Jeg stemmer endnu engang på nøglerne - nøglerne til æstetiske toner, eller katastrofale fejltagelser. Jeg lader endnu engang mine hårdhudede fingre praktisere vibrationer i mahognitræet, imens mine frontale neuroner samarbejder over hjernebjælken. De tillader min finmotorik at skabe dynamiske toner på de bløde, gigantiske silikonestrenge. Løbende omsættes teorien bag hvorledes tonerne skal sammensættes i kombinationer - til praktisk udførelse, og mine nakkehvirvler vipper frem, og så tilbage - nærmest ramt af hypnose. Tonerne danner illustrationer af hvorledes min sindstilstand ascenderer, for at nå til et absolut maksimalt bristepunkt, for at descendere, igen.

Observerende, funderende og forundret, midt i akten - over hvorledes den menneskelige organisme kan indrette sig - kigger jeg, allerførst på min foretrukne hånd, den højre. Dertil er der ingen sjofelheder - jeg er ganske enkelt, mere eller mindre handicappet på min venstre, og dog. På min højre hånd kigger jeg som førskrevet forundret over, at endeløse timer med kuglepen, kan skabe en hinde af hård hud på spidsen af min langefinger. Lige så forundret observerer jeg min handicappede hånd - den venstre. Dertil er der alligevel en løgnagtighed at spore - da jeg netop ser, at på den finger som jeg peger grinende ad folk med, samt på fingeren som hos mange rummer evige troskabsløfter - er hård hud. Hård hud som resultat, af endeløse timer, med strenginstrumenter.