Jeg færdes, bevidst omkring det faktum, at jeg står uden for glansbilledet. Jeg hører ikke til majoriteten, bestående af koventionelle mennesker, som adopterer hinandens målsætninger for livet. Disse mennesker som iler efter at reproducere sig selv med idioter, som jo naturligvis går deres vej - hvilket jo efterhånden egentlig er jævnfør den generelle norm.

Disse idioter som forsvinder fra løfterne, ansvaret, og byrderne, men som i første omgang præstenterer sig selv som en del af det førnævnte kollektivt skabte glansbillede, som vi hele tiden forsøger at vakuumpakke blot flere, og flere individer ind i: et perfektionsbillede - men blot er idioterne professionelle illusionister.


Jeg færdes, klar på, og velvidende omkring det faktun, at jeg ikke er at finde, sammen med den store mængde. Hvor flertallet er, er bestemmelsen, fællesskabet om en holdning, et emne, og om noget at interagere med ligesindede glansbillede- mennesker om. Disse mennesker, de forsøger at hive alle ind i deres små klubber, de vil konversere omkring ligegyldigheder i livet.

De udgiver sig for at have interesse i de folk, som de forsøger at rekruttere til deres fællesskab af normer - de er i virkeligheden ikke interesseret i andre, næh - de vil alle realisere sig selv, deres egenskaber, titler, og deres selvbilleder - ud fra andre menneskers spørgen ind, og respons til det, de selv vælger at komnunikere omkring. Glansbillede- mennesker, de er bange, samt ængstelige folk, som i det store fællesskab er sammen om angsten for ikke at være nogen.

For uden deres enighed omkring hvad der kan defineres som værende inden for glansbilledets ramme, uden andre glansbillede- menneskers bekræftelse - så føler de sig på sprækket fundament.

Meget tidlige kaffetanker. God fucking morgen mennesker. Pas nu på, med ikke at holde jer inden for glansbilledet sammen med de andre idioter.

- Kasper