Oy DB,

er Fyldepennen ikke bare et underligt sted? Altså misforstå mig ikke - der er en magisk omsorg herinde, og digte og prosa af absolut højeste karat, og vigtigere end noget andet enormt søde mennesker. Og så er der...

Tvivl. Ganske enkelt tvivl. Tvivl i mig i hvert fald - tvivl om hvad helvede der foregår. Hvordan tekster der åbenlyst bryder dansk og eurpæisk lovgivning kan få lov til at florere herinde (hadtale, racisme og tekster der åbenlyst går efter andre brugere, nogle af dem endda nævnende navne - og nogle af teksterne endda direkte chikane, mobning og psykisk voldelige).

Der foregår ÅBENLYST moderation herinde - jeg fik f. eks. fjernet mit profilbillede forleden, trods det ikke teknisk set overskred nogen regler - mange andre profiler herinde bruger ikke et autentisk foto. Er det fordi at moderatoren er en hvis dagbogsskribent herinde, en åbenlyst narcissist og/eller sociopat (profilen - jeg kender ikke mennesket bag, selvfølgelig)? At hjemmesiden her, oprindeligt skabt som et safe-space og et fællesskab for kreativitet, er blevet overtaget af én eller flere typer som altid tiltrækkes af sårbare? Altså sårbar-jægere såsom pædofile, fascister, stalinister/venstrefløjsfascister, korrupte og magtmisbrugende terapeuter, og reklamedesignere - for nu bare at nævne et par grupper med interesse i poesi. "Et digt er en anmodning, en anmodning er et digt".

Det er ikke for at agere smagsdommer at jeg skriver således - jeg går ind for ytringsfrihed og kunstnerisk frihed, men frihed er intet værd uden Kant's kategoriske emperativ - "behandl andre som du selv ville behandles". Frihed under ansvar - ja man må skrive hvadend man har lyst til, men det betyder ikke at det bør kunne gøres uden konsekvenser. Vel at bemærke transparente konsekvenser (advarsler, synlig moderator osv). Ord, hverken på skrift eller i tale, er "bare ord" og "bare bogstaver" - det er fysiske vibrationer = psykisk vold er fysisk, for den ramte, det går direkte ind i nervesystemet og kan tage lang tid at komme sig over - hvis nogensinde. Det er ikke et spørsmål om at "gro noget hårdere hud", men om hvorvidt man er online for kærlighedens skyld, for hadets skyld, eller for ligegyldighedens/apatiens. At tolerere intolerance er mangel på tolerance for arenaen hvor det hele foregår, i dette tilfælde Fyldepennen. Desuden er skrift altid monolog+monolog, aldrig dialog (idét der kognitivt ikke sker samme neurologiske synkronisering som i alm. samtale - omend man kan komme tæt på, selvfølgelig).

Og tekster herinde BLIVER fjernet - man må f. eks. ikke skrive på engelsk, eller nogen andre sprog end dansk. Men så længe det er på dansk er der åbenbart NÆSTEN ingen regler - eller et klientel der bare har frit lejde, måske (...).

Mit håb har været at FP i virkeligheden er et efterretningsprojekt, eller et reklamefirmas opfindelse - indsamling af viden. Indsamling af idéer. Klassificering og psykologisk profilering, samt eksperimenter (psy-ops). Det ville jeg ikke have et problem med - det sker jo allerede big time på alle sociale medier, samt Google og dets søsterselskaber (youtube, f. eks), og uendeligt mange andre steder - velsagtens overalt online nu til dags (?). Men Fyldepennen er anderledes - med en fuldstændig intransparant og usammenhængende moderation, utilgængelige oplysninger om ejerskab, og brugere af værste skuffe.

Grunden til at dét har været mit håb, altså at FP er enten et info-firma eller ejet af staten, er at der da så i det mindste kunne forventes logik og ansvar - så meget som dét nu lader sig gøre, i organisationer styret af vækst og profit fremfor bæredygtighed - af kortsigtede strategier fremfor langsigtede. Omend man selvfølgelig kan argumentere for at den langsigtede strategi er en flugtplan fra Jorden ud i rummet, for de rigeste/mest indflydelsesrige. Industrialiseringens konsekvenser var kendte allerede i 1900-tallet, ifølge nogle historikere, og jo i hvert fald ifølge mange af Romantikkens digtere, f. eks. William Blake, der bla. skrev om menneskets bevidste forfald og naturens destruktion/urbanisering. Han var i øvrigt medlem af Det Swedenborgske Selskab, forløberen for Teosofisk Samfund (der senere blev til Illuminatimyten - jeg aner ikke om det er en myte, men jeg VED at det bruges som et redskab, myten, til at få folk til at føle sig magtesløse - lidt ala "Vampyrmyten", i psykologi (...)).

"Er en hjemmeside gratis at forbruge, er forbrugeren selv produktet".

Jeg har været herinde siden 2018/2019. Inden jeg overhovedet oprettede profil i sin tid læste jeg lidt med udefra, og så at der selvfølgelig var lede svin herinde - det er der vel næsten alle steder. Men at de skulle få så frit lejde som de får, er mig alligevel en gåde. Som én der har adskillige stalkere (og også havde det i mange år inden 2018, trods jeg dengang ikke havde været offentligt online i ca. 7 år, som jeg lige husker det), så er jeg dog irriterende bevidst om at jeg selv kan narres - at min perception er betinget af stress, paranoia, lav kapital (socialt, økonomisk og politisk - MEN IKKE KULTURELT!), og af min egen narcissisme = drømmen om at reducere overgreb i samfundet, og drømmen om at nå ind til roden af, hvad det er der driver overgreb; både overgreb på børn, på voksne og også magtmisbrug - eftersom dynamikken er meget den samme, i min verden. En menneskelig dynamik, men ikke desto mindre en ondskabsfuld en - og desværre en ufatteligt udspekulereret én.

Den éne procent af verdens rigeste, dem der styrer hele showet (trods de ikke har styr på en skid, andet end udnyttelse), er ikke kun destruktive overfor Moder Jord og hendes børn - de er også selvdestruktive, hvilket historien viser igen og igen = nævn et imperie der har holdt. Nævn et dynasti hvis fundament er solidt. Nævn en krig der har forhindret krig. "Bare én mere krig.. og SÅ har vi fred!". Selvfølgelig er det hele komplekst, vanvittigt komplekst, og alligevel... så simpelt.

Akala, legende legende, siger på tracket "Murder runs the globe", at det ikke er penge der styrer verden, men mord. Penge er magt, mord er absolut magt. Ikke kun mord på sjæle, men mord på navne, og begreber.

"Krig er fred;
ignorering styrke;
frihed afhængighed."

(sådan går George Orwell-citatet ikke, men det er vel tæt på. Romanen, og advarslen (ikke manualen!) "1984", blev i sin tid meget meget populær iblandt højrefløjen - hvilket George Orwell/Eric Blair, anarkist, var yderst bevidst om at den ville blive, også i skrivningen (som jeg har forstået det). I hans roman, 1984, er der mange pointer, og mange magiske scener - og nogle knap så magiske. Nogle læser den som science fiction, andre som et langt digt - et digt om psykologi, og ikke om samfund som sådan. En historie om magt, om seksualitet og om ansvar - som jeg læser den. Karakteren O'Brien minder utroligt meget om visse personer herinde - "Hvorfor jeg gør dette imod dig? Fordi jeg kan")

Her er et digt som jeg, Ansu Orheim (udtales O-rhyme, pt. 37 år), skrev engang, om Fyldepennen, om samfundet, om frihed under ansvar, og om hvad det er der driver narcissisten/sociopaten/psykopaten. Selvfølgelig kan man ikke generalisere, men jeg mener altså nu engang at der er nogle fællesnævnere. Forladthedsfølelse, f. eks., muligvis opstået i 0-2-årsalderen, af noget så simpelt som manglende øjenkontakt mellem baby og primære omsorgsperson(er), især moderen. Måske desuden mangel på øjenkontakt med venstre øjne - langt, langt de fleste mennesker kigger andre i andres HØJRE øje, hvor det er sundet at kigge i venstre. Også når man kigger sig selv i spejlet, huskende at spejlet vender alting om (og måske er grunden til menneskets selvdestruktive 'natur' - spejle). Det er langt mere intenst at kigge andre, og sig selv, i venstre øje end i højre, og det er ikke meningen at man ALTID skal gøre det - venstre øje er forbundet til højre hjernehalvdel, følelses- og beslutningscentrene, mens højre er forbundet til logik og analyse = vi kigger så at sige i et sort hul når vi kigger i højre øje, vi ser ind i en lukket dør, mens vi i venstre, ubevidst, nemmere sanser den andens følelser, selv ("sjæl") og ståsted/karakter, og ens egen i spejlets. Desuden sanser man nemmere pupillens bevægelse i venstre - mikro- og makro-bevægelser der afslører om lytteren, og en selv i spejlet, enten lytter eller tænker - stor pupil betyder at der absorberes, mens mindre pupil betyder at der tænkes/mærkes efter.

Inden jeg deler førnævnte digt, vil jeg understrege at det er fiktion - jeg er kunstnerisk anlagt og søger at udfordre mig selv kreativt, med originalitet som højeste mål (pga. den enorme endorfin-udladning herved, i processen; knap så meget i produktet, eftersom originalitet jo nu engang først værdsættes lang tid efter, pr. definition). Men trods jeg søger at udfordre mig selv, så var teksten her altså... virkelig ikke rar at skrive. Dét husker jeg. Den blev især til som følge af en frustration over at stå frem med min overgrebshistorie (min mor var pædofil), og ikke føle sig hørt og lyttet til, herinde - at det ikke kun var en historie om mig, og om min pædofile, Huntingtons-syge moder, men en historie om samfundet. Min moder var nu engang dansker, med dybe rødder her, og... alle de instanser... børnehaven, de 7 skoler jeg gik på inden jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, hospitalsbesøgene, vennerne der blev forbudt at besøge mit barndomshjem osv - hvorfor var der ingen der gjorde noget?! Jeg hader min far, af mange grunde, også for at have haft en mistanke om at noget var galt, men uden at følge op på det; og utallige svigt siden. Men jeg tror altså nu engang på at det kræver en landsby at opfostre et barn - og at hele samfundet, lokalt og regionalt, er ansvarlige, når barnet misrøgtes. Og nej, selvfølgelig skriver jeg ikke dette i ultimative termer - fuck nu bare af hadere; jer der er dedikerede til at misforstå alt jeg skriver.

I skrivningen af "O'Briens Forsvarstale", det følgende digt, hjalp det mig at holde fast i teknikken undervejs, og have fokus på dén fremfor indholdet. Inspiration er bla. Sokrates' Forsvarstale (skrevet af Platon), samt George Orwell's roman 1984, og ikke mindst det danske samfund = "Et misrøgtet barn vil brænde landsbyen ned, for at føle dets varme". Jeg skal understrege at jeg ikke ser karakteren O'Brien som en der som barn har overlevet seksuelle overgreb i barndommen = O'Brien, og mit ultimative fjendebillede, er ikke ment som kønsbetinget (!!! Måske er O'Brien en kvinde, hmmmm?). Digtet er ment som et forsøg på at prøve at forstå, hvad i alverden det er for en dynamik der driver apati, udover stress (som reducerer empati, neurologisk, og gør plads til apati kemisk, omend apatien udløst kemisk kræver en kilde, typisk vold i barndommen (imod barnet selv), og forladthedsfølelse (typisk med rod i 0-2-årsalderen, formentlig).

Når jeg skriver digte og skriver generelt, prøver jeg at gøre det så uplanlagt som muligt, og altid i ét go. Af samme grund som freestyle = for at gøre det så uperfekt som muligt, hvilket har det med at gøre processen sjovere og mere eventyrlig, produktet mere følelsesrigt, og ironisk nok produktet mere perfekt (omend alt er relativt, selvfølgelig). Til aller-, allersidst, inden digtet - der er en anektdote om Sokrates, der handler om freestyle, om viden og om magt - Sokrates nedskrev efter sigende kun ét ord i sit liv, og al viden om ham, og om hans lære der 1-til-1 minder om den endnu ældre afrikanske griot-tradition (som forskningen i disse tider gør vanvittige opdagelser omkring), alt om ham stammer fra hans elev Platon. Anekdoten er at Sokrates en dag sagde til sine elever, at han ville fortælle dem meningen med livet. "Endelig!", tænkte de alle. Han tog dem ned på stranden, greb en kæp, og skrev et ord ned. Men ingen af eleverne kunne læse hvad der stod. Platon spurgte "So, hvad står der, jeg genkender ikke bogstaverne," - "Giv det lidt tid". Som det efterhånden blev aften, forlod flere og flere elever Sokrates, men Platon blev. Da tidevandet lige så stille udviskede Sokrates ord skrevet i sandet, om meningen med livet, begyndte Platon for alvor at panikke - endelig skrev Sokrates noget ned, fucking meningen med livet, og nu ville det forsvinde i havet! Endelig sagde Sokrates "Lektion slut". Pointen er at alt er relativt. Påskøn, i stedet for at besidde.

_O'Brien's forsvarstale_, af Ansu Orheim_

Jordens mennesker
jeg ærer og jeg elsker jer
men jeg vil adlyde
en højere magt end I
Og så længe jeg har
liv og styrke
vil jeg aldrig afvige
udøvelsen og lagring af information

Der er mange grunde
til min mangel på sørgmodighed
over denne dom af fordømmelse
Jeg forventede den
og er kun overrasket over
at den ikke er større
For jeg havde regnet med
at et større flertal ville være mig imod

Min hovedanklager, Winnie Smith
foreslår døden som straf
og hvad foreslår jeg selv
åh
I væsener af elektriske impulser
Naturligvis det der er mig rimeligt
Og hvad er rimeligt?

Hvilken retfærdighed vil udøves
mennesket der aldrig blev registreret
Karakteren uden familie og ejerskab
Personen hvis stemme forblev tavs
mens de andre talte mest
Aktøren uden kapital
Skuespilleren med for megen fritid
Identiteten uden ID

Hvilken straf er her passende
for et menneske i høj kurs
Hvilken graf er jer ubelastende
Hvilken dom bør være dette agenturs

Min folkelige appel er jo blot
Sikker Magt

Sikker grundet sin forudsigenhed
som Oraklet i Delfi, som fortidens konjunkture
Magt rundet af vigen fra fred
Folket elsker mig, fordi jeg sikrer usynlige bure

Ude af syne, dømmes de seende
som aktiekurser, de afvigende
Ikke af mig, men af de leende
af Dem, de definerende

Nuvel
Jeg står her anklaget for to lovbrud
Prokuratorene et triumvirat
Påstår korruption og observationspåbud
orkestreret af denne bureukrat

Til begge mine anklager jeg erkender skyld
Advokat Snowden; jeg har ihværksat smugkiggeri
Analyseret en vandpyt, trods brønden fyldt
Skrogbrudt en kahyts idyl, blottet for vinduespli

Advokat Manning; jeg tilstår korruption
Noget set blev slettet, andet løgneindflettet
En del vægtet, lidt vekslet og meget solgt for en krone
med roen i troen på at nettet fanger nok til budgettet

Javel
Jeg ønskede bare at investere korrekt
Så jeg adlød, fulgte tegnene fra den højeste magt
selv når det betød noget frækt, vovet kontakt
Min menneskehandel blot aktien i folkedragt

Jeg tilstår
Jeg bekender
Jeg er i jeres hænder

Jeg har grunde nok til at dø

Og finder det ganske rimeligt
Advokat Smith; jeg vedkender et svigt
Min hensigt med at plotte var pligt overfor tryghedsmotivet
Og som en rotte forlader jeg nu skibet
og forlader mig på, at skroget ej er solidt
så længe der eksisterer eksistentiel nonprofit

I påstår at have grunde til at leve

Men jeg ved alt, Alt, ALT!
Jeres hykleri gevalt fortalt mig af min overvågningsanstalt
Jeres hysteri mit peber og salt, min asfalt til skæbnens vej
Jeres pylreri kan ej min kæbe dreje, ej heller jeres afvæbnensleg
til hvad jeg altid har sagt nej, jeg er kriger
og ja, mig selv beriger, med gentrificerings-intriger

Hvem ville ikke købe når aktien er lav
Hvem ville ikke læse den levende akties brev
Hvem ville ikke ønske forudsyn
Hvem anser ikke mennesket som gudsantonym

Jeg ved at jeg alt ved
Samfundets enhed, JEG er dets smed
Min hammer er fra foroven givet
Mit segl direktivet, retsstat fremfor privatlivet
Slå mig bare ihjel, kun Det Højeste dræber
kun de drøjeste skaber regler og begreber

Jeg vinder altid, mens I ved I taber
Min eksistens måske makaber, men jeres vabler
Må min død og genfødsel afføde fabler
mens jeres skæbnesbødestak opstabler

Jeg ærer og elsker jer for hvad I gør
som denne ejer af jeres frihedsfjer velnok bør
Giv mig min skarntydedrik
dette barns blindgyde-snydetrick

Så denne hemmelighedsjonglør
denne kaossabotør, denne tryghedsannoncør
for hvem alle plutokrattalerør gør honnør
ascenderende dør
for jeg ved at jeres interne vagthund
ad fremmed lund uden grund
eskalerende gør.

((Musik = The Coup - Fat Cats and Bigga Fishes))
((@ ansuorheim@hotmail.com / orhyme@proton.me))