Noget forsinket fik jeg hjemtaget firmajulegaven i fredags. En sodavandsmaskine. Allerede da jeg stillede kassen i køkkenet, begyndte drengen at cirkle omkring den.
"Hva' det?" ville han vide.
"En sodavandsmaskine. Men jeg tror jeg sælger den," skyndte jeg mig at tilføje.
"Kan den virkelig lave sodavand?" spurgte han andægtigt.
Nu var kæresten også kommet til.
"Hørte jeg dig sige, at du vil sælge den?" spurgte han.
"Vi drikker jo ikke så meget sodavand...," begyndte jeg.
"Kan den lave rigtig sodavand?" spurgte drengen igen.
"Til min fødselsdag?" tilføjede han.
"Jae," sagde jeg tøvende.
"Vi kan da lige prøve den," sagde kæresten hurtigt.
"Vil du gerne se, hvordan den virker?" Det var henvendt til drengen.
"Ja!" Hans øjne strålede. Jeg så annoncen på DBA opløse sig for øjnene af mig, mens far og søn gik ind i stuen og pakkede maskinen ud.
Jeg hørte kæresten forklare ham om kulsyrepatronen og hvordan den virker.
Et par øjeblikke senere udstøde maskinen sine to første, høje kulsyreprutter. De blev efterfulgt af begejstret barnelatter.
"Skal du smage boblevand?" spurgte kæresten ham.
"Ja!"
Jeg gik ind i stuen til dem.
"Det smager som sodavand uden sodavand," sagde drengen, med en ikke helt tilfreds grimasse.
"Det er fordi vi har lavet danskvand. Hvis man skal lave sodavand, skal vi hælde sukker og smagsstoffer ned i flasken."
Jeg forbarmede mig.
"Vil du gerne vælge en smag?" spurgte jeg drengen.
Vi kiggede på de forskellige ampuller med koncentrat. Han valgte en med lime.
"Uhmmmm!" erklærede han, langtrukkent og demonstrativt, efter den første slurk.
Et par timer og en liter limesodavand senere. Jeg stod ude i badeværelset, med døren på klem.
"Far?" spurgte drengen.
"Hvis mor dør, hvem får så sodavandsmaskinen?"
"Hvad?" udbrød kæresten.
"Ja, hvis nu... (pause) hun dør... (pause igen. Stemmen blev lavere), får jeg så... (Det gik op for ham, at fars tonefald var mørkt og ansigtet dystert) ...sodavandsmaskinen?" Det sidste ord nærmest hviskede han.
"Sådan må du ikke tænkte, helt ærligt!" Kæresten læssede godt med indignation i tonefaldet.
"Men jeg tænkte bare...,"
"Hvis mor dør, er det mig der bestemmer over sodavandsmaskinen."
...
Det er blevet mandag aften. Det meste af weekenden er gået med at spise kage og få gæster, i anledning af min fødselsdag. Det har været hyggeligt - og fedende.
Sønnen fortæller os, at han har sagt ovre i børnehaven, at vi har fået en sodavandsmaskine.
"Og der er ingen andre, som har sådan en," triumferer han. Kæresten og jeg stønner samstemmende.
"Han bliver nok snart tvangsfjernet. Af sukkerpolitiet," bemærker jeg.
"Hvornår fortalte du det?" spurgte kæresten.
"Til morgensamlingen." Drengen nikker.
"De spurgte, hvad der var sket i weekenden og så fortalte jeg, at vi havde fået sodavandsmaskine."
Men ikke et ord om min fødselsdag.