Jeg er - som beskrevet utallige gange som et smadret kasettebånd - en karakter i dette spil, som lader mig irritere, provokere, og sabotere, af de mest hjernedøde begivenheder, og af de mest latterlige eksistenser, med deres meninger - som er uden mening.
i følge min omverden, som er spækket til det absolutte bristepunkt, med den pureste visdom som eksisterer på overfladen af planeten - er jeg blot en knægt. I følge alle de her, så satans intelligente, fuldt ud dannede, for slet ikke at forglemme altvidende og erfarne individer, som omringer mig, forpester mig, snylter på mig, og æder af mig - er jeg det stikmodsatte af, hvad de er.
Disse tredive- og noget -årige, som har stiftet en lille familie, fulgt den konventionelle sti, på de kridtstreger som normens repræsentanter har tegnet for dem, de synes åbenbart at jeg er uvidende, spæd, og at jeg har så fandens fucking meget at lære, at jeg på baggrund af noget så ligegyldigt, uinteressant, og irellevant som min alder - ikke har empirisk belæg for de holdninger som jeg står fast ovenpå som et bjerg.
Jamen fint nok, mennesker. Jeg leger med. Det giver da perfekt mening. Fordi alle ved, at det som definerer vor "modenhed" her i tilværelsen, det er uden tvivlen antallet af år, hvori vi har omsat oxygen og næringsstoffer i cellerne. Jep. Tommel op for det. Men hvilke faktorer er egentlig væsentlige i forbindelse med denne "modenhed" som gyldiggører hvad man mener?
Jeg kan naturligvis sagtens forstå, at når man har været til i lang tid, når man har levet, når man har oplevet en masse - så har man flere erindringer end børn. Så ved man mere om tilværelsen, end de unge. Men for fanden. At påstå, at en trediveårig generelt, og uden afvigelser bare ved mere end en treogtyve- årig - det er naivt. Den trediveårige var en syvårig, da den treogtyve- årige kom til verden. Hvor klogt synes man så selv, at det lyder?
Denne "modenhed" kommer ikke af tiden der går. Den kommer ikke af hvor mange børn man opdrager, eller af uddannelsesgraden alene. Den kommer i større eller mindre grad, af hvor meget hver enkelte vælger at reflektere over begivenheder undervejs.
Hvordan kan alder alene, bruges som et validt argument i en diskussion? Er det ikke et svagt kort at smide på bordet, venner? Er det ikke en smule for nemt?
For lige netop det, at man ikke er rummelig, erkendende, samt anerkendende nok til at være bevidst omkring det faktum, at alle forholder sig til begivenheder på forskellig vis, at alle har holdninger, at alle mener noget - uanset alder - dét er et klokkeklart tegn på uvidenhed, og på at man ganske enkelt er løbet tør for idéer.
Godmorgen motherfuckers.
- Kasper Lund.