Yo DB,

fandt lige en gammel genner, jeg tænkte på. Det var en god dag, husker jeg - en af de uhyre sjældne, men sådan er der jo så meget, ik? Den gamle taktik med advar, bak, slå, bak, slå, bak, advar, virkede som så ofte før, på en gåtur i det skiftende vejr.

Den gamle genner er en æld-gammel tekst, skrevet i mine unge, private år. Alle kaldte mig skør, og det var jeg da også ganske sikkert, dengang i vistnok 2010. Jeg tror jeg har skrevet hele livet, siden jeg lærte det. Den første bog jeg "forelskede" mig i, som føltes levende, var bogen "Vi Gik Med", af Hans Peter Richter, en semi-selvbiografisk fortælling om Hitlerjugend, og enden.

Grunden til at jeg som vistnok... meget ungt barn, jeg tror et sted mellem 9-11-12-årig, pludselig læste "Vi Gik Med", var at en skolelærer havde anbefalet den, pædagogisk.

Hun, skolelæren, havde set at jeg altid hang med hovedet, tegnede hagekors overalt, og havde gjort en anden dreng midlertidigt blind på det ene øje i børnehaveklassen en af de første dage, i et slagsmål med en kæp (undskyld T - jeg har aldrig glemt at du var glad for dinosaurere dengang, inden ulykken, og at jeg var glad for dig, husker jeg. Fordi du vidste meget mere om dinosaurere end jeg, og var vildt modig - dét husker jeg. Men at blive kaldt en pige, i den alder, alene pga. langt hår, og med en historik som min... Jeg håber at snakke med dig, en dag).

Hun, skolelæren, var en af de eneste voksne jeg ikke frygtede, som var de store løver. Altså de voksne. Hun føltes mere som en 'buffalo soldier', altså som en ko eller en tyr = altså, hun evnede selvkontrol.

Hun blev sjældent vred, og når hun gjorde (jeg gjorde mit i starten, inden jeg begyndte at stole på hende), når hun blev vred, så blev hendes brystkasse lidt større, inden den igen blev mindre. Hendes stemme lød så lidt anderledes, efter en dyyb vejrtrækning med synlige skuldre sænket.

"Vi Gik Med" - jeg har aldrig læst den siden. Men jeg husker flere scener fra den, lige nu, med lukkede øjne. Ikke ord, ikke billeder, men følelser. "Insouimise" på fransk betyder rebelsk. Angelsparks har en skøn sang og musikvideo der hedder det samme, om H.V.O.R.D.A.N at stå op for sig selv, f. eks. imod en mands psykiske vold. "Vær vand min ven. Vand kan enten brage eller buldre. Vær vand min ven" - Bruce Lee (uden for kontekst - jeg er i et skriveflow lige nu, og søger havet).

Jeg gik igennem min genner i dag, noget jeg ellers sjældent gør - når en tekst er skrevet, ved jeg inderligt at jeg aldrig kommer i samme flow igen, som jeg var i, i processen. Gudskelov, til tider, og øv, til tider. Øv - altså, øvelse.

Ikke fordi øvelse gør mester (! hvem ville dog være mester, og blive jaget konstant?! "..., a master never ever frees his slaves,..." - brudstykke fra en sang af Akala, legende legende - altså en freestyler, her selvfølgelig uden for kontekst.

Men fordi øvelse er sjovt. Øvelse er leg. Øvelse er meditation. Øvelse kan være træls, gentagende og stedet hvor sorg bor, eller vrede og kynisme, eller... Ella Baker.

Anyways, et gammelt digt jeg engang skrev, vistnok omkring (!!!) år 2010. Når jeg tidligere skrev at jeg var skør i den periode, er det bla. fordi at jeg forsøgte at ændre mit eget tankesprog, først matematisk (umuligt), så fransk (...) og endelig engelsk. Lyden var forskellig i alle 3, men det var udgangspunktet ikke - den høje eller lave start; den blide eller den hårde. Chok, eller vækkelse. Det rigtige ben ud af sengen, eller det forkerte. Verden er ikke sort-hvid, åbenlyst - alt er relativt, og tænkeren der tænker det OG MÅSKE FØLER D OZ, er også selv relativ; betinget, i et fængsel. Eckhart Tolle har en fortælling (han har mange (...)) om Stephen Hawking, som han mødte på et uni, tilfældigt. Tolle har skrevet om hvordan Hawking virkede som en der havde accepteret sin skæbne, pga multiversteorien. Multi. Vers. Teorien. I parentes - Hawking var et ledt røvhul imod sin familie, som de selv er stået frem med efter hans død = for Hawking var intet vigtigere end missionen, end ikke dem der var med på den, med på rejsen, en del af erkendelsen.

Faktisk... fuck dét digt jeg ville have delt. Fuck it. Jeg deler det efter teksten her. Begge tekster er sendt på forskellige kanaler til diverse personer, alt efter relativitet (tid-rum-kontekst), og så meget som var menneskeligt muligt. Altså, mit er jo ikke vigtigere end andres, jeg ved blot at det er noget jeg selv ville læse, hvis bare en eller anden gad skrive det, og samtidig leve det. Leve freestyle - ikke konstant spontan, som et modbydeligt røvhul, eller levende ultimativt og totalitært, men blot levende dynamisk, med et ønske om ikke at blive statisk (stiv, rigid, kynisk/vred/inaktiv i sin sorg).

Inden deling af novellen "Magneten" (ikke skrevet færdigt, endnu...), og inden dernæst deling af digtet "P.E.N", vil jeg lige dele 2 citater. Det ene af anonym, det andet af Jiddu "Krishnaji" Krishnamurti.

"Anarkisme betyder ingen ledere
IKKE ingen regler.
Privat ejendom, samtykke,
og selv-ejerskab
er essentielle for et
frivilligt samfund."

(fundet via Chuck Paluhniuk).

"Addiction to knowledge is like any other addiction; it offers an escape from the fear of emptiness, of loneliness, of frustration, the fear of being nothing. The light of knowledge is a delicate covering under which lies a darkness that the mind cannot penetrate. The mind is frightened of this unknown, and so it escapes into knowledge, into theories, hopes, imagination; and this very knowledge is a hindrance to the understanding of the unknown. To put aside knowledge is to invite fear, and to deny the mind, which is the only instrument of perception one has, is to be vulnerable to sorrow, to joy. But it is not easy to put aside knowledge. To be ignorant is not to be free of knowledge. Ignorance is the lack of self-awareness; and knowledge is ignorance when there is no understanding of the ways of the self. Understanding of the self is freedom from knowledge."
J. Krishnamurti
(Excerpt from the book: Commentaries on Living, Series 1, Chapter 9, 'Knowledge').

_Magneten_ (WIP - Work In Progress)=

RUK.

Havde hun taget den forkerte bus? I toget var hendes ører blevet kradset så voldsomt i af stemmerne fra højtaleren der bekendtgjorde destinationen på fremmede sprog, at hun ikke kunne høre sig selv tænke, stadig, her en time senere.

RUK.

RUK? Var det her? Det kunne det da umuligt være, var de eneste tanker i puslespillet af rytmer og vibrationer som magnetisk klikkede, i hendes trætte hoved. Var det her? Var det her at de skulle mødes? Det kunne da ikke passe.

RUK var da så vidt hun vidste ikke en tom parkeringsplads, men det var dette stop som buschaufføren, en mørklødet mand, havde fortalt hende var RUK.

RUK, anstalten for fysisk syge, i fagsprog initialerne stående for "Rengørende Uønskedes Konservetank" men på gaden blot kaldt Anstalten, var mødestedet for de fire tidligere veninder, men hun kunne ingen af dem se.

En stank var derimod ikke til at tage fejl af - denne parkeringsplads måtte grænse op til en nyligt gødet mark, og hun fortrød med det samme at hun uden at hverken se, lytte, høre eller lugte inden blot var hoppet ud af bussen, uden hendes sædvanlige "tak for turen!" til chaufføren, men hun havde jo travlt, allerede forsinket, og havde i springet fra bussen og ned på asfalten fortsat i et halvt løb, med bussen hurtigt forladende hende og den asfalterede plads, herude i ødemarken.

Den sænkede sol, orange og lilla, med et strejf af nuanceret mørke over sig, lyste måske men var til ingen hjælp her - ingen biler, ingen busser, ingen veninder, intet liv i miles omkreds. End ikke en fugleklat var til at spotte, og hun vidste derfor at bylivets puls ikke var at mærke her - dette var helvede.

Solen kunne lige så vel have været højt oppe og hun blind, eller helt væk og hun selv et spøgelse, og stemningen havde været den samme - intet liv. Kun asfalt og marker, og sko der ikke var egnede til bakker.

For nok var her tomt og forladt, men de nøgne bakker overalt fik hende til at indse, at hendes spørgsmål til buschaufføren om at sætte hende af på RUK måtte være blevet misforstået. Han havde ellers haft en dansk accent, men hun vidste inderligt at mænd altid misforstod. Særligt hende. Særligt når hun havde den røde regnfrakke på som nu, som strammede sådan men som så så selvsikker, charmerende og stilren ud, med nuancer af bordeaux og beige i blandede mønstre, blandt andet.

Men lige nu føltes den tætsiddende krave, med hætten fæstnet, som både kvælende og utilstrækkelig - hylende vind der snog sig rundt om bakkerne og direkte til hende gav kulde og rystede hendes kropsholdning så hun næsten væltede, men samtidig var den for hende utilpassede regnfrakke alt, alt for stram - og hun i et dilemma.

Hendes fire veninder hun skulle mødes med, Agnette, Betina, Christina og Abreshmina, eller bare Mina som veninderne insisterede på at kalde hende, havde overtalt hende til at købe en ny mobiltelefon, da de var på tilbud, men hun havde glemt den i toget, til lyden af stemmerne der råbte "Næste stop. LÅNENBÅD", på alverdens sprog.

Abreshmina's bror Abdel var endelig færdiguddannet på RUK, efter 15 års fysisk træning på den lukkede anstalt, og trods Abreshmina havde ønsket at lykønske ham alene, så havde venindeflokken kollektivt besluttet at det skulle fejres med maner. Hvad Abreshmina ikke vidste var at de alle var forelskede i Abdel, åbenlyst bortset fra Abreshmina selv, forelskede og forgabte i de billeder han sendte til Abreshmina, af sig selv og de andre indespærrede. Eller tilmeldte, som Agnette havde gjort Nina opmærksom på, korrekt.

Men hvor var de, hendes elskede kollektiv? Hvor var de, hendes elskede søstre?

Hun mærkede nu vinden tage til, og mørket sænke sig. Solens sidste stråler gav himlen et mørkeblåligt skær, og kulden fra vinden måtte have spredt sig til hele hendes krop - for den forfærdelige stank af kogylle og hestefylde var nu næsten væk; hendes næsebor helt lukket i i desperation.

En smag af metal fra smøgen i kæften spredte sig, en cigerat som Nina havde puffet på halvt ubevidst trods vind, kulde, angst og forvirring. Smagen måtte være hendes læbestift der farvede filteret på "The Cancerstick" som Christina kaldte tobakken for, tænkte Nina, inden hun smed den fra sig, i en skraldespand på den tomme parkeringsplads. Hun forgiftede gerne sig selv, men ikke sit miljø.

_Pen_

When everything is relative, what is relevant?
which element elevates eloquent development,
without the ego turning decadent?

Which breath is a wave, and which is the sea?
Which thought is a grave, and which is free?
You cannot be a slave, dear condition degree.

They say to meditate; know how to relate.
I can't elevate, if I don't close your gate
The doors of my mind
must be shut behind a world so blind,
so so
deaf, dum and kind, solidarity rewinds the rhyme
into letting go.

Relativity shows flows so deep,
that to swim with blows lands you at the keep
The stronghold of love an illusion more steep,
than the slopes of Mount Reap, creep, I do not C U

The harvest of elements,
artists shows evidence, of hate turned irrelevant
farmers of love, but reapers of the malevolent
Let this be my testament:

Silence is violence,
when relativity becomes compliance
and makes way for pseudoscience
when racism and monetary reliance
defies defiance.

A toast to the healing power of hate
negation of the false defaults, the hurts,
into salts for us to appreciate.
I do not know the words,
but know my fate;
to feel the element of birds;
the ground we stand on rotate;
I & I reality into weight.

neutrality achieved,
positivity increased,
negativity released!

((@ ansuorheim@hotmail.com / orhyme@proton.me))