Jeg drømte om et hus. I tre etager, god plads. Men det fine ved det her hus var, at der også var opmagasinerings- og skabsplads på alle tre etager. Det befandt sig i husets skyggeside, forklarede ejendomsmægleren og viste det frem. Det lignede egentlig husets øvrige rum; der stod endda de samme møbler. Men der var mørkere og mere trangt. Og det føltes forladt. Udenfor husets skyggeside lå skyggeverdenen, som jeg besluttede mig for at besøge. Skraldet flød på vejene, som var fulde af huller og meget støvede.

Fra en bakketop afgik en bus en gang i timen. Hver gang kørte bussen gennem en strækning fuld af parkerede biler, hvor det myldrende med fodgængere og køretøjer. Passagen var så smal, at det næsten ikke var muligt for bussen at komme forbi. I skyggeverdenen drønede bussen gennem den smalle passage med 23 kilometer i timen. Næsten hver gang ramte den et menneske på sin vej - meget ofte med døden til følge. Det føltes dybt forkert og jeg forsøgte at tale med både buschaufføren og herefter busselskabet. Det var mig ubegribeligt, at chaufføren ikke bare kunne sænke farten, for jeg vidste, at i den virkelige verden, afgik der en bus fra præcis samme bakketop som skulle gennem præcis samme smalle, myldrende strækning. Men her trillede den afsted med besindige 8 kilometer i timen og ingen kom nogensinde til skade.