- Jeg tror, at jeg lidt for ofte, lever i et kæmpe inferno af tvivl. Det hele sker i mit hoved. Det er som en evig diskussion med mig selv og jeg kan ikke finde det sidste ord. Den ene tanke erstatter hurtigt den anden.

Tvivlen handler altid om mig selv. Jeg er ikke i tvivl om hvorvidt noget som euroen, kongehuset eller dødstraf er en god idé eller ej. Men når det drejer sig om mine egne handlinger går mit hoved dog nemt i selvsving. At være i tvivl kan have den fordel at man ser flere sider af samme sag - ja - men det kan også bare gøre en så forvirret. "Hvilket sted i verden vil jeg allerhelst besøge"? "Hvilken farve kan jeg bedst lide"? "Er jeg glad"? "Løst eller opsat hår"? "Hvad vil jeg med mit liv"? "Rejer eller kylling"? "Hvilke tangenter skal jeg spille på"? "Hvor skal jeg starte"?

Jeg er ret så umiddelbar og spontan, men jeg vil øve mig i ikke at køre for meget rundt i mine egne tanker. Og når først noget er gjort, så vil jeg ikke efterfølgende tænke over det i uendeligheder. Man er som man er, og man gør som man gør.
Tvivlen er, for mig, både en hjælper og en fjende.