Nå, hentede en vind og skæv hund hos dyrlægen i går. De havde fyldt ham med metadon, for at kunne undersøge ham bedst muligt. Øjnene kørte rundt i hovedet på ham og han gik noget pudsigt, de 100 meter hjem.

Håbede at Max ville sove, men det gjorde han ikke. Lå og udstødte lyde og så syner (virkede det til). Hen under aften blev det dog bedre og da han omsider konsumerede en delle og noget vand, kunne vi se at han var ved at finde sig selv igen.

Gigt var det, som ventet. Og lidt slidte hofter. Så på slankekur med ham og lidt medicin og noget smertestillende, de dage hvor gigten bider.

Sådan er det jo tit med de store hunderacer. Deres knogler er tunge og når de så samtidig er nogle madører, så går det let den vej.

"Man køber glæden - men også sorgen", som min svigerfar udtrykte det. Det skal nok passe. Man tror og håber de holder i 100 år, men sådan er livet jo desværre ikke.

Heldigvis var det ikke værre. I betragtning af, hvad dyrlægen havde forberedt os på, man k u n n e finde derinde (knoglekræft), så synes vi vel at vi slap billigt med en konstatering af gigt.

Her til morgen havde han det fint igen. En smertestillende pille i går aftes (som producenten smart nok havde iklædt smag af oksebouillon) gled fint ned og havde gjort underværker her til morgen. En glad hoppebold uden smerter - nu kender jeg ham igen!

Hurra for gode dyrlæger og hurra for at vi kan beholde Dunderklumpen nogle år endnu. Det andet havde heller ikke været til at bære...

God weekend og tak for de mange dejlige hilsner til Max, fra så mange herinde. Det varmede meget!