Der er en eskimodreng på marken. Han siger, at han hedder Naja.

Det gælder stadig forskellige overvejelser og billeder til min lille digtagtige historie. Den foregår på Blodageren, den der mark, som bibelkyndige vil genkende.

Det er det spændende ved at skrive. Man ved aldrig, hvor man kommer hen, og hvad i alverden skal en eskimodreng på en bibelsk mark, som er blevet købt for 30 forræderiske sølvpenge af Judas?.

Hm, den første mening med det her er jo, at man lever af afgrøder fra en mark, som er købt på slige vilkår. For mig er det super symbolsk. Vi lever alle på nogle præmisser, som vi godt kunne tænke os anderledes, men kan det lade sig gøre? Kan vi leve uden at skade andre?

Argh online-ulve! Det er jo netop derfor jeg driver gæk med jer og inviterer til nadver. Man må dræbe, æde og være grum som en online-ulv - uden fortrydelse! Men med indsigt! Altså med meget respekt for alle folk med spiseproblemer i det hele taget, og f.eks. vegetarer, veganere og lignende. Man har måske, som et af sine problemer, netop mangel på accept af livets vilkår. Men vi må altså dræbe en gang imellem!

Hvad i alverden har en eskimodreng at gøre i historien?
Hvad laver han på den mark?
Det ved jeg ikke helt endnu, for jeg skal lige læse mere om eskimoers kultur først. Men jeg ved, at eskimoer i Sibirien ikke føler sig som et grundfæstet 'jeg' på samme måde som os danskere. Hvis det står til troende, hvad jeg har læst indtil videre.

Kender I det, når små børn siger om sig selv: "Oscar vil have mad nu, Oscar er sulten!"?
De bruger deres navn og siger ikke 'jeg'. Det bliver nogen gange til Oscar i 3. person, ental. Eller, hvad de nu hedder.

Nuvel. Det er sådan med de sibiriske eskimoer at de fødes som alle os andre. Men de får ikke nødvendigvis lov til at fødes som sig selv.
Lad mig forklare! Hvis oldemor Naja er død få timer før hendes lille oldesøn bliver født, så synes familien, at den nyfødte er oldemor Najas ånd genfødt.

Den danske Oscar er vel den nærmeste til at vise os, at vi alle har et potentiale for at forskubbe selvet, og det er vel det tætteste vi kommer på at kunne forstå Naja. Eskimodrengen Naja.

Der er jo muligvis en strandet hval på Blodageren, og en hval kan vel enhver eskimo med respekt for sig selv vel genkende. Hvalen har ikke samme holdning til den der syndflod, som alle andre ønsker at undgå ved at bygge Arken. Den længes efter vandet, for den er stadig ved at kvæles i sin egen vægt, som jeg vist nok skrev om sidste gang.

Naja hører til i syndfloden og venter på den sammen med hvalen. Online-ulve, de ved ikke, at døden er forkert. Av, for f''''', og undskyld, hvis det gør ondt, men det er jo det alle i Arken synes (at døden er forkert). Naja har intet begreb om det forkerte i at være et 'selv', der opløses på et eller andet tidspunkt. Han er jo sin oldemor, ikk'!? Han har sig selv til låns. Sindet samles og opløses, sådan er det. Han har ikke lært at være bange for det.

(Jeg må læse lidt mere om eskimoernes kultur, alt mens jeg funderer over en grønlænder på sin bænk med en øl. Måske tror vi for meget på, at vi forstår dem, når vi forstår dem på vores danske måde).

Ved endnu ikke, hvor Naja, hvalen og historiens 'jeg' ender. Jeg ved, at Syndfloden kommer. Historiens 'jeg' siger nej tak til at komme med på Arken. Efter en famøs middag lige der på Blodageren med en borgmester (med fint spisebord lige der, let sunket ned i mulden. Maden og bordpynten tynger!), der repræsenterer vita activa (det er et vanitassymbol,, som man bare skal google i stedet for at besvime af benovelse. Det er symbol på de evner, vi ikke har lyst til at miste til døden, og den magt vi ikke lyster at gøre afkald på nogensinde). Borgmesteren har forsøgt at overtale 'jeget' til at komme med på Arken.

Men det er Naja som hjælper 'jeget' med beslutningen. Jeg har på fornemmelsen, at borgmesteren ikke kan lide Naja, men det finder jeg jo ud af som processen skrider frem (hm, kan borgmestre i det hele taget nogensinde lide grønlændere???).

Naja handler om frygtløshed. Naja har faktisk brug for vandets opløsning - læs: at kunne forholde sig til vandets opløsning. Gør det ondt på en online-ulv? Jamen I æder mig jo hver eneste gang, jeg skriver. Jeg puster mig op med blær og blålys, mens jeg gør mig allermest sårbar, klar til at blive konsumeret, underlig sammensætning i øvrigt. Og hver gang I er færdige med den sidste linje, så har I altså ædt mig. Det kan I ikke komme uden om.

Hvalen, den er helt sikkert et symbol på et behov for at kunne forholde sig til Syndflodens opløsning, og de andre ting som sindet også kan. Der er kommet flere idéer, fordi jeg lader mig æde her i dagbogen.

Hvis I er sultne, så er der nadver alle sammen, og når I er nået hertil i teksten, så har I accepteret kontrakten mellem forfatter og læser - de vilkår som undertegnede har bestemt for dagens dagbog. Jeg håber, det bekom jer vel...i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.