Det meste af mit liv har jeg humpet rundt i halvdøsig bevidsthed. Nu har jeg det 85,noget % bedre.

Nej, nej, ikke en flot fortælling. Det meste har bare været grimt og lidt klamt. Helt opbrudt og ranglet.

Jeg kunne have været alkoholiker. Måske var det bedre? Så havde der stået en velfærdsengel i hver en havn, kun til at tage imod mig med varme tæpper og en kærlig opsang, hver gang jeg sejlede ind i molen.

Hvem er du - har jeg såret dig? Gider du sende mig en linie hvis jeg har? Når jeg skal sove kan jeg huske ansiger, huske brudstykker af samtaler, og vrede traskende skridt - væk fra mig. Og jeg føler at du tror at det var med vilje at jeg var så træt og usammenhængende. Det forstår jeg godt.

Men kan du bruge forklaringerne til noget?

Et liv med flakkende korttidshukommelse, er et liv fyldt med feberredninger og fylder-lige-hullet-ud-med-noget-der-lyder-plausibelt. Folk råber, sukker og vender himmelvendte øjne, fordi du er rystende angst og glemmer at du lige har spurgt. Syv gange. Det er svært at forstå.

Nu kan jeg selv tage bussen og skrive et brev. har forklaringerne parat til hvis nogen kommer og spørger.

Undskyld, hvis det var dig jeg sårede uden grund. Tusind gange undskyld hvis du aldrig får min forklaring.

(Nej, ikke dig, dit narcissistiske smertensbarn. Du må selv finde en måde at sige dybfølt undskyld på)