigt nok altid negativt.
Når jeg køber ind, så tænker de, at jeg nok ikke burde købe den plade chokolade. Når jeg kigger på en flot fyr, så tænker han "glem det". Når jeg siger min mening om noget, så tænker andre, at jeg burde have holdt mund. Når jeg efter 3 timers tøjkrise endelig går ud af døren, tænker andre, at jeg vist burde have prøvet lidt bedre...osv.
Idag da jeg gik en tur ud til vandet, var jeg overbevist om, at andre tænker, at jeg nok går alene, fordi jeg er for grim/fed/... til at have venner. At jeg nok sidder ved vandet og kigger ud, fordi jeg er så ensom og ulykkelig.
Af samme grund går jeg sjældent ture. Fordi det inde i mit hovede udstråler ENSOM, PSYKISK SYG.
Det mærkelige er, at hvis jeg ser andre gå tur eller sidde ved vandet tænker jeg "ej, hvor ser det dejligt ud, sikken frihed".
Men i min verden er der andre regler for, hvad jeg kan tillade mig, og hvad andre kan.
Det slog mig idag, mens jeg sad der ved vandet, at det jo dels er frygteligt arrogant at have så lidt tillid til andre mennesker, at jeg er sikker på, de tænker negativt om mig. Og dels er det en temmelig stor magt, jeg tillægger andre mennesker, at have indflydelse på, hvor ofte jeg går en tur, hvad jeg køber ind, hvilket tøj jeg har på osv.
Gad vide, hvor den opfattelse stammer fra. Er det fordi jeg har mødt for meget kritik? Eller fordi jeg i virkeligheden selv har de tanker, og derfor tror, at alle andre også har. Aner det ikke.
Hmm. Måske der var noget her, jeg kunne tage med ud til psykologen næste gang...
Men så tænker hun jo nok bare, at jeg er grim/dum/fed, fordi jeg sagde det og ovenikøbet havde noget hæsligt tøj på;)