Trods imod det faktum at min inspiration til skrivning og til læsning, den descenderer i et så hastigt tempo, at min egen erkendelse dårligt kan følge med - så skriver jeg. Jeg har faktisk ingen umiddelbar idé om, hvorfor - for jeg har ingen historie at fortælle - om hvorledes jeg mener at verdenen forholder sig, om hvor spændingsfyldte fænomener jeg i min tilværelse har beskuet, eller hvor storslåede begivenheder jeg har taget initiativ til, eller deltaget i. Jeg har bare en lyst til at skrive, uden at skrive noget specielt interessant.
Denne lyst, den har førhen for mig syntes ubeskrivelig, men pludselig - med ét, så kan jeg faktisk beskrive den. Lysten alene, den eksisterer jo kun i mit univers - i min lille lukkede verden. Lysten er en følelse - som kredser om at værne om mine værdier. En følelse, eksempelvis af lyst til - praktisk - at udføre en handling, kræver motivation - altså en eller anden form for anledning, en drivkraft, eller en faktor som skaber mental bevægelse. Denne mentale bevægelse, altså - lystfølelsen - den starter på baggrund af mit ubetingede behov for, fuldstændigt uhæmmet - at tømme mit narcissistiske, selvcentreret- og dyrkende hoved for ubetydelige lommefilosofiske brudstykker af, hvorledes jeg anskuer verdenen, som den eksisterer for mig, umiddelbart - men nuanceret, på baggrund af at den har været igennem min optik.
Nu nævnte jeg ordet - værdier. Det er ganske morsomt at jeg nævner dette ord, for jeg har ganske få af dem. Efterhånden har jeg per eget valg, vraget alle sociale relationer som jeg førhen har passet og plejet efter bedste evne. Der var en gang hvor jeg fandt det værdifuldt at bevare mine venskaber, at modtage og give empati, medfølelse, og tjenester, samt kærlighed på en balanceret måde. Der var en gang hvor jeg - hvis jeg selv skal sige det - var præget af en vis popularitet i min omverdens øjne - berettiget - fordi jeg investerede ressourcer, og tid, samt personlig energi på at give min omverden afsindig gode grunde til at placere mig på toppen af en pile-stal.
Værdier - dem havde jeg en gang mange af - i form af ambitioner om hvor jeg ville hen, og hvem der skulle bistå mig - men nu, synes alt fuldstændigt ligegyldigt. Jeg føler mig ikke apatisk når jeg står op om morgenen, jeg føler mig ikke depressiv på nogen måde - og det virker selvmodsigende - men nu går jeg stærkt ud fra - at selv for den dygtigste overlæge, med speciale inden for psykiatrisk patologi - ikke kan diagnosticere mig ud fra en skreven tekst. For at hanke op i mig selv, og hive mig selv tilbage til emnet, så er jeg ikke umiddelbart depressiv, apatisk, eller suicidal - men måske bare en kende nihilistisk.
Alt dette - alle disse tanker som fænomentalt falder mig ind, imens jeg skribler og skrabler i dette dokument - de er vel i bund og grund - præcis så ligegyldige for andre, som de er for mig selv - men på trods af den påstand, på trods af det skrevne - så skal det siges, jævnfør min egen stolthed, at dette indlæg ikke publiceres i en tro om at folk falder for omvendt psykologi, og anerkender mig, samt forsikrer mig om at alt nok skal gå, og at jeg i rette tid - nok skal finde mening med min tilværelse - nej.
Alt dette skal ses som et ihærdigt forsøg på at forebygge at den resterende, samt mikroskopiske mængde af mit allerede forsvindende intellekt, brænder helt til grunden.
- Kasper.