Livet tur-retur Af: Tom Petersen Forord:

Dette er en historie om min indlæggelse på Frederikssund sygehus for omkring 14 år siden, med et langvarigt alkohol misbrug bag mig. Alt hvad der er skrevet er præcist som jeg oplevede det og er ikke fiktion. Jeg var meget følelsesmæssig påvirket under tilblivelsen af denne beretning. Historien er aldrig blevet fortalt til nogen før, men har været fortrængt, fordi den har været for ubehagelig at huske. Men jeg føler nu trang til at fortælle den. Dels for at få den helt ud af systemet, men også for at, den måske kan bruges af mennesker med et misbrug, og som ønsker at komme ud af det.
Lægen: "DU DØR HVIS DU IKKE STOPPER" Det var lægen der med vrede i stemmen, kastede disse ord i hovedet på mig. "Jeg har set mange, som er døde af en sprængt bugspytkirtel, og det samme sker for dig, hvis du ikke tager dette her alvorligt. Hvorfor dø på denne her måde. Du kan få mange gode år, når vi har fået styr på dette her" forsatte han, lidt mildere i stemmen.

Tidligt om morgenen.

Jeg vågnede omkring ved fire tiden med stærke smerter i maven. Smerterne var så voldsomme at de overdøvede mine tømmermænd. Jeg havde en guldbajer tilbage i køleskabet og overvejede at drikke den, men kunne ikke, jeg havde lidt forinden drukket et glas vand, men det havde kun gjort smerterne værre. Jeg må til lægen tænkte jeg. Jeg lagde mig på sengen, for at vente til klokken blev otte, uden at skænke en tanke at jeg kunne have ringet til lægevagten.
Hos min læge.
Efter fire timers helvede, kæmpede jeg mig ned i min bil (ganske hjernetomt) og kørte op til min læge. Forinden havde jeg ringet til ham og forklaret ham min situation, så jeg kom ind med det samme. Han bad mig om at lægge mig på briksen. Han stillede mig nogle spørgsmål, som jeg ikke kan huske. Men jeg kan huske, da jeg lå der med sveden piblende ud af min pande, da han trykkede sine fingere ned i min mave. En smerte der var så voldsom, at jeg ikke engang kunne skrige, jog igennem mig. "vi må have dig indlagt" sagde han med slet skjult bekymring. Der gik da heller ikke lang tid, før jeg lå i en ambulance, der i høj fart kørte mig til hospitalet i Frederikssund.

Modtagelsen på skadestuen.

Det forløb husker jeg kun meget svagt, kun at læger og sygeplejesker talte meget højt, det er muligt jeg har været bevidstløs ind imellem.

På organkirurgisk afdeling.

Jeg var lige kommet ind på en enestue, da en sygeplejeske kom ind, med en sprøjte i hånden. Hun bad mig om at trække bukserne ned, så hun kunne komme til at stikke mig. "Det er morfin" sagde hun. Hun bandt snoren til ringeklokken om mit håndled og sagde "Du trækker bare når du får ondt. Jeg kunne svagt mærke at morfinen begyndte at virke, men den tog kun toppen af smerten og langt fra det hele. Jeg brugte klokken flittigt og de var meget rundhåndede med morfinen

Stuegang og diagnose

Lægen og sygeplejeren kom ind på min stue. Lægen bladrede i min journal, kikkede på mig og sagde "Hvor meget drikker du om dagen" Cirka 5 almindelige øl, løj jeg. Lægen kikkede mig i øjerne og rynkede panden. Han vidste jeg løj, kunne jeg se. Og det var her han blev vred og råbte ad mig. "Du har en alvorlig pancreatitis, en bugspytkirtel betændelse, som det hedder på dansk" " Behandlingen er at Du må ikke spise og højst drikke 3 milliliter vand to gange daglig. Vi giver dig et drop med saltvand. Så må vi se hvordan det står til om tre - fire dage". Da de var gået følte jeg skam, skam over jeg havde løjet omkring mit alkohol forbrug eller rettere misbrug.

Skammen, skylden og angsten.

Efter fire dage på morfin og uden mad, begyndte jeg at gå lidt på hospitals gangen. Jeg havde ikke snakket med nogen, udover lidt med lægen. Jeg fik taget blodprøver tre - fire gange om dagen. Man kunne se nogle værdier i blodet, om hvordan min bugspytkirtel havde det. Men nu begyndte nye smerter at dukke frem, psykiske smerter. Jeg skammede mig, skammede mig over jeg ikke havde passet mit arbejde. Jeg havde meldt mig syg for at kunne drikke. Jeg følte skyld, skyld fordi jeg havde været ved at slå et menneske ihjel. Været ved at slå mig selv ihjel. Jeg var en synder som burde straffes. Angsten, som sad præcist samme sted som smerten, nemlig lige i mellemgulvet, var den tredje følelse, der gjorde mit liv til det totale helvede. Angsten for at dø på denne her måde, angsten for at blive straffet for min forbrydelse. Jeg ventede på min bøddel, som jeg i mit morfin befængte sind, var overbevist om ville komme og gøre en ende på det hele. Jeg var så bange at jeg ønskede jeg kunne træde ud af min krop, kunne fordampe og forsvinde op i den blå luft. Ja jeg ønskede at, kunne forsvinde ind i et andet rum, i en anden tid, et sted hvor der ikke fandtes smerter, skam, skyld og angst. Men jeg var her, her i mit helvede og kunne ikke slippe væk...

Besøg af en engel

Jeg lå på sjette dagen hen under aften, stadig uden mad og drikke, stadig i et følelsesmæssig helvede og smerter, i min seng og kikkede op i loftet. Loftet bestod af firkanter og i min hjerne skiftede de hele tiden plads. Jeg var ved at blive sindssyg tænkte jeg. Jeg bliver spæret inde. Det bliver min straf.
Det bankede let på døren til min stue. Døren blev åbnet forsigtigt og en hvid skikkelse trådte ind. Jeg kunne ikke se ansigtet men kun en silhuet, fordi lyset kom ude fra gangen. "Sover du Tom" Hvad!? Der er en stemme der taler til mig og kalder mig oven i købet Tom, mit navn. Det skal siges at jeg ikke havde talt med et eneste menneske, ud over lidt med lægen, i seks dage. Jeg havde kun været i mit ejet lille morfin helvede. Skikkelsen kom hen til min seng, satte sig ned på hug og tog blidt min hånd og sagde med en blid kvinde stemme "Tom" der gik lidt tid, "Tom, du må aldrig, aldrig mere drikke alkohol. Dine organer kan ikke tåle det" Jeg mærkede hårene i nakken rejse sig og tårerne begynde at presse på. Hun klemte min hånd og nu fik tårerne frit løb. Der var ingen lyd, kun tårer. Det føltes som en kæmpe betændt byld i mit hoved, var begyndt at sive. Trykket af skyld, skam og angst, fortog sig gradvist og løb ud, sammen med tårerne. Hun blev hos mig i en time, vil jeg tro. Hun talte om de gode ting i livet, om at man godt kunne leve et godt liv uden alkohol. Jeg følte, jeg på en eller anden måde var blevet tilgivet. "Sov godt Tom" sagde hun og vendte sig om mod døren. Jeg synes jeg kunne skimte to hvide vinger på ryggen af hende, lige inden hun lukkede døren bag sig.

Døden på gangen

En dag da jeg gik på gangen, kom jeg til at kikke ind på en stue. Der sad en mand på sengekanten, han så meget syg ud. Hans kone, vil jeg tro det var, sad på en stol ved siden af. Konen var ved at give ham mad, hun førte en ske op til hans mund kunne jeg se. Da jeg lidt senere skævede ind på hans stue, lå han ned med armende langs kroppen. Hans kone sad og strikkede. Jeg lå om aftenen i min seng og flyttede rundt med pladerne oppe i loftet. Der lød der et skrig, et meget langt skrig, det lød som et meget langt neej. Manden som jeg havde kikket ind til, var død. Manden og konen havde formenlig vidst, at det gik den vej, men alligevel udløste det et chok og en stor sorg hos konen. Lidt senere vrimlede det med familie og pårørende ude på gangen. Jeg følte, jeg deltog i deres sorg og det var et varsel, om hvad der kunne ske med mig. Jeg tænkte meget den nat, tænkte om jeg kunne leve et liv uden alkohol. "DU SKAL" sagde en blid stemme "DU SKAL "sagde en anden mere autoritær stemme... inde i mit hoved.

Mødet med døden

På ottende dagen stoppede de med at give mig morfin, jeg fik i stedet nogle andre og mindre vanedannende piller. Men nu havde de gjort mig til narkoman. Jeg fik de værste abstinenser man kunne tænke sig, men de gjorde ikke noget for at trappe mig ud af morfinen. Jeg havde samtidig et misbrug af Benzodiazepiner. Dem havde jeg ikke fået i otte dage, så jeg havde dobbelt abstinenser. Men jeg turde, af en eller grund, ikke sige det til nogen.

Jeg tøffede svedende ned til opholdsstuen, åbnede døren og gik ind. Der var ingen andre i stuen. Jeg satte mig i en stol, der stod midt på gulvet. Den vendte mod den dør, jeg lige var kommet ind af. Da jeg sad der og kikkede på døren, lukkede jeg mine øjne. Men døren var der stadig? Da jeg sad der med mine lukkede øjne og så på døren og maleriet ved siden af, gik håndtaget pludselig, men langsomt ned og døren gled op. Da døren var helt åben, stod der en grå skikkelse. Det var manden, der døde aftenen før. Han gik med slæbende fødder hen imod mig. Alle lyde fra sygehuset aktiviteter var væk nu. Han var nu kommet helt hen til mig og stod ved siden af min stol. Jeg mærkede hans hånd på min skulder. Han spurgte med en hviskende stemme "Vil Du med" Jeg tænkte mig lidt om og sagde "Nej jeg vil ikke! " Det var mine tanker og ikke min mund, der svarede ham. Jeg viste godt hvad han mente. "Er du sikker, der hvor jeg skal hen er der fred" forsatte han "Nej! jeg vil ikke med. Jeg vil leve! " svarede mine tanker ham overbevisende. Han slæbte sig tilbage til døren, åbnede den og forsvandt bag den. Hospitals lydende kom tilbage. Jeg åbnede mine øjne og så på døren og maleriet. Jeg var ikke bange under denne oplevelse og godt klar over, det skyldes min abstinente tilstand. Men mit møde med døden føltes meget virkeligt og jeg er glad for at dødens sendebud, gav mig lov til at vælge.
Tilbage til livet
En kæmpe tallerken med boller i karry blev stillet foran mig og føj hvor var den ulækker. Jeg kunne ikke få en bid ned. Efter otte dage uden mad, var det lige en tand for meget. Jeg måtte genoptrænes i at spise. Så det blev til små måltider. Men min bugspytkirtel er kommet sig og jeg er sluppet for kroniske smerter. Men ikke uden men. Jeg har fået sukkersyge nu. Min bugspytkirtlen producerede ikke insulin mere. Så nu må jeg sprøjte mig med insulin et par gange om dagen. Men det er til at leve med, når jeg tænker på hvor galt det kunne have været gået. Efter ti dage blev jeg udskrevet. Udskrevet til ingen ting. Jeg var bombet tilbage til nul. Jeg startede alene på et nyt liv uden alkohol og en udtapning af Benzodiazepiner, Og jeg skulle hilse at sige, det var hårdt.

Eftertanke.

Jeg har nu levet uden alkohol, i efter hånden mange år. Jeg har ikke taget præcis tid på hvor længe jeg har været ude af mit misbrug. Jeg har i stedet brugt tiden til at fordybe mig i andre og mere interessante ting. Jeg bruger heller ikke længere Benzodiazepiner (angstdæmpende medicin)
Det der med at tage tid og holde statistik over hvor længe man har været holdt op, hvad enten det er med alkohol eller tobak, er med til at fastholde en i en rolle som misbruger. Fordi man jo så tænker på det ind imellem. Det er det ikke det værd. Så glem dit tidligere misbrug og brug tiden på noget fornuftigt og kom videre.
Der kommer et kæmpe tomrum i ens liv, når man stopper med et misbrug. Dette tomrum SKAL fyldes ud med noget andet, hvis det ikke bliver det, er det 90 procent sikkert, at man falder tilbage i sit misbrug.
Jeg fyldte og gør det stadig, mit tomrum ud med at tilegne mig viden. Viden om livet. Viden af mere filosofisk art. Jeg lever et nogenlunde fornuftigt liv nu. Jeg har nogle sunde interesser, synes jeg selv. Jeg taget ansvar nu. Jeg er mig selv i mit eget liv. Jeg har kontrollen over min angst og mærker den sjældent. Men jeg har ikke glemt hvor invaliderende angst kan være. Det gør kun at jeg bedre forstår andre mennesker, som lider af angst.
Men ingen skal vove at kalde mig alkoholiker, den titel vil jeg simpelthen ikke have på mig. Titler på en person der har eller har halt et misbrug, er også med til at holde personen fast i rollen som misbruger. Det placere dem i en bestemt gruppe i samfundet. Det kan ingen være tjent med. Jeg har brugt alkohol som medicin mod angst og generthed, men min kvote er opbrugt, så aldrig mere alkohol til mig. Så enkelt kan det siges.
Alkohol er et opløsningsmiddel på linje med kogesprit, acetone m. m. og er ikke forenelig med de menneskelige organer eller psyke.
Jeg er ikke gået hen og blevet hellig eller religiøs, snare tvært imod. Jeg blander mig ikke i hvad andre gør og drikker. Jeg deltager i fester eller selskaber hvor der bliver drukket alkohol, hvis bare jeg kan få en sodavand. Men hvis deltagerne bliver for dumme at høre på, går jeg hjem. De mennesker der er i min omgangskreds respektere at jeg ikke drikker og prøver ikke at presse mig til det. Men hvis der er nogen der gør det, er de ikke venner med mig mere. Alkohol har ført mange tragedier med sig. Jeg har set (som jeg selv var ved) mange gå til, og er døde, af dette stof, også mennesker jeg havde tæt inde på livet.