Jeg tænker på at blive efterladt i et telt på en festival og ligge og kigge på dit hjerte, som lige er blevet revet ud med brutale og unødvendige ord, mens det ivrigt forsøger at banke videre. Og lige så ivrig efter at kæmpe videre, holde masken, leder du nyttesløst efter et minde, en tanke om en person, som i denne ubarmhjertige situation vil kunne hjælpe dig op ad det sorte hul, langsomt begynder at fortærer dig. Bare et glimt af sådan person bag dine våde, lukkede øjne. Men du finder ingen grund. Hvor bliver den fantastiske eventyrsslutning af som du blev lovet?

Eventyret er måske bare en måde at kommunikere livsvigtige erfaringer, en uskyldig underholdning for børn, men hvem har tænkt over skrammerne, som de også giver i dag? Folk bestræber jo denne lykkelige slutning, som skal indeholde ren lykke, en prins/prinsesse og vigtigst af alt en kæmpe stor mur, så ingen fare og ubehagligheder kan komme ind. Men langt fra kun fortælleglade forældre er grund til denne forvirring. Berømte bøger og film - næsten alle film - er baseret på dette ideal om et lykkeligt og fuldendt liv, som man skal tilstræbe sig. Selv bestemte stykker legetøj har fået sig en forhistorie, i form af et eventyr selvfølgelig, som børnene kan lege videre på. Efterhånden er det gået hen og blevet en selvfølge at man skal have den lykkelige slutning