Vi er flyttet til Nordvest. Stueetagen i et industrikvarter. Hver morgen krydser jeg fingre for, at der ikke har været indbrud den foregående nat. Det kommer nok snart. Vi skal lige have lov at falde til. Så slår de til. Venter dernæst et par måneder, til vi har skaffet nyt udstyr, før de igen bryder ind. Og så fremdeles.

I denne uge har jeg mange gange set flaksende dagpåfugleøjer - flere gange om dagen. En af dem lige ud for mit vindue i går; som om den gerne ville ind og smage på den orange kalanchoe som står i vindueskarmen. Hvor er alle de blomster henne, som forklarer den uventede tilstrømning? Er det for at vise mig, at vist er de små sommerfugle frie (mens jeg sidder låst på arbejdet), men også på vej til at gå til, så snart efteråret skruer ned for charmen og op for rusken? Det skal lige indskydes, at den første tanke som slog ned i mig, da jeg ankom til de nye lokaler for to uger siden, desværre var 'så det her er mit nye fængsel?' Altså, jeg kan i det store hele godt li' mit arbejde og især lønnen som, uden at være prangende, alligevel får min lille tilværelse til at løbe omtrent rundt. Men det er svært at finde tid til at skrive og rent ud umuligt at få tid til at skrive den der roman. Som vil ændre det hele; især min verden; men også lidt din; læserens. Den kommer ikke af sig selv; mellem kl. 20-22 de aftener, hvor jeg ikke lige skal hygge med kæresten, træffe en god ven, læse en bog, se et spændende tv-program eller lave lektier, fordi jeg lige nu er i gang med et aftenkursus på uni. Nå, men det var de der sommerfugle. Og dagenes temaer.

Når vi gik tur ved stranden i sommers, fandt vi sten. Men ikke en hvilken som helst slags sten. De var hjerteformede og de var overalt. 'Det var da lidt mærkeligt', tænkte jeg og så kom sønnen løbende med en ny og stor sten.
"Den er til dig, mor. Det er et hjerte."
"Det kan jeg se," nikkede jeg. Og fandt selv en øjeblikket efter. Hjerter svøbt i sand og saltvand.

Eller den dag, hvor jeg mødte så mange mennesker, der haltede eller havde benet i gips. Kun den dag. Kort tid efter var det synsforstyrrede; indtil flere med klap for øjnene. Guddødemig en med gazebind for det ene øje og læg dertil tre blinde mænd og en der skelede påfaldende. For ikke at tale om den morgen, hvor jeg så ikke færre end fem biler med en Free Palestine-sticker i bagruden. Ganske vist går min rute til arbejde gennem Nørrebro, men alligevel.

Så hvem finder på det her? Jeg ved godt, at hjernen er et vidunderligt, men også temmeligt forskruet redskab der elsker at finde sammenhænge i alt, hvad der omgiver den. Så når jeg har en af de der besynderlige tema-dage, prøver jeg at seriøst at spejde efter blinde mænd, børn i rullestole, mariehøner (ja; sådan nogle dage har der også været) eller ben i gibs. Men bagefter er de væk igen, som om de er flyttet til en anden del af byen eller helt ud af landet, og der kan gå uger eller måneder i mellem Free Palestine-stickers og deslige. It's just one of those things...

PS. Bind mig nu ikke på ærmet, at Gud har noget med det at gøre. Jeg abonnerer ikke på ham som andet end en metafysisk konstruktion der sandsynligvis er udsprunget af vores nedarvede higen mod at underlægge os en altformående alfahan.