Underlig overskrift. Men der er en sø i haven og engang var der koikarper og så kom der to virkelig hårde vintre og så var de fisk desværre fortid. Hvad nu?
Længe havde vi drømt om en stille, rislende plet, fyldt med åkander a'la Monet og en stille hyggelig kvækken i baggrunden.
Vores forslugne koifisk åd alt, de kunne gabe over, således også evt. haletudseyngel og frøerne fandt snart andre steder med bedre odds. Har ikke set en eneste frø i flere år.
Men nu er søen som sagt tom igen. Kun åkanderne er tilbage og et par krebs og muslinger bor stille nede på bunden. Venter med længsel på ? - Ja, bare et eller andet. En vandkalv fx. Og en guldsmed, vil jeg da også gerne se snart. Nu kan den da lægge sine æg i fred. Der er masser af siv og blade, så det er bare at komme igang.

Underligt at kigge ned i det tomme vand. Kun et par små, sorte prikker bevæger sig dernede. Ved ikke hvad den slags hedder. Her hedder de hr. og fru Punktum. De kom med hjem, da vi ketchede nogle dafnier til at starte livet dernede. Ellers ligner det et goldt landskab, på nær det grønne der gror uden konkurrence. Men hvor bliver livet af? Sådan må en fremmed planet se ud for den første astronaut. Er det mon ven- eller fjendeland?
Læste at vandkalve flyver om natten. Så spejder de efter glimt af vand, og går efter lyset. Hvis det er en god pyt, bliver de der. Måske kigger sådan en vandkalvsastronaut forbi og starter en ny slægtslinje?

Da jeg var barn holdt jeg mine sommerferier i en skøn have i Blokhus, oppe nordenfjords. I et ellers sandet og marehalmbefængt landskab skabte min bedstefar og onkel en parklignende have, hvor en lille pige kunne blive helt væk. Trods rosenbuske og en række fint passede bede, styret af min mormor, var der også 'vilde områder, køkkenhave' og en frugthave. Her kunne man altid dufte havet, som jo også lå lige udenfor. Det var en pudsig fornemmelse. Når det stormede blæste der sand ind i haven. Det havde blomsterne ikke godt af, sagde min mormor og skyllede dem for salt.

I haven var flere søer. Den største havde både fisk og frøer i skøn forening. Hvordan de kunne enes er mig en gåde, her går det nemlig slet ikke. Men i det lave vand fik jeg mine første naturoplevelser med den danske favna. Og ikke så få kønne, brune og grønne frøer er begejstret placeret på min intetanende solbadende mors mave, når jeg lige ville vise hende et særligt fint eksemplar.
Der var også soldruknede firben man kunne fange med tomme havregrynspakker (de søger ned i mørket, når de bliver forskrækkede og så er det bare hånden for hullet) og kæmpemæssige snegle der især holdt til ved en stenbænk, hvor solen kom frem over middag. Husker dagene som én lang række af søndage med mange is og sjove smådyr.
Selvom barndommen ligger så langt tilbage, er jeg stadig ret pjattet med at pjaske med vand. Og jeg prøver nu at genskabe roen og lidt af stemningen fra dengang med nutidens sø. Den er lidt mindre, end den jeg husker, men en del dybere. Københavner-frøer og ditto fisk kan tilsyneladende ikke enes her i kvarteret, så her holder vi med frøerne og så får de altså pladsen - hvis de ellers ville kigge forbi.
Jeg tror, jeg vil prøve at skrive lidt om udviklingen i søen, som projektet - og drømmen skrider frem. Altså som et naturligt vandhul lidt uden for storbyen. Stort set kun med hvad naturen finder på at tilsætte. (sætter grænsen ved ænder).

Billedet er fra det tidlige forår. En smuk morgen, hvor solen omsider viste sig.