Da jeg cyklede hjem fra arbejde i dag blev jeg grebet af en grundangst for, at jeg skulle have glemt at slukke mit kalenderlys, som jeg i et uvant anfald af decemberstemning tændte i morges, mens jeg drak kaffe, tørrede hår og hørte P6Beat. Jeg var helt sikker på, jeg havde glemt det. Apokalypto-hjernen på spil igen. Kalenderlyset er rødt og fra Netto. Jeg plejer ellers ikke købe julestads. Men lys er altid hyggelige. Jeg har ikke lavet en decideret dekoration. Faktisk står det tykke lys sådan uden videre på mit køkkenbord. Det var allerede brændt ned til 5. December, da jeg tændte det i morges. Mens jeg trampede i pedalerne og overhalede biler, busser og de bredrøvede christianiacykler, havde jeg et billede i mit hoved af, hvordan flammerne grådigt gnavede sig ned gennem juleaften og længere ned til de nåede træbordpladen. Derefter ville de i et kort øjeblik overveje om de skulle lade sig drukne i den udflydende stearin, men i stedet skadefro beslutte sig for at slikke hen af bordet, få fat i kanten af min tandlægeregning som nødtørftigt er sat i spænd bag en halvfuld cognacflaske, som jeg bruger til madlavning. Flammerne ville slikke op af cognacen, få flasken med the very special and superior old pale cognac til at eksplodere og et frådende ildhav ville i et splitsekund rejse sig, som en trold af en æske. Min skrabejulekalender, som måske, måske ikke indeholder gevinst vil krølles sammen og forsvinde i et nu. Flammerne ville brede sig fra køkkenet og ind i stuen, æde sig ind i min bedstefars plaid, gnave sig gennem min bogreol, som den grådigste læser. Mine tegninger med blinde mænd ville kremere, mens mændene kneb øjnene endnu hårdere sammen. Snart ville flammerne kaste sig ind i sengen som passionerede elskere og tage lidenskabelige favntag med hinanden og mine dyner. Panda, min dyrebare tredive år gamle rygsækbjørn ville se skræmt til med flammerne spejlet i de sorte perleøjne. Ilden ville rive i mit klædeskab som en misundelig veninde og sortsode silkebluserne som en jaloux elsker. Snart ville Palle, min handicappede underbo mærke en varme og buldren så stærk og ulidelig, at den ikke blot kunne stamme fra de ti tomme guldøl på bordet. Og før han ville kunne nå at flytte sig over i sin elektriske stol, ville en snigende sort kutteklædt røg have indsvøbt ham, og vugget ham i søvn. Ruderne knuses og flammerne slikker ud på bygningen, som var den en lækker frostkold dessert. Brandvæsenet ville brøle ned gennem gaden, og blå blik ville fylde den knitrende ulykke. I dét øjeblik ville jeg dreje om hjørnet på min cykel, og hjertet ville falde ned i bunden, ned mellem benene, ind mellem egerne og sætte sig i spænd dér. Palle bæres ud på en overdækket båre, og jeg ser til mens realiteterne forviser mig til kantstenens hus forbi. Jeg ville hade julen for altid.

Jeg kom i stedet hjem til en lejlighed, som kiggede på mig fra sine matsorte øjenhuler. Død og stille. Ingen flammer og ingen varme. Og stadig kun 5. december på mit lys. Palle havde fodbold på skærmen kunne jeg se, og venter sikkert på hjemmeplejen og varm mad. En stille ro breder sig i kirkeklokkernes kimen, og jeg plaider mig inde og blunder med kold væge.