Nå, så blev man lige et år ældre. 44 år denne gang. Så skal man vænne sig til det tal. Ikke at det er så forfærdeligt, som det lyder. Jeg er ikke så bange for at blive ældre, langt mere bange for at tiden går for stærkt, og at jeg ikke når det, jeg gerne vil. Fordi livet går så forbløffende hurtigt.
Solen truede med at gemme sig fra morgenstunden og da jeg hører til de troende omkring det med godt vejr på dagen, stirrede jeg bekymret op mod den blege og skyede himmel. "Det kan I da ikke være bekendt (Zeus og I andre) Her har man gået og været flink helt forgæves ..."
Nå, de hørte omsider efter og åbnede op for solen og det gode vejr. Nogle timer tilbragt i Zoo i misforstået idé om "at det var hverdag og så var der nok ikke så mange besøgende ..."
Hyggeligt nok at hilse på 10.000 mennesker og deres børn og selvfølgelig efterfølgeren til strudsen, der åd min hue som 4-årig og sumatranæsehornets Suburbs oldebarn, der stadig interesseret følger med i gæstestrømmen, der passerer hans bur. Isbjørnene derimod trænger virkelig til luftforandring efter mindst 50 år i bjørnegrotten, vi kender og flover os over, når vi går forbi. Men de bygger og bygger på et "Arktisk anlæg", som snart er færdigt og som forhåbentlig tilbyder vores store bjørne lidt flere udfordringer og et bedre liv, end det nuværende, som man bare flovt passerer på sin vej. Jeg kan i hvert fald ikke lide det.

Da jeg engang var barn i en kæmpelejlighed på 5. sal i indre by og var kommet hjem fra kostskole, savnede jeg frygteligt de heste, der havde givet en lille pige på 10 år så store oplevelser, langt ude på landet. Så langt på alle måde fra det vante Kongens Nytorv. Meget hurtigt lokaliserede en lille kvik pige området med heste near by - Christiania - og fandt her en verden ganske for sig selv. Min mor var rædselslagen og klamrede sig til håndtasken, når hun en sjælden gang fandt vej ud til sit eneste barns vanvittige paradis. Udover heste var stalden bosted for en stor Himalayabjørn, Rikke. En på det tidspunkt 9-årig bamse af en hidsig bjørn, som sad alt for alene og alt for sulten i et for lille bur. Nogle år gik og vi piger i stalden talte meget om, hvad vi gjorde, hvis og hvornår Rikke en dag slap ud. En sen eftermiddag hvor jeg lå med halsbetændelse derhjemme, kom ejeren på et af sine fordrukne besøg og væltede ind til kæmpebjørnen, der på det tidspunkt i sin overvægtige tilstand må have vejet sine 175 kilo. Hun var enorm, som jeg husker hende. Hun levede af guldøl og yoghurt og hvad der ellers lige faldt af, når en dybt upålidelig og lunefuld alkoholisk ejer kiggede forbi eller vi andre fodrede hende efter aftale. Husker spader med ymer i kartoner, der blev skubbet ind og fortæret og vandskåle fyldt med stinkende og mørk porter, som var det hun foretrak.
Den eftermiddag angreb hun ejeren og slog ham bevidstløs og væltede derefter ud gennem buret og ud i stalden til de mindreårige piger og rædselsslagne heste. Hørte selv først om det efterfølgende. De fleste piger nåede ud. Hestene nåede man ikke at tage stilling til. Sig selv ud først, forståeligt. En enkelt pige kom i klemme mellem bjørn og friheden. Den aggressive schæfer King, hestestaldens rædsel, angreb hende i kampens hede og holdt hende fast på vej ud af stalden, før den selv blev angrebet af bjørnen. Hvordan det hele endte husker jeg ikke længere, nu så mange år efter.
Men jeg kom i tanke om det alt sammen, da jeg gik rundt i Zoologisk Have i dag. Mange ting er ændret, også lovgivningsmæssigt. I dag var det næppe gået at holde himalayabjørn, fordi man lige syntes at det var sjovt. Oprindelig havde han vist vundet den i kortspil, tror jeg det var, på et værtshus, af en cirkusfamilie. Da den var lille og sød havde han den med, når han kørte HT-bus, som det hed dengang. Men en Ursus thibetanus bliver rigtig stor og så måtte den I bur.

Sære minder. Vi har vel alle nogle erindringer, som vi undrer os ovre eller smiler af. Jeg har været så velsignet at have oplevet alle mulige vanvittige ting gennem de første 44 år. Venter spændt på de næste 44. Har levet et halvt liv, går jeg ud fra. Ca. Med lidt held lidt mindre. Med lidt held får jeg mange flere. Også oplevelser.

Faktisk ingen klager so far.

Billedet forestiller en 44-årig. Sådan in natura, hvis jeg ellers kan finde ud af at uploade det.