Dato. 05. april 2015
Kære dagbog
Kommunikation er en vigtig ting her i livet, mange ting ender galt ved ikke at have tale gaverne med sig, eller noget så simpelt at tænke før man taler. Hvor galt kan det egentlig gå? Nok til at man kan døje med hovedet dage efter, kroppen føles som var den blevet kørt gennem en blender og det værste er hvad siger man så bagefter? Øhhh jeg faldt! Jeg gik ind i en dør! Eller jeg var i krig igår? Nej, ingenting! Man siger ingenting. Man lever med det og kommer videre, min rygsæk skal jo heller ikke være tom, når jeg når til vejs ende i det her spil.
Det havde jeg aldrig troet om dig, det værste er dagen efter, man er efterladt med ar på sjælen, man har lysten til at fylde kroppen med flere så det gør mindre ondt indeni, eller vaske dem væk i et kogene bad. Men de forsvinder ikke, og der er dårlig selvtillid, ingen tillid, tomhed, svigt og pinsel tilbage.
Jeg håber det var det værd, næste gang er sidste gang, det sagde jeg også sidst.
Ciao Racuelle