Hej.
Jeg har nu fortæret en bunke pasta med masser af smør, ost og hvidløg - lige, hvad jeg havde brug for efter en lang dag med mange overspringshandlinger og flyvske tanker. Jeg sidder nu er i sofaen med mine lektier fra psykologen. Hun skrev nogle ord, sætninger og beskrivelser ned, som jeg brugte omkring mig selv, mine følelser osv. Det blev en liste med følgende:
Imposter
Behov for at føle mig speciel
Perfekt
Pleaser
Søger bekræftelse gennem arbejde
Har et power image (skal se godt ud for at performe)
Ingen skal forlade mig
De her ord, sætninger og beskrivelser er meget slående for, hvordan jeg ved, at jeg har det. Det er bare lidt skræmmende at se dem side om side, sort på hvidt og listet på denne måde. Fordi så spørger hun så fint, "Du føler alt det her nu, men hvad vil du egentlig gerne føle?"
Det er dælme et godt spørgsmål. Hvad længes jeg efter? Hvad kunne jeg godt tænke at føle i stedet for de 7 ting. Imposter-delen vil jeg rigtig gerne af med, fordi det hænger godt sammen med min søgning af bekræftelse gennem arbejde. Jeg er nogen gange bange for at oversælge mig selv og mine evner, så de måske bliver klar over, hvor lidt jeg egentlig ved. Jeg ved ret meget, men den usikkerhed kan virkelig påvirke mig på arbejdet og i andre gøremål, hvor jeg føler, at jeg har mere viden end den almene dansker. Jeg vil nok gerne bare være mere sikker på mine egne evner. Vide hvad andre gør i min stilling, da jeg aldrig rigtig har haft en mentor. En mentor var faktisk ikke en hel dum idé eller en gruppe af ligesindet, som har flere år i faget måske? Mmh. God tanke.
Næste er behovet for at føle mig speciel. Her tænkes der ikke på speciel overfor en partner, men simpelthen, at jeg er interessant som menneske. Jeg vil gerne være noget mere end rugbrødsmadder, mit arbejde osv. Jeg frygter det trivielle. Hvad vil jeg gerne føle i stedet for.. Mmh, det ved jeg ikke lige på stående fod.
Perfekt og power image er nok igen 2 sider af samme sag. Jeg vil gerne se godt ud, fordi så performer jeg langt bedre gennem dagen end, hvis jeg har smidt joggingbukser på. Det er et mindset for mig, som jeg egentlig trives rigtig godt i. Måske nogen dage ville jeg godt have mere selvtillid i mine joggingbukser, men jeg ser ikke umiddelbart de har 2 ting som decideret dårlig. Som jeg skrev i dagbogsindlægget om perfektionismen dræber mig, så er det jo fedt, at mit hjem næsten altid er rent og jeg ser godt ud i alle situationer. Men det er selvfølgelig også trættende nogen gange, når man skal konkurrence på perfekt opdækkede borde, små forretter og udseende. Det perfekte på Instagram er ved at kvæles i, selvom jeg endda tit kigger rationelt på det og tænker, jaja, det er bare et filter, hun har redigeret det der og sådan ser hundes stue sgu ikke altid ud. Så kan jeg også den anden vej tænke, hvorfor kan jeg ikke få den vinkel på min røv, hvorfor ser hendes hud så flot ud og hvorfor er hendes stue så fucking flot indrettet med dyre designer ting og loppefund?! Når, hvad vil jeg så føle i stedet for? Mmh, jamen det ved jeg faktisk heller ikke. Jeg tror gerne, at jeg bare vil hvile i mig selv og blive accepteret for de fejl jeg end må have. Både i relationer med vennerne, men også af en partner.
Pleaser. Jeg er en pleaser. Det stopper jeg nok aldrig med. Men gud, hvor jeg hungrer efter en, som pleaser mig. Som ved, hvad mit ynglings slik er, hvad jeg elsker at gøre på en søndag og som sørger for at overraske mig med små udflugter. Fordi ... det gør jeg altid. Jeg husker, at min eks kæreste var vild med barbeque chips, han var mere til sovs og kød end grøntsager. Han brød sig ikke om varme tomater. Jeg hentede ham på arbejde, når det regnede. Jeg tændte stearinlys i hele soveværelset, skrev en note i køkkenet om, at han kunne finde mig i soveværelset og jeg fandt altid vin frem, som han kunne lide fremfor, hvad jeg altid kunne lide. Jeg sagde altid, skal vi ikke bestille en pizza sidde på gulvet i aften med vin og hinanden. Og nej det var ikke hans fødselsdag. Fordi det var hvad han kunne præstere, det var min fødselsdag. Og jeg er ham evig taknemmelig for den ene gang, hvor han gjorde noget. Men på 2 år, så er det ikke nok. Beklager, der ber jeg måske om for meget. Men det håber jeg virkelig ikke.
Sidste er "Ingen skal forlade mig" - jeg har aldrig lukket folk helt tæt på efter jeg er blevet voksen, fordi jeg ved at folk forlader mig. Intet er forevig. Så hvis jeg har den mindste mistanke om, at vi måske går fra hinanden, så lukker jeg for min følelser, dealer med bruddet inden, at jeg går fra dem og så slår jeg op. Jeg skal ikke være den, som bliver forladt. Jeg er aldrig blevet slået op med. Jeg har altid gået. Jeg har altid sagt nej tak. Jeg er blevet såret bevares, men jeg bliver ikke forladt. Jeg frygter den dag, hvor jeg møder ham. Ham som jeg bliver bange for at miste og som jeg måske mister. Ved dælme ikke, om jeg nogensinde bliver klar til at lukke nogen ind på den måde. Hvad vil jeg gerne føle i stedet? Jeg vil ønske, at jeg kunne elske nogen på et højere plan. Jeg ville ønske, at jeg havde en følelse af, at det gik op i en højere enhed og at 2 virkelig bliver til 3 og ikke 1.
Når man det blev lidt langt. Det må jeg lige bruge den næste måned på at tænke over indtil, at jeg skal se psykologen igen.
Neola - The New One.