Jeg hader, at jeg ikke forstår dig. Jeg hader, at jeg ikke forstår mig selv. Jeg hader at vi opfordrer hinanden til at tro på noget, som - uanset fra hvilket perspektiv man beskuer det - står på et porøst fundament. Jeg hader, at det som vi lover hinanden, alt vi deler, alle fremtidsplanerne som vi er enige om, at gøre til virkelighed, aldrig bliver det.

Det her er ikke for mig. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg sigter efter håbløsheder.
Jeg er en rationel person. Jeg tror på det, der virker håndgribeligt og substantielt. Jeg er en person, som forholder sig til det, der er realismen tro og som kan blive aktuelt.
Sidder her i hjørnet af stuen - utilfreds, nedtrykt men til stadighed med hjertet fyldt op til den absolutte rand med glæde og kærlighed samt forventningsfuldhed. Jeg forsøger febrilsk at få tankerne på afveje for ikke at ende dette, før det overhovedet er begyndt.


Jeg stoler ikke på dig. Jeg stoler ikke på mig selv. Tydeligvis er vi begge to helt absurd skøre med hinanden, tydeligvis er jeg for gammel til at befinde mig i teenage-forelskelse. Vi ved begge to, at du skal finde en anden fyr. Men du benægter det. Vi ved begge to, at din master-grad og dit sprudlende faglige intellekt absolut ikke harmonerer med alt hvad jeg er bestående af. Men du påstår hårdnakket at det ikke er betydningsfuldt.


Vi ved begge to, at du kan finde bedre og jeg får lyst til at tvinge dig til at gå. Vi ved begge to, at det som vi har gang i er hamrende urealistisk og at det højest tænkeligt ikke kommer til at bestå.
Jeg hader, at jeg ikke kan holde om dig. Jeg hader at jeg ikke kan lade mine læber fugte dine. Jeg hader, at jeg ikke kan mærke din varme hud mod min. Jeg hader, at jeg ikke kan se dine hypnotiserende øjne og at jeg ikke kan høre din stemme, som altid blødgører mig, som altid får mig i knæ. Jeg fucking hader, at jeg aldrig kommer til at få disse ting. Jeg hader, at jeg igangsætter ting, og investerer sindssyge mængder af resurser og energi på det her. For det kommer ikke til at ske.