Jeg deler mit liv med en mand der med sin stolte facon drager mig. Han fanger mig som et møl om den varme flamme.

Første gang han kiggede på mig var jeg hans. Mange år senere er han stadig flammen i mit lys. Jeg elsker ham ikke. Det går udover det. Langt udover elske. Hans blik. Hans rolige hånd. Hans brede skuldre. Hans omsorg når jeg er lille. Hans styrke når den hårde verden viser tænder og jeg er træt efter 12 omgange med de tænder. Jeg er tryg.

Jeg skifter lige job. Okay siger han. Jeg tror jeg vil rejse i næste uge, alene. Okay siger han. Jeg begynder at læse igen. Med fuldtidsjob ved siden af. Godt min skat, siger han.

Jeg har fået en fartbøde, igen. Du er et fjols siger manden, til kvinden der ved han har ret.

Min stolte mand. Min grine partner. Ham der redder mig fra mit sydlandske temperament med sin humor igen og igen.
Han er ramt. Han stod i den verden der viser tænder. Han gik 35-55-95-100 omgang med den. For min skyld. For ungerne. For chefen der udnyttede den milde og loyale side. Den som er så stor en del af min stolte mand.

Han har ikke lyst til at kigge mig i øjnene. Han er flov. Han har ikke holdt om mig siden i tirsdags. Hans latter er forstummet. Hans humor sover.

Når jeg rækker ud efter ham er det, Som en statue. Når jeg spørger om han har fået polio i de arme der skal holde fast om mig, griner han ikke. Det plejer han.

Lægen sagde idag. Bliv hjemme. Tag ikke tilbage. Du er syg. Gå hjem og find ro.

Jeg kender hver en millimeter af den mand. Fysisk. Psykisk. Han er knækket og skudt i vingen. Chefen fik ham med de første hagl. Stoltheden fik ham med resten.

Jeg savner ham.