Denne dag har været godt. Jeg er godt tilbage i det danske. Usikkerheden og sårbarheden kommer stadig til tider frem - og frygten. Det er ikke til at skyde igennem. Men jeg kommer mere og mere tilbage til mig selv. Der, hvor jeg er skrællet af.

Der er ikke kommet flere penge i kassen. Men jeg har en formodning om, at Gud først begynder at sende mig penge, når der ikke er flere. Og der er jo stadig nogen tilbage. Men de forsvinder lige så langsomt. Tiden går og går - og vi skal hele tiden bruge penge.

Er penge i virkeligheden ikke den største bremseklods for os i livet? Det burde jo være det, der hjælper os til at skabe endnu flere muligheder - men på mange måder begrænser det os. Hvorfor tage et arbejde udelukkende med henblik på at tjene penge? Jeg gør det aldrig igen. Livet er for kort til det. Det er ikke det værd. Der må være andre og bedre muligheder.

Når vi gør det, vi er kommet her for at gøre, vil vi aldrig mangle noget. Jeg har tænkt mig at blive beviset på det. Og vi skaber jo i virkeligheden vores eget liv, ikke? Vi kan ikke være offer for omgivelserne. Vi må tage skeen i den rigtige hånd. Og livet bringer os alt det, vi gerne vil - når vi tillader det :-)

Israel - jeg savner dig sgu. Du har altid en særlig plads i mit hjerte. Jeg havde altid vidst, dagen ville komme, hvor jeg skulle til det hellige land. Jeg blev sat på prøve - jeg fik udfordringen om, hvorvidt jeg ville skille mig af med alt, sige farvel til alle og ikke vide, om jeg nogensinde kom hjem til Danmark igen. Og jeg gjorde det sgu. Kraften var så stor, at jeg ikke havde et andet valg.

Jeg er på mission - og jeg er klar til de prøvelser og udfordringer, der kommer. Jeg stiller mig til rådighed for universet - og jeg gør det, jeg er kommet her for. Jeg går kærlighedens vej - og skaber dét, der skal til.