Min kæreste så på mig, som om jeg var crazy, da jeg fortalte, at jeg skam havde været forelsket i en del romanpersoner. Det begyndte med Bob Andrews fra 'De tre detektiver' (Alfred Hitchcock præsenterer) - Bob var nørden med briller, jep. Og fortsatte, da jeg læste hele rækken af Dorothy Sayers' bøger om Lord Peter Wimsey (jeg forestillede mig, at Wimsey lignede Leslie Howard ikke så lidt). Siden kom der flere til, men det vender jeg en anden gang. Måske.

Han blev en lille smule bange for mig, da jeg slog et børnehavebarn ihjel (se 'Da Kristoffer blev knust'), kæresten, og lidt mere, pga. min forkærlighed for seriemordere ('Mørks hjerte'). Fordi jeg kan finde på at ringe til hans bedste ven (som er læge), og spørge, hvor hurtigt spyfluer lander på et lig og hvad farve man har, når man har været død et par timer (og mangler en del blod). Fantaserer om, hvordan man slipper afsted med den perfekte forbrydelse (som ikke behøver være mord). Eller drømmer, at jeg får klippet mine kinder op (det gjorde ikke ondt, skal jeg hilse og sige, men følelsen af at være STÆKKET var overvældende). Drømmer, at jeg vågner ved siden af en grå, trevlet kvindetorso; eller at jeg har dræbt et menneske og begravet vedkommende. Bagefter gnaver skylden i mig, som en hær af parasitter, der æder mig op indefra; dog er angsten for at blive opdaget værre endnu.

Men der sker ikke så meget sindsoprivende i mit vågne liv.

Til gengæld kan min kæreste aldrig huske, hvad han har drømt. Undtaget en gang for længe siden. Han fortalte, hvordan han var drejet af det forkerte sted og havnet på en omnium-bane, hvor han cyklede rundt og rundt, uden at kunne finde udgangen. Dengang arbejdede han i en større dansk rederivirksomhed (som ikke er Maersk), og det er en underdrivelse at sige, at han hadede det. Det var meget værre end det. Jeg er ingen stor drømmetyder, men det her scenarie voldte mig ikke besvær. "Sig op," sagde jeg til ham. "Du kører i cirkler på dit arbejde, og du leder bare efter en udvej." "Nå, ja," sagde han lettet - og han er ellers ikke en, der taler mig - eller andre - efter munden. Han gjorde det faktisk. Sagde op. Skrev en businessplan og fik en del investorpenge til sin ide; men det er en anden historie.

Anyway; han husker ikke sine drømme, og så danner han heller ikke billeder i hovedet, når han læser en roman. Absolut ingen. Det er crazy. Når han fortæller det, er det mig, der bliver en lille smule bange for ham.

Pssst. Har du et bud på, hvem den afbildede mand er?
A. Bob Andrews (som lod brillerne blive hjemme, pga. en festlig lejlighed)
B. Lord Peter Death Bredon Wimsey (som ligeledes lod brillerne blive hjemme, etc.)
C. Skuespilleren Leslie Howard (måske)
D. Min kæreste (som lod brillerne, etc.)
E. En hipster til kostumebal (som lod, etc., etc.)
F. En bifigur i Harry Potter (iført bifokale linser)