Jeg betragter byens lukkede øjne gennem et taxa vindue. Den pløjer sig gennem byen fra Højbro Plads til Enghave plads, og jeg ser det grånende daggry og de matblanke ruder, der har søvn i øjnene. Den er smuk. Det er sommerens lys, som svøber sig som en smågrå og forsigtig kimono omkring tage, der stadig skutter sig i morgenkulden. Byen er i søvnens sidste stadie, den dybeste, drømmesøvnen. Når man betragter mennesker mens de sover, iagttager man dem i deres mest sårbare og fredfyldte øjeblikke, og man ser dem i et nyt lys. Sådan også med byen. En ny kontur tegner sig. Man lægger mærke til hvordan bygningerne står på jorden. Fast forankret eller skrøbeligt trippende. Alle farver dæmpede i søvnens ro. Der er pludselig adgang længere ind. Ind i gårdene, ind bag hegn og afspærringer, ind til det bløde kød bag overfyldte skraldespande. Der samler sig i alle hjørner en let dis af de drømme, der siver ud fra karnapperne. Dér trækker byen vejret i et næsten uhørligt brus af fjern trafik og fuglestemmer. På hver udånding en længsel efter forelskelse.

Og mens den sovende by langsomt vågner putter jeg mig ned i de døde dun af endnu en nat med stjålne blikke og håbefuld venten. Mand med Månes bane er om en anden planet end min.

Mr. Corporate Prison Break fra sidste weekend addede mig dagen efter og vi skrev lidt frem og tilbage om stjålne cykler. Han skrev igen om mandagen, hvilket udviklede sig til en en ret flirtende chat. Jeg skulle have flirtet mere den aften, men Mand med Månes tilstedeværelse distraherede mig. Jeg kunne vildt godt tænke at møde ham igen snart og helst uden resten af slænget. Jeg er kommet til at stalke ham godt og grundigt. Jeg gik i sin tid i gymnasiet med ham, og jeg kan huske, jeg kun har mødt ham ganske få gange gennem årerne. Senest i efteråret. Der er et eller andet ved ham, som tænder mig. For det første er jeg ikke i tvivl om, at han er virkelig sød. For det andet så har han virkelig personlighed. Helt overdrevet velklædt, sådan slips, butterfly, jakke og vest. Corporate udenpå rocket indeni. Alt ved ham balancerer på grænsen mellem cool og kikset. Men det er nok dét, der gør ham fascinerende. I hvert fald kan mine tanker slet ikke slippe ham lige nu.