Kære dagbog
I mandags var det min sidste dag med en samlet familie, og en mor og far der stadig huskede tiden, hvor de havde været forelskede og glade. Min far flyttede ind til byen med en yngre dame ved navn Betinna, men det kom nu ikke som en overraskelse for mig... Betinna arbejder på samme afdeling som ham, og lige siden han havde været til middag med arbejdet, har jeg kunne mærke at noget ændrede på mors humør. Far begyndte at komme meget sent hjem fra arbejde, og nogle dage først om morgenen. Hverken mor eller jeg fik nogensinde svar på hvorfor, men det er vel åbenlyst nu. Regningerne som mor en aften fandt i postkassen, tilhørte et Motel inde fra byen. Men dem var der ikke nogen som snakkede om.. Mor var bange for sandheden, og det er hun enlig stadig. Men måske er det bare bedst, som det er nu. Måske er jeg blot en egoistisk datter, der ønsker at have min mor og far sammen, sådan som de andre fra klassens forældre er. Men det er ikke det eneste problem jeg har her for tiden. På næste søndag skal jeg konfirmeres, men hvem mon kommer med? Min mor og far bliver jo sure, så snart de blot hører hinandens navne. De kan umuligt være i det samme rum, og hvis jeg skal til at vælge...Måske er jeg ikke begejstret over min fars valg, med hensyn til Betinna og flytningen, men han er dog stadig min far. På trods af det, så ved jeg ikke engang om han stadig vil se mig. Jeg valgte jo at blive hos min mor, og han virkede ikke speciel ked af det, da han sagde farvel. Det virkede som om, det for ham havde været planlagt i flere år, og at han bare ventede på den endelige dag.
Jeg føler mig virkelig alene. Min mor kan ikke se længere end til spidsen af hendes egen næsetip, og hun lytter aldrig, på hvad jeg har at sige. Hun har lagt i sin seng i en uge nu, og ikke lavet andet end at stirre ind i det mørke maleri, der hænger for enden af værelset. Men hvad kan jeg gøre? Jeg er selv ked af det, men jeg har jo stadig min skole at passe. Jeg kunne forresten ikke komme med til skoleudflugten som var i denne uge. Vi skulle overnatte et finere og dyrere sted dette år, men mor havde ikke overskuddet til at sørge for penge. Jeg forsøgte at spare sammen og gå tur med naboens hund, men da jeg ikke havde regnet med, at det ville stå så galt til med mor, havde jeg ikke nok tid, til at få alle de penge jeg manglede. Jeg er også spændt på vores blå mandag. Dem fra klassen siger den er meget dyr, og jeg tror ikke min mor kan betale regningen alene. Jeg kan selvfølgelig håbe at min far vil hjælpe, men det tror jeg dog ikke. Han har garanteret slettet vores telefonnumre, og fortrængt at vi faktisk findes...
Dem fra klassen, har heller ikke spurgt hvordan jeg har det. De kan ikke se hvor ensom jeg føler mig. 14 år, og jeg føler at jeg allerede skal tage ansvar for mig selv. Hvis jeg vil have aftensmad, må jeg selv lave det. Hvis der mangler mad, må jeg også selv gå ned og betale. Regninger og reklamer flyder ud gennem postkassen, men min mor ligger stille og lydløs i sin seng. Hvis jeg forsvandt ville ingen lægge mærke til det. Hvis jeg blev ved med at råbe og skrige, ville ingen hører mig. Om jeg så hoppede ind foran mors skide maleri, ville hun ikke se mig. Jeg er fuldstændig usynlig.