Verdens umbra
   Verden var en skygge af sig selv, murene omkring Tarlos blevet utydelige og kun med genskæret fra dem i hans eget lys, viste han, hvor de var. Dette var verdens Umbra. Verdens Skygge. Tarlos havde vandret mange gange i denne verden, men dette var første gang han virkelig forstod, hvorfor den blev kaldt Umbra. Det eneste der ville lyse op i Umbra, var liv, alt liv. Fra et lille græsstrås glød til et menneskes flammende skær. Men her var intet liv udover hans kammerater, ham selv og trådene som forbandt Tarlos og tvillingerne til deres kroppe. Uden trådene ville det være umuligt for dem at finde tilbage til deres kroppe i mørket der om gav dem. Men ved hjælp hans omgivelsers skygger skulle han finde vej til deres fælde, som han havde sat op ude under Uonders rytme af angreb.
   Nogle kaldte på Tarlos på den anden side af den ødelagte husmur. Han fulde følelse af kaldene igennem muren uden at mærke dens normale fast overflade. Han var som et spøgelse, men han havde stadig sin line til livet.

"Kom nu." Takumis livsskær stod stille og ventede på ham, mens Ayumu var mere livlig og nød den vægtløse tilstand de var i og fløj i det mørke rum der var over dem. Tarlos greb også den befriende og fristende følelse og fløj legende ved Ayumus side. Ayumu var en fantastik flyver i Umbra, som en flak der ikke behøvede at anstrenge det mindste for at komme, hvorhen han ville.
   "Vi har ikke tid til det der." Tanken ramte Tarlos som et slag, og han kunne mærke Takumis følelse af utoldmodighed på kanten af vrede eller misundelse. Man kunne ikke skjule sine følelser i Umbra.
   "Han kan ikke lide at flyve." tænkte Ayumu og dalede ned mod sin bror.
   "Det får mig til at føle mig død"
   "Du er nu altså heller ikke særlig god til det" tænkte Ayumu.
   "Jeg kan godt hvis det bliver nødvendigt." forsvarede Takumi sig, "Lad os komme videre."
   Tarlos landede ikke, men svævede af sted tæt på jordens overflade for at finde kendetegn i omgivelserne skyggerne, af hans eget skær. Der var så mørkt. Intet græs, blomster eller i det mindste mos, kun et lille glimt nu og da af en orm eller bille der dukket op ad mudderet under ham. Men ikke mere ind det. Ikke ligesom der hjemme ved søens frodige bedrer og dybder. Det var noget ganske andet at bevæge igennem en sø i Umbra end i den almindelige verden, hvor man kun havde solen som lyskilde der knapt kan nå et par meter ned i vandet. Men i Umbra, ville man se en sø fyldt med lys, nogle gange så overvældene, at man kun kunne finde vej igennem lyset på grund af de mange livs farver. Tarlos nåde til et fald i jorden, det måtte være krateret. Han stoppede op ved dens kant og ventede på tvillingerne. Et lille blink kom til syne ude foran ham, det var et godt stykke væk og blev roligt stører imens den nærmede sig. Tarlos krympede sig.
   "Bare rolig, den kan ikke rører dig her." Takumi var op på Tarlos' side.
   "Den ved ikke en gang vi er her." forsatte Ayumu som om de havde tænkt det samme.
   "Nej, nu er det vores tur til at give den et slag..." Tarlos gjorte intet for at skjule sin fryd over Uonders kommende skæbne, den havde fået deres gruppe til at søge læ i en kold og klam klæder i to lange dage. Nu skulle denne jagt være slut og byttet ville blive jægeren. Tarlos viste det, han viste det. "til dens død."
   "Til dens død." Kom det som ekkoerne fra tvillingerne, de flød videre igennem mørket. Skæret i det fjerne havde en blålig glans. Ingen af dem viste om livs farverne betød noget, men Tarlos havde forvendte at uonders skær ville være rødligt eller måske grønt, men ikke blåt, ikke en kongelig farve. Men det var selvfølelige ligegyldigt. Til gengæld var dens lys bredt men tyndt, livet flød i blodet og uonders blodårer var tynde men mange.
   "Den er faktisk smuk" tænkte Ayumu stille,
   "Ja" med gav Takumi. "På dens egen dyriske og frygtindgydende måde."
   Det kunne Tarlos ikke have beskrevet bredere, den var smuk med dens væv af lys i mørket, men de måtte ikke glemme dens fysiske styrke og at den kun så deres kroppe som føde.
   Som et brud imellem mørke skyer, hvor linjetrukket stjerner kom til syne, fløj uonderen over dem uden at ænsede deres tilstedeværelse. Tarlos kunne ikke undgår at stoppe op og beundrere den. Skal jeg virkelig dræbe det enestående dyr? Han hold tanken for sig selv, men følelsen havde nåede de andre.
   "Det er nu trist, at vi skal slå den ihjel." Ayumu var mærkbart fascineret af den.
   "Nej, det er ikke!" Denne gang ville Tarlos have faldet om hvis han havde stået på sine virkelige ben. Takumi, nærede ingen anger om uonders skæbne, han ville aldrig lade den leve. Takumi forsatte, han behøvede ikke mere Tarlos' hjælp til at finde kærnen af deres fælde. En rakte som Dansel havde brugt alle sine vågne timer på at fylde med alle de månekrystaller deres gruppe kunne undværer. Selve rakettens ydere var svær at se fordi krystallerne skinnede igennem den. De var flydt med energi både fra månerne og deres liv. En lille smule mere og den ville sætte af.
   "Vis mig min plads." Kommanderede Takumi nærmest.
   "Ja. Ayumu vent på mig her." Tarlos gjorte alt hvad han kunne for at holde sine anspændte tanker og følelser for sig selv. Takumi var ved at gå ham på næverne.
   Uden at dele sine tanker viste han vej, til en klippe der dukket pludseligt op i et fladt område, perfekt til Takumi nu hvor han ikke brød sig om at svæve væk fra jorden.
   "Her."
   "Fint sted, jeg gør mig klar."
   "Du må ikke begynde før den kommet tilbage for at vende."
   "Jeg ved det."
   Tarlos fløj tilbage til Ayumu der lavede cirkler og net af sin livsenergi. Han øvede sig. På kort tid havde han lavet det ganske stort.
   "Flot." kommenterede Tarlos.
   "Tak. Det er faktisk rat sjovt. Jeg kan ikke forstå, jeg ikke havde opdaget det før."
   "Du er nu også god til det. Kom."
   Denne gang fulde Tarlos sin intuition og så efter Takumis lys de skulle være placeret over for hinanden. Uonderens lys kom allerede tilbage.
   "Skynd jer!" Takumi virkede urolig for om de nåede at komme på plads. Men der var ingen forhøjning til Ayumu.
   "Har du kræfter nok til at kunne flyve imens I sætter nette op?"
   "Det tror jeg."
   "Er du sikker. Du skal også kunne vende tilbage."
   "Bare rolig, jeg skal nok klare mig. Jeg har været mange gange i Umbra. Jeg kender reglerne." Tarlos kunne ikke mærke nogen usikkerhed ved Ayumu, han kunne ikke gøre andet end at stole på Ayumus egen dømmekraft.
   "Okay her." Tarlos angav et sted hvor der ingen forhøjning var, men til gengæld et godt udsyn til Takumi.
   Da Ayumu lettede, fløj uonderen forbi dem i en fart den aldrig havde vist før. Tarlos måtte skynde sig tilbage til raketten, Ayumu og Takumi begyndte at spænde et kraftigt net imellem dem.
   "Vi ses på den anden side!" Det var vigtigt for Tarlos at de andre viste de ville klare den. Alle tre.
   "Vi ses" igen svarede tvillingerne i ekko, igen som om de var en.
   Hvis Tarlos havde været i sin krop, ville han have været forpustet, men han var langt væk fra sine fysiske lungers begrænsninger. Så er det nu. Tænkte han og gjorte sig klar med sin livskraft næsten forbundet til raketten. Den eneste ting der gik igennem begge verdenerne var energien som kom fra månerne og liv. Han måtte passe på ikke at kom for tæt på raketten og komme til at antænde den før tid. Tvillingernes net havde udformet sig en bund, han ville gerne hjælpe dem med at gøre nette strækker. Men risikoen for at bryde deres fælles koncentration ville han ikke tage. Selv hvis han hjælp dem måtte han give slip på nette når han skulle overfører energi til raketten, og de ville have svært ved at opretholde nette og det ville måske ligefrem briste. Nej det var ikke risikoen vær. Men nette var ikke engang halvt færdig da uonderen vendte om.
   "Kom nu, kom nu." Tarlos var ikke sikker på om tvillingerne mærkede ham, men i så fald antydet de det ikke. Takumi var kommet bagefter. Ayumu gjorte hvad han kunne for at hjælpe sin bror med hans halvdel. Uonderen havde opnået en høj fart af at cirkulere de mange omgange over dem. Den var så tæt på at han kunne se dens omrids. Det lange brede vingefang, den piskende hale og den slog med hovedet som om den var gal. Kunne dens flammehav mon brænde ham, hvis den viste han var her. Han var lige pludselig usikker. Dens flamme var da også blå som dens lysskær. Måske var flammen og dens energi en og samme ting. Men Tarlos blev hvor han var. Uonderen var et fysisk monster ikke en psykisk tænker. Gruppen havde flere gange narret den under deres flugt, hvorfor skulle det være anderledes nu? Hvordan skulle den vide han var her? Den så ham jo ikke før.

Nettet var endeligt spændt ud og tvillingerne styrkede det med de sidste krafter de kunne undvære.
   Nej, uonderen viste ikke hvad der ventede den. Den fløj direkte ind i energinette, men tvillingerne var ikke stærke nok til at holde det, men i stedet for at give slip, svingede de sig ud bagom dyret, så den ikke længer kunne bruge sine vinger. Den var ved at falde lige imod Tarlos, i en perfekt retning mod raketten.
   "Jeg har en gave til dig." Tænkte Tarlos og lod sin energi over fører til krystallerne.
   Krystallerne optog bare hans energi. De havde ikke truede fylde mere på dem da de sad i den trange kælder, i frygt for at de ville springe i luften. Han begyndte mærke hans tanker blev uklarere. Han gav alt hvad han kunne alt for hurtigt, til at han være opmærksom på andet. Men dyret satte ikke farten ned og var lige ved at nå ned til ham. Kom nu, kom nu.