Jeg er ikke længere, derfor er jeg alt. Følelsen af at være spædbarn, at se verden for første gang. Det er sådan, jeg ser den nu, føler den for første gang. Fuldkommenhed er kun til stede her. Jeg leger i den, endelig kan jeg flyve, som jeg altid har drømt om, frihed uden maskiner til at bære mig herop. Endelig har jeg friheden til at være, hvor jeg vil, jeg er ikke længere bundet af det jordiske. Det er nat i den levende verden, stjernerne lyser så klart over mig, de føles ikke længere langt væk. Jeg mærker lyksaligheden og er lige ved at drage ud imod deres klare lys.
   "Camilla!" Igennem natten og havets brusen mod strandbredden under mig, kalder din velkendte stemme. Du standser mig i min kommende rejse. Er du bange? Det forbløffer mig, at jeg ikke længere kan mærke din frygt. Ikke ligesom dengang hvor jeg holdt om dig.
   "Camilla!" Skriger du nu. Du har fået øje på noget ud i havet. Jeg undrer mig over den livløse krop under mig, der følger bølgernes gang. Op, ned, op og ned. Er det virkelig mig, du råber efter? Hvis du bare vidste, at jeg ikke længere var i live, ville du ikke kæmpe sådan imod bølgerne, trodse den selv samme strøm, som jeg lod mig drukne i. Men du er stærk, og din frygt har vækket din vredes styrke. Du kæmper, som om det gjaldt dit eget liv. Jeg svæver ned til dit sammenbidte ansigt i det mørke, hvor du får fat i kroppen.
   "Camilla, for helvede." Ordene hvisler ud af din mund. Jeg kan høre, du ikke længere er vred på mig, men en bølge tager dit ansigt ind under sig. Du dukker hostende frem fra dens brud, mens du stadig holder fast. Selv her hvor jeg er nu, beundrer jeg din styrke. En sidste bølge prøver på at trække dig ned, men du når at rejse dig op, så vandet kun går dig til brystet. Kroppen, du bærer på, er helt underlig, slatten og kluntet som en kludedukke, mens du trækker den ind på stranden. Jeg føler mig fri nu, hvor jeg ser, jeg ikke længere er bundet til dens fysiske lænker. Du falder sammen i det fugtede sand, trækker min krop helt ind til dig. I en pludselig bevægelse ligger du kroppen ned på sandet. Første hjælp! Selvfølgelig kæmper du videre for mit liv. Du tæller til de tredve, imens du pumper min krop for mit allerede stille hjerte. Det nytter ikke, men alligevel ligger du mit hoved parat til, at du kan give min krop et åndedræt. Det nytter ikke. Du forsætter. Du har altid været stædig. Langt om længe giver du efter. Din frygt forsvinder, imens din vished slår ind, at jeg ikke kan være hos dig mere. Du omfavner mit forladte hylster, og lader den hvile i dine stærke arme og dit skød. Dengang jeg var i live, drømte jeg altid om dette øjeblik, hvor du ville holde mig ind til dig. Hvis jeg havde kendt til dette øjeblik dengang, ville jeg have spurgt, hvorfor du først gør det nu, når jeg ikke længere er her. Jeg ser det så klart nu. Jeg forstår dig. Du holdt af mig, du elskede mig. Mine minder giver mig deres vished. Men der er kun et minde, jeg ønsker, der skal forblive og hjælpe mig videre på min nye rejse. Jeg hviler mig, som om jeg stadig levede i den krop, du holder om. Du holder dine øjne stramt lukkede, så du rynker hele dit smukke ansigt. Du må ikke gemme dig mere. Den stærke vind har ubarmhjertigt lavet en sandmaske i dit våde ansigt, og dine sjældne tårer laver spor i dem. Jeg kan ikke længere børste sandkornene væk for dig. Jeg kan ikke længere tørre dine tårer væk. Jeg er ikke længere. Du holdt virkeligt af mig. Nu er jeg lykkelig for, at jeg fortalte dig, hvor meget jeg holdt af dig, da jeg havde chancen. At jeg også elsker dig. En tåre samler sig på dine øjenvipper. Den falder, da du endelig åbner dine øjne. De er som dengang, for længe siden, hvor jeg så ind i dig. Intet er som deres klarhed og dybde, hverken himmelen eller havet. Dengang var jeg bange for at blive opslugt af dem. Det er jeg ikke længere, og jeg lader mig forblive en del af dig sammen med stjernerne.

Det var sommer. Jeg kan i hvert fald huske, det var så bagende varmt udenfor, at jeg sagtens kunne modstå den lokkende sol. Jeg stod og legede med opvasken. På en måde var jeg nok ikke et helt normalt barn, men jeg synes sæben var sjov, og jeg elskede at skylle de grimme madrester fra mors fine porcelæn. Ligesom regnen altid gjorde ved verden, tænkte jeg. Jeg var lige flyttet sammen med min mor. Far ville ikke have os mere, troede jeg dengang. Vi boede tættere på byen, så mor kunne komme hurtigt på arbejde. Jeg skulle starte i skole kun et stykke længere ned ad gaden. Jeg glædede mig slet ikke. Bare tanken om den gjorde mig så nervøs, at jeg blev tørstig. Efter at jeg havde vasket de sidste tallerkner op, hældte jeg sæbevandet ud. Det var ikke rent nok mere. Jeg startede forfra igen, kom den gyldne sæbe i og tændte for det varme vand. Min mor kom tit og sagde, "Lille Camilla, hvordan får du til at skumme så meget?" Men det var søndag Det var en af de dage, min mor arbejdede bedst med roen omkring sig. Så hun lod mig klare de små opgaver i mit eget tempo, men selv for mig føltes det som en evighed, før skummet nåede ud over baljekanten. Jeg havde rigeligt tid til at se op og ud på vejen. Der var du. I skyggen af det store træ til vores smalle indkørsel. Det var første gang, jeg så dig. Jeg havde ingen ide om, hvor længe du havde stået der med din sorte mountainbike. Med min hånd prøvede jeg på at skærme for solen for at se dit ansigt bedre, men solen stod ind af køkkenvinduet, og gjorde det svært for mig. Du vinkede til mig, helt roligt ikke med et barns iver. Stadig med viskestykket i min hånd vinkede jeg forsigtigt igen. I kontrast til den skinnende asfalt bag dig kunne jeg se, at du ændrede dine bevægelser. Du ville have mig udenfor. Jeg rystede forskrækket på mit hoved, så mit hår fløj frem og tilbage. Jeg var bange for dig i skyggen. Hurtigt løftede jeg viskestykket igen, denne gang sammen med børsten, så du ikke kunne være i tvivl om, at jeg var i gang med pligter. Ved hjælp af kontrasten igen kunne jeg se, at du trak på skulderne, inden du cyklede videre. Jeg var for bange til at se efter dig. Jeg skyndte mig at fylde et af de glas, jeg lige havde vasket op og drak så hurtigt, jeg kunne og var for skræmt til at bemærke, at vandet var varmt.
   Havet er hensynsløst og faretruende. Den vil med stor glæde opfylde mit brændende ønske om at forsvinde, at lade mig slippe fri fra alt, hvad der ligger bag mig; skolen, min mor, strandhuset med den bragende larm fra festen. Festen, hvor du er. Jeg har mistet dig helt. Det gør så forfærdeligt ondt. Det er ikke som en smerte, man kan få et sår af. Nej, for et sår kan heles. Denne smerte er som en evig lidelse. Jeg kan kun finde en løsning på at slippe af med den og dig for evigt. Det dystre hav ved det samme.
   Det iskolde vand er ved at gøre mine bare fødder følelsesløse, kuldens før frygtindgydende stikken kan jeg ikke længere mærke. Isflager langs strandkanten er blevet revet op af den vrede storms bølger. Jeg træder længere ud i havet, og min tynde stjernekjole bliver gennemvædet af en bølge til op over livet på mig. Jeg kommer ud til dig nu, tænker jeg til havet. Den demonstrerer sin frygtfulde magt for mig. Den trækker mig mere til sig, for hvert skridt jeg tager. Pludseligt mangler bunden under mit trin. Der er ingen modstand for min fod, og jeg falder helt ned i mørket af vandet og i stilheden for stormen. Her er mørkt og fyldt med uvished. Vandet er også forbandet koldt. Det får mine kinder til at brænde. Jeg kan ikke længere finde trøst i havets omstændelighed. Jeg kan heller ikke længere mærke ro i dens overflod af magt. Den magt, jeg altid har følt en tryghed i at vide, noget er større end mig. Det hele er ligegyldigt, selvom jeg nu ligger i dens midte. Jeg kan mærke strømmen. Den fører mig rundt til siden, fælder mig, så jeg ligger ned, og den trækker mig tilbage og ud igen. Mine ben sparker ud, og mine arme vifter rundt. Det er som om, min krop ikke vil acceptere, at der ikke er mere at kæmpe for. Hvad der er oppe og nede, ved jeg ikke længere, og i et svagt øjeblik bekymrer jeg mig. Min krop kæmper som en gal. Jeg føler mig splittet op. Jeg vil ikke bruge flere kræfter, men alligevel er jeg for bange til at lade være. Der er så mørkt, og i en evighed sluger det isnende vand varmen fra mig. Da min krop endelig giver op, får jeg ro til at mindes, og friheden opsluger mig.

Nogle år gik, men allerede fra første dag på Bakkeskolen blev vi uadskillelig. Vi udgjorde det bedste makkerpar i klassen. Du klarede matematikken. Forklarede det, så selv jeg kunne forstå det, imens jeg tog mig af kommasætning ved hjælp at kryds og bolle. Du var den af os, der altid havde styr på, hvad der foregik. Det var som om, de andre i klassen blev ligegyldige. Når bare jeg kunne være sammen med dig, lod jeg oven i købet også min vandflaske stå. Så tryg blev jeg i din tilstedeværelse. Det fik jeg også fortalt en dag, kan du huske det?
   "Margit er bare så åndssvag!" Jeg havde holdt mit raseudbrud tilbage hele vejen ned til cykelskuret, og jeg lod nok knapt mærke til, om du var i hælene på mig.
   "Hvad sagde hun til dig?"
   "At jeg drikker for meget. 'Du skyller din egen krop ud'" forklarede jeg, imens mine hænder vippede under hagen, ligesom Margit, skolesygeplejersken altid gjorde, når hun forklarede hendes grænseoverskridende teorier om os.
   "Hun er da også bare dum at høre på."
   "Ja hun er! Ved du hvad, hun påstod?" Jeg vendte mig vredt imod dig og fortrød hurtigt min reaktion, da jeg så ind i dine øjne. De forvirrede mine tanker.
   "Nej." Svarede du roligt, imens jeg fumlede med min cykelnøgle ved låsen.
   "Hun sagde, jeg har et vandmisbrug!"Klink, lød det fra cykellåsen, da den gik op.
   "Ej, det mener hun da ikke?" Du var lige ved at grine.
   "Jo, hun gør! Jeg prøvede flere gange at forklare, at sådan noget findes der da ikke."Jeg hev og sled min cykel ud fra den tætpakkede række. Ligeglad med om den eller dens naboer ville tage skade af, at jeg var så voldsom.
   "Hun er altså åndssvag," medgav du mig, imens vi begyndte at gå.
   "Jeg synes da ikke, du drikker så meget."
   "Nej, men det er også fordi, jeg ikke er bange, når jeg bare er sammen med dig." Jeg blev helt chokeret over min egen ærlighed. Jeg havde altid fortiet det, selvom jeg så længe gerne ville have fortalt dig, hvor glad jeg var for at slippe for min tørst efter vand i min hals, når vi bare var i samme rum. Jeg kunne mærke, mine kinder blev varme, selvom det var ret koldt.
   "Det er jeg glad for at høre." svarede du helt afslappet som altid, men jeg ville ikke se på dig. Mine kinder blusede, og mine øjne lynede sikkert stadig i vrede over Margit.
   "Camilla?" Du var tøvende i din stemme. Det var sjældent, at du var nervøs. Jeg kan nu huske, det havde været en meget underlig dag, som om rollerne imellem os var bytte rundt, selvom jeg følte, at jeg altid kunne være mig selv sammen med dig.
   "Ja. Alex?" Jeg undertrykte trangen til at holde om dig. Det var en fremmed ting for mig allerede dengang.
   "Kunne du tænke dig at komme hjem til mig i morgen?" Hjem? Dit hjem? Mine tanker var blevet spændt op igen og skudt af sted med så meget fart på, at jeg slet ikke kunne fange dem igen.
   "Jeg har længe tænkt på, at... Min mor har haft det godt i lang tid, og min bror og jeg tænkte, at det kunne være godt at se, hvordan hun ville tage imod dig." Du var meget nervøs. Dine ord væltede ud over hinanden, som om de alle ville være de første til at forklare, som om du undskyldte på forhånd.
   "Ja, selvfølgelig Alex." Jeg havde glemt alt om Margits påstålighed, og vendte mit smilende ansigt imod dine klare øjne.
   "Hvad fanden er det, du har gjort Camilla!" Dine trin rammer så hårdt i vandet, at selv træplankerne under dine fødder giver højlydt efter. Så hurtigt som muligt prøver jeg at komme ned af trappen. Men du når at indhente mig, og du har ikke taget farten af, da du uden nåde vælter mig de sidste trine ned. Fortumlet bliver jeg pludselig taknemmelig for det ildelugtende, muggengrønne stuetæppe, da den tager så blødt, den nu kan imod mig. Jeg kan kun skrige!
   "Jeg gjorde jo for din..."
   "Hold kæft, kælling!" Brøler du ud. Jeg vender mig ømmende om på siden og kigger op på dig. Dine øjne tordner, da ved jeg, det er sket. Det er som om, du også har slået tiden ud af alle de fremmede ansigter omkring os. De er stivnede for din vrede. Jeg kan se, dit bryst hamrer ud og ind som i takt til den forfærdelig ens formede teknomusik.
   "Skrid." hvæser du af mig, næsten uden din åbne mund bevæger sig. Noget bliver kvast inden i mig, ligesom hvis du trampede mig hårdt i brystet. Du har aldrig sendt mig væk før.
   "Alex, jeg..." Jeg prøver på at komme op og stå.
   "Hold så kæft! Du har ødelagt alt. Det er dig, som slog min bror ihjel!" Du hiver fat i min arm og slæber mig hen imod glasfacaden, der vender ud imod havet. Med alle dine kræfter slynger du mig ud i regnen på den smalle terrasse. Jeg triller ud over kanten på den og ned i det lange, skarpe græs. Stofferne har bredt sig, for det gjorde ikke så ondt, som det burde, men en panik spreder sig i mig. Jeg kæmper for at komme op og stå og falder flere gange. Med min ene arm støttende til den høje træterrasse lykkes det mig at komme til at kigge op efter dig over dens kant. Men du er allerede væk.
   "Alex." piber min påvirket stemme. Jeg føler mig farligt sløv, imens den drukner i regnen og den buldrende musik. Glasdøren er blevet lukket til, uden jeg opdagede det.
   "Alex!" prøver jeg igen. Men der er ingen reaktion. Festen og stofferne brager der ud af uden mig. Jeg begynder at fryse i vinterregnen. Min krop har lyst til at ligge sig ned igen. Nej, tænker jeg, jeg må ikke sove. Jeg er påvirket, kold og rædselsslagen for dig. Jeg må væk og begynder at vandre imellem sivene foran mig uden at tænke på at finde en sti. Jeg må bare væk fra strandhuset og dig. Mine netstrømpesokker bliver hurtigt revet op af stenene under mine slæbende fødder. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg mistede mine sko. Pludseligt går en bølge af forskrækkelse igennem mig. Foran mig kaster havet sig hensynslyst og faretruende imod mig.

Mit hjerte galoperede, og jeg tog mig til mit kraveben. Jeg havde virkeligt fortrudt, at jeg lod min vandflaske ligge derhjemme. Min hals føltes så kradsende tør, at det gjorde ondt. Jeg kunne høre Joakim og dig tale sammen lige indenfor. Jeg bankede stille på. Dine trin kom hurtigt hen til døren.
   "Hej Camilla." Du var så forventningsfuld, at selvom jeg følte mig tør, kunne jeg mærke noget vådt samle sig i min øjenkrog. Du var virkelig glad for at se mig. Jeg trådte frem, og du gav mig et hurtigt klem, som du plejede. Hurtigt viste du mig ind i køkkenet, hvor din bror stod afslappet med en øl. Jeg havde aldrig været i dit hjem før, selvom vi havde kendt hinanden i mange år. Jeg var målløs. Intet var, som jeg havde troet. Alt var rent og lyst. Der stod endda friske blomster på det blankglaseret birketræsbord, og i alle de store vindueskarme stod der tre potteplanter med perfekt mellemrum til hinanden. Belysningen i rummet var overstrålende. Det var som at træde ind i sommeren og efterlade efteråret udenfor vinduerne. Jeg vidste godt, din bror var elektriker. Det kunne man også se på, hvordan lamperne var så mange og små i loftet som en stjernehimmel.
   "Waow.." min stemme pep på grund af min hals.
   "Er du blevet hæs?" Du så bekymret på mig.
   "Nej..." hviskede jeg, så det ikke gjorde for ondt. "Jeg kan vel ikke få et glas vand?"
   "Selvfølgelig," svarede din bror. Han vendte sig om for at finde et frem. Da han åbnede overskabet, der også var af glas, blinkede lågen i lyset, som var det af krystal.
   "Hvor bor I flot." Hviskede jeg.
   "Tak, det tror jeg, min mor bliver glad for at høre." Du smilede, og jeg mærkede varmen stige inde i mig, heldigvis i maven denne gang.
   "Her." Som krystal tænkte jeg igen, da din bror rakte mig det kolde glas vand. Jeg tog først grådigt en tår, og det hjalp med det samme.
   "Vores mor bruger meget tid herhjemme, så hun gør meget ud af tingene her." Jeg smilede af din forklaring. Selvfølgelig var det ikke din bror, der havde så god smag. Han var nok ligeglad ligesom du.
   "Kom." Du tog min frie hånd og førte mig fra køkkenet videre hen forbi det kæmpe spisebord rundt om et hjørne af en hvid stenmur, der stoppede, så stuen hang sammen med resten af det overvældende rum. Henne ved det fjerneste vindue stod en kvinde bøjet over en rød blomst, som hun nussede bladene på og hviskede til.
   "Mor." Du kaldte meget forsigtigt for ikke at forskrække hende i hendes egen verden. Hun så først ud af vinduet, som om det var en derudefra, der talte til hende.
   "Mor."
   "Ja, Alexandra." Svarede hun helt stille, som om hun talte til sin lille pige, imens hun nussede videre. Hun er meget i sin egen verden, tænkte jeg. Under den langstrikkede og afslappede trøje kunne jeg se, at hun stadig havde en yndefuld krop. Hun passede så godt ind i det smukke rum, som om hun var dukken i sit eget dukkehus.
   "Mor." Din bror trådte hen på den anden side af mig. Tættere end han plejer at komme på mig, bemærkede jeg. Du holdt stadig fast i min hånd.
   "Ja, Joakim." Svarede hun igen med en mors tålmodige stemme.
   "Vi har besøg af Alexandras veninde."
   "Besøg? Det var da dejligt skat."
   "Hun hedder Camilla," præsenterede du mig, og imens gik Joakim et lille skridt frem imod hende. Din mor så smilende op på ham. Jeg blev åndeløs og glemte alt om min tørre hals og glasset i min hånd. Hun var så smuk. Hendes hår så blødt ud, da det faldt væk fra hendes hjerteformede ansigt, hvor der ingen fejl var. Hendes øjne var kastanjebrune, du ved, med det skær som kun sollys kan lave i dem. Din bror tog din mors hånd og drejede hende forsigtigt over imod os. Dig og din bror så det ikke. Men skæret i hendes øjne forvandlede sig til lyn af harme imod mig. Først da hendes smil forsvandt, kunne jeg mærke, du blev anspændt, da du klemte min hånd.
   "Det er hende Joakim." Hendes stemme var stadig stille, men tonen var på ingen måde blid mere.
   "Alexandra gå væk fra hende!" Skreg hun pludseligt og sprang frem imod mig. Beskyttende trådte du ind foran mig, men din mor nåede aldrig så langt. Din bror fik hurtigt godt fat om livet på hende. Det var næsten som om, hendes hår begyndte at rejse sig i vanvid.
   "Joakim, det er hende! Vandheksen!"
   "Kom." Sagde du og begyndte at trække mig væk.
   "Hold dig fra min Alexandra!" Din mor skreg så jammerligt, at det skar i mig. Jeg havde været din bedste veninde i så mange år. Jeg kunne ikke forstå det, der skete. Det var som om, din mor forbandede mig, imens du førte mig tilbage igennem køkkenet.
   "Joakim!" Din mor bønfaldt nu. Der var gråd i hendes stemme.
   "Joakim! Det er hende, der gør det af med os alle sam..." Du smækkede døren hårdt i, da vi kom tilbage i gangen ved hoveddøren.
   "Kom." Stadig med et godt tag i min hånd førte du mig op ad den sorte jerntrappe. Med mine bedste balanceevner tog jeg hurtigt en tår vand fra glasset. Hvor var jeg dog bare tørstig, kan jeg huske, jeg tænkte, men jeg sparede på vandet af frygt for, jeg skulle løbe tør. Din mor skreg stadig under os, men huset var godt isoleret, så jeg forstod ikke hendes ord, der var en mumlen nu.
   Gangen, du førte mig hen ad, var mørkelagt. Du havde ikke taget dig tid til at tænde lyset. Kun det dunkle grå lys fra skråvinduerne trængte ind her. Vi kom ind i det rum, der kun kunne være dit værelse. Hurtigt lukkede du døren bag os igen og gik over til din seng med mig lydigt i din hånd.
   "Undskyld Camilla," hviskede du sårbar og stille. Jeg satte glasset fra mig og holdt dig ind til mig.
   I en tid sad vi bare der på sengen, hvor jeg holdt dig trøstende ind til mig. Dit værelse lignede på ingen måde resten af huset. Din ynglings farve havde altid været sort. Jeg kunne forestille mig, at du ikke havde fået lov til at male om, og havde derfor gjort rummet tungt af de sorte møbler. Der var indelukket på dit værelse, og jeg kunne lige nå at åbne et vindue fra. hvor jeg sad, den kølige vind var mere end velkommen. Med mine lukkede øjne lagde jeg mit hoved på skrå helt ned i dit hår. Det havde min ynglings duft. Duften af dig. Jeg begyndte at vugge dig. Aldrig havde jeg oplevet dig ked af det på denne måde før. Næsten utrøstelig, men jeg gav ikke op, og til sidst standsede din snøft også helt. Jeg trak dig ud fra mig og tabte vejret. Jeg blev opslugt af dine øjne. Alle mine følelser væltede rundt i dem, som om mit liv endelig var blevet blottet fra tidevandet. Jeg kunne have tilstået alt for dig i det øjeblik.
   Døren blev smækket op. Der stod din bror og prustede med vilde vejrtrækninger. Med begge sine hænder holdt han fast i dørkarmen, som et vilddyr, der havde trængt sit bytte op i krog, og ville holde den der.
   "Du må hellere tage hjem..." han så ikke på mig, men holdt kun sine øjne rettet mod dig, "Camilla." Først da vendte han sit blik mod mig med et påtaget tandsmil. At efterlade dig alene sammen med den galning var det sidste, jeg ville gøre.
   "Alex kan sove hos mig i nat." Din krop gispede, og du rejste dig hurtigt op.
   "Nej, jeg bliver her Camilla." Du trak mig op fra sengen og skubbede mig frem mod døren, hvor din bror gjorde plads for mig stadig med det overspillede tandsmil. En sidste gang vendte jeg mig mod dig, tog fat i begge dine skubbende hænder for at se på dig. Dit ansigt var forandret, fortrængt for alle dine følelser. Selv dine øjnes blå var stille. Frygtelige stille.
   "Gå." Et lavt og bestemt befaling kom kun over dine læber.
   Jeg skulle ikke have gået, men det gjorde jeg. Vanen var for stærk for mig. Jeg var vant til at gøre, hvad du sagde, jeg skulle. Ingen lyde kom fra jer og bragende gik hoveddøren i. Min cykel stod omme ved gavlen under dit vindue. Han var allerede i gang. Jeg kunne høre slagene fra hans bælte, der smældte imod noget blødt som en pude, men jeg vidste udmærket godt, det ikke var den, han slog på. Noget inde i mig sprang op og lod stormen rase. Min vrede var alt ødelæggende. Mit greb om styret blev strammere, og ned af mine kinder væltede dråberne sammen med regnen omkring mig. Denne nat forandrede alt imellem os.
   Min brystkasse pumper som besat for min vilde vejrtrækning. Parret ude på gangen griner højlydt af mig. De er sikkert også på noget. Jeg er så bange, og tror jeg skal kaste op, fordi mit mundvand samler sig og er klar til, hvad end der måtte komme op fra mit indre. Det er et sikkert tegn. Med et hårdt greb har jeg fat i porcelænsvasken, som jeg læner mine hofter ind til. Med et tilsløret skær afventer det tilkalkede afløb mig. Mæt ser mit spejlbillede på mig.
   "Hvem fanden tror du, du er?" spørger jeg den, men får selvfølgelig intet svar. Hvorfor skulle du, Alex også være her i strandhuset? Det er evigheder siden, vi sidst har talt sammen. Du er så vred, på hele verden, på mig. Mit mareridt kommer tilbage til mig. Jeg har stået sådan før, lænet helt tæt ind til spejlet. Med en tynd finger strejfer jeg let til en hårlok, så et ar på min pande kommer til syne, sidste gang blødte det fra den. Sidste gang var jeg i fare. Jeg spytter ned i vasken. Så kom dog! Råbet holder jeg i mig selv, undertrykker trangen til det. Men jeg vil fremprovokere, hvad end det er i mig, der kæmper for at komme ud.
   Med alt for hård kraft får jeg tændt for vandhanen, selvom, jeg næsten ikke rører den. Det fosser ud i en utæmmelig dog kontrolleret stråle. Først prøver jeg på at dæmpe den, men håndtaget sidder fast for trykket. Jeg bliver bange, denne gang for vandet. Med begge mine hænder prøver jeg på at lukke for hanen, men det føles, som om den altid har været svejset fast der, aldrig været lukket. Vaskens bredder løber hurtigt over. Er afløbet også stoppet? Jeg er så forvirret og ikke mindst bange. Det her er sket før. I mit mareridt. Jeg går et skridt tilbage, tænker ikke over, hvor lille rummet er og tumler ind i brusforhænget, falder ind til væggen bag det, og rammer uheldigt bruserens håndtag. Mere vand kommer ud på badeværelsets gulv og ikke mindst på mig. Min tynde kjole klæber sig ind til mig, og mine stiletter glider henover de små fliser i mit forsøg på at komme op igen. Vandet samler sig om mit underliv, bliver holdt sammen af brusforhænget, der er faldet ned for min vægt.
   Endelig kommer jeg op at stå, men min krop tynges fast ned imod gulvet af en fremmed vægt rundt om mig. Det er vandet. Det ligger sig ikke for tyngdekraften, men klæber sig til mig, som om jeg er en magnet for det. Der kommer mere og mere. Det stiger op langs mine hofter, op over livet på mig med en stor udredning for neden, hvor mine ben er samlet i dens midte. Frygten klamrer sig også. Hvis vandet når min mund, min næse vil det kvæle mig. Jeg ved det. Jeg har set det ske før. Selvom jeg prøver på at slå vandet væk fra mig, bliver vandet ved med at komme og stige omkring mig.
   "Camilla?" Stemmen er lamslået, og det samme er jeg. Det er så længe siden, jeg har hørt din stemme. Du er blevet voksen, men den er uden tvivl din. Jeg prøver på at se over min skulder på dig. Underligt nok giver vandet efter og lader mig gøre det. Med samme skær af harme tvinges jeg tilbage til det første møde med din mor. Du er blevet hende, smuk og skræmmende. Disparat sætter jeg i løb. Uden at ane hvordan, kyler jeg en spandfuld vand efter dig. Det forfærdelige er bare, der ingen spand er. Hvad tænker du ikke om mig? Vandet vil ikke give slip på mig. Ude i gangen skriger det førhen smaskende par forskrækket op, da vandet også oversvømmer dem. Trappen ligger nogle få meter væk, men mine skridt er tynget af vandet. Jeg kan også mærke, du løber i det, som om vandet er en del af mig, og jeg mærker hvordan, det rammes af dine høje hæle. Du er ikke bundet af dens bevægelige lænker som jeg.
   "Giv så slip!" Mit skrig er tørt, skingert og høres ikke for musikken. Men vandet giver slip. Det samme gør min fornemmelse af, hvor tæt du er på at nå mig. Jeg når kun nogle få trin ned selv.
   "Hvad fanden er det, du har gjort Camilla!"

Mit hjerte sank længere ned for hvert skridt så det, til sidst lå gemt på bunden af mit rasende indre. I den mørke verden der omgav mig, var følelserne frygt og vrede forseglet. I intet, end ikke i mig selv, kunne jeg finde ro, men det havde jeg aldrig kunne uden dig. En dør kom til syne. Lys langs dens kant afslørede den og tiltrak mig i sådan en grad, at jeg vidste, dette var den rette vej. Vand løb, blev behersket af menneskelige redskaber. Naturen burde aldrig have været blevet tæmmet til at lystre vores evige befalinger. Det er derfor, den gør modstand. Uden at have set ind, vidste jeg, hvem jeg ville møde bag denne dør. Vandet hviskede lokkende til mig fra den løbende hane.
   'Joakiiim.'
   Ingen grund til at forhaste sig. Hele natten lå øde hen. Men helt tæt på døren kunne jeg høre ham nynne helt stille. Badeforhænget skreg skingert over dens metalstang, og bruseren stak i rusten, jammerligt hyl.
   'Dræb!'