En rigtig skoddag hvor verden kun havde lussinger til mig. Jeg har søgt mere end 100 jobs (ja, jeg har talt) og nu var der 3 ledige i mit speciale. Den ene var jeg til samtale hos i sidste uge og fik (endnu) et pænt afslag i dag. noget om stærk konkurrence, dårlige odds og uheld. De andre har jobsamtaler i denne uge og det betyder at de nok senest ville kontakte mig i dag hvis de var interesseret i at se mig... men intet. Jeg føler mig helt uduelig - har mistet troen på at jeg kommer ind i mit fag nu. Jeg får jo kun flere "konkurrenter" og de ledige stillinger kommer ikke i samme hastighed. Verden vurderer mig håbløs og trods mine bedste anstrengelser kan jeg ikke gøre noget ved det. Det eneste lille strå jeg hænger fast i er at jeg trods manglende selvtillid ikke vurderer mig selv lige så håbløs som de åbenbart gør. Desværre kan jeg dog ikke forære mig selv jobbet og så er vi tilbage i at jeg næppe får job i "min branche". Spildt uddannelse, spildte 3,5 år og et helvede at se frem efter. Det gør sgu ondt inden i.
Kærestens reaktion med "har du prøvet..", "har du tænkt på...", "hvad med...", "vi skal have dig i job" virker meget modsat af hvad han lige tror. Det virker meget bebrejdende, usupportivt og er så langt fra hvad jeg havde brug for i dag. Istedet har jeg siddet og gemt mig væk bag diverse tv-serier. Jeg er ked af det og frustreret og deprimeret og...
Jeg så "Dexter" - havde håbet at han slog en ihjel i dette afsnit. Det ville måske have givet mig noget forløsning.