Jeg skulle krydse hovedgaden, som er blevet en temmelig trafikeret vej efterhånden. Når køretøjerne drejer fra i rundkørslen, så aktiveres speederen, når den lange, lige strækning åbner sig.
Skal man krydse gaden i bil, til fods eller på cykel, så er det nærmest med livet som indsats.

Med alle sanser vakt, var jeg nået til den halsbrækkende disciplin, hvor jeg skulle forcere gaden.
Instinktivt fornemmede jeg ud af øjenkrogen, at der kom et rødlakeret køretøj fræsende med sømmet i bund.
I et forsøg på at frelse livet, trak jeg skyndsomt storetåen ind på fortovet igen og afventede et nyt hul i trafikken.

"Dæmonen", der kom ræsende, viste sig at være en ca. 80-årig dame med hvidt, nypermanentet hår, som sad i en handicapscooter af mærket Spitfire Scout.
Hun var iført en lægget nederdel, der dækkede et par spidse knæ, brune snøresko, hvid skjortebluse og en broche med kameliadame. Gashåndtaget var trykket helt i bund, mens hun bøjede sig frem over styret. "Dødsmaskine og pilot" passerede mig med ca 15 km/t., og det lød grangiveligt som om, at den både var hakket og boret!
Pandehåret blæste bagud, mens enden var skubbet tilbage i sædet. Et klukkende grin forkyndte, at hun morede sig kongeligt, dog uden at se sig om til højre eller venstre.

Det var et syn, som jeg nødig ville have været foruden, og jeg betragtede, hvordan hun liggende ind over styret forsvandt op ad bakken i retning mod plejehjemmet.

Jeg føler, at der er noget at stræbe efter, når min tid kommer.