Vi er igang med at øve fodarbejde til boxning. Træneren har placeret os på en lang række, og vi går fremad hver især, på den måde han har vist os.

Han står foran mig, og vil have at jeg skal gå frem imod ham. Men jeg bliver ved med at gå i stå. Jeg vil ikke for tæt på ham, og han flytter sig ikke. De andre er for tæt på, til at jeg kan gå forbi ham. Han siger at han godt ved, at han presser mig, men at jeg er nød til at komme ud over det med, ikke at lade ham eller de andre komme for tæt på. Det føles som om, at der er noget der river i mig, og jeg har svært ved at håndtere det mix af føelser der kommer op i mig. Så jeg siger noget dumt, der får de andre til at grine. Og fjerner fokus fra mig selv, som så ofte før. Men jeg kan se på ham, at han udemærket ved, hvad det er jeg gør.

De andre på holdet kender mig ikke, og de kommer nok heller ikke til det. For dem er jeg bare endnu et ansigt, der dukker op hver torsdag mellem kl 19 og 20.30. Og det er fint sådan. Det er mit valg, for jeg opsøger ikke nogen, og svare kun halvt når nogen snakker til mig. Det her er mit frirum. Det er bare lidt et problem at træneren faktisk også er min kollega. Heldigvis ikke en jeg arbejder tæt sammen med, men alligevel.

Lidt efter står hele holdet, ved hver vores sandsæk, og prøver at øve den serie af slag han har givet os. Jeg tænker på Simon, og pludselig slår jeg hårdere, hurtigere og mere agressivt, end nogen af de andre. Jeg er ligeglad, for jeg taler alligevel ikke rigtig med nogen af dem.

Træneren griber mig bagfra, og holder mine håndled. Han føre mine hænder op så boxehandskerne rammer min kæbe. Og føre skiftevis højre og venstre hånd mod sækken. Han viser mig hvordan jeg skal rotere i hoften, og fortæller mig, at jeg skal slappe af. Det sidste han siger, er at jeg skal passe på mig selv, og det virker som om, at han snakker om mere, end det at holde paraderne oppe til boxning.