- "NEEEJ!"
   - "RONJA!"
   Deres fingre gled fra hinanden. Aggvards øjne så stjernerne brage ned omkring dem. De tordnede ned i hans verden og skabte rystelser i jorden. Ravnene fløj mellem de faldende stjerner, og deres skrig til dommedag buldrede i hans ører. Hans næse opfangede lugten af den våde jord, der smuldrede under dem. Det sidste der skete var, at Aggvard smagte vandets salte smag.

Han havde længe vidst, at dagen ville komme. Profetien havde været kendt blandt alle væsener i universet, og der var ingen, der tvivlede, da de første tegn viste sig allerede flere år tilbage. Den dag himlen flyttede sig længere væk, havde der været stor tumult. Men som altid med forandring bliver det til hverdag, og folk havde langsomt glemt himlens vandren. Så nu hvor himlen helt forsvandt, og solen gik ud, kom det bag på de fleste. Hans univers var brudt sammen, og nu befandt han sig i uvisheden. Sidste del af profetien sang i hans hoved og fyldte tomrummet: Når verden falder, vil helte fødes. De vil møde et mørke, der vil bestå, indtil de finder hjælp fra dem selv.

Det første der skete var, at Aggvard smagte vandets salte smag. Vandet løb forbi hans næse, og op til de lukkede øjne, hvor det kradsede let, næsten som i en kamp mod solens stråler, der pressede på øjenlågene. Han åbnede øjnene. Solen varmede hans ansigt. Han kiggede op på den og stirrede, indtil det gjorde ondt. Solen? Han troede, den ville være væk for altid. At da den slukkede, ville den være slukket for altid. Profetien fortalte om mødet med et dystert mørke, der kunne vare evigt, så hvorfor skinnede solen? Dens varme stråler havde varmet vandet omkring ham og svøbte hans hoved i et varmt lunt tæppe. Var han allerede kommet videre fra uvisheden? Men han havde jo ikke gjort noget; han havde jo ikke besejret nogen? Han havde hverken hjulpet sig selv eller nogle andre. Han mærkede en trykken i sit bryst og forsøgte at se, hvad årsagen var, men hans hoved bøjede sig ikke meget. Han forsøgte at læne sig forover, men der var ingen reaktion fra hverken ben eller arme. Fornemmelsen i brystet bevægede sig prikkende nedad, og nu kunne hovedet løfte sig en anelse. Aggvard så, hvordan han slet ikke var her endnu. Kun hans hoved og overkrop lå i vandet. Der hvor resten af kroppen plejede at være, var der ikke andet end vand. Det varede dog ikke længe, før han lagde mærke til, hvordan hans muskuløse krop, i takt med de små prik, langsomt tonede frem i vandet. Senerne flettede stædigt og trofast deres vej mellem knogler og muskler. Blodet strømmede fra hjertet og ud i årerne, som blev længere. De fik hjertet til at slå hurtigere - men det holdte stadig en beroligende rytme. Det hele skete i et tempo, der ikke var for langsomt, men samtidig ikke hurtigere, end at Aggvard kunne nå at følge med i det hele. Endelig så han, hvordan huden lagde sig i lag rundt om kroppen. Det føltes normalt igen. Han kunne bevæge sig.
   Han lænede sig forover, så han kunne træde i vande og få et overblik over, hvor han var. Uanset hvor han spejdede hen, var der vand. Faktisk var vandets rolige, blå farve, det eneste der mødte hans øjne, da han begyndte at svømme.
   Der gik et par timer - måske flere, måske færre - hvor han skiftevis svømmede og flød i vandet. Det var svært at se, hvor længe der var gået, for solen på himlen rykkede sig tilsyneladende ikke. Måske gik der slet ikke noget tid. Måske var der ikke nogen tid her. Og det var ikke den eneste ting, der var bemærkelsesværdig. Ligesom med solens stilstand, havde han også først undret sig over, at han ikke blev træt. Han kunne simpelthen ikke mærke nogen form for træthed i sine muskler; de føltes som nye. Konditionen var i top her, og hovedet var helt klart. Der var noget smukt over at være her - hvor end her så var.
   Men så på et tidspunkt, hvis et sådan eksisterede, var der noget der brød skønheden. Lyse, tomme klipper lå forude - land - og han svømmede roligt imod dem. Hans hænder brændte, da de rørte den varme sten, men de hev ham viljefast op fra vandet. Trætheden kom væltende, og han lagde sig til at sove.

- "Du kan ikke ligge og sove hele dagen."
   Det havde været en drømmeløs søvn, men langsomt viste stemmen sig for hans indre blik som en hvid elver-lignende skikkelse. Den smilede roligt til ham, og det var ikke før, dens stemme igen skar omkring ham, at billedet splintredes.
   - "Hallo?"
   Aggvard åbnede øjnene og så en sort klat ligge under sig. Han havde aldrig set noget lignende, og alligevel var det som om, at den var nem at genkende.
   - "Er det dig, der snakker?"
   Han følte sig dum. Var den overhovedet levende? Han tog sin arm op til hovedet og så, at klatten gjorde ham efter.
   - "Ja selvfølgelig er det mig, der snakker. Der er jo ikke andre," sagde den.
   - "Hvad er du?"
   - "Jeg er din skygge."
   - "Skygge?" spurgte Aggvard og så, at klatten opgivende tog sig til hovedet - og denne gang uden at han selv havde gjort det. Så sagde den:
   - "Så, lad nu være med at spille helt uvidende. Du ved vel, at du er kommet videre. Jeg er her for at hjælpe dig i denne verden."
   Aggvard kiggede på det, han troede var klattens hoved. Han så, hvordan Ronja havde holdt begge sine bløde hænder mod hans kind et sted, meget langt borte fra de golde klipper: på en af de varme sommernætter; tilbage i det rigtige univers. Hvor solen langsomt gik ned i horisonten, og ikke som her, hvor den bare blev ved med at stråle over en. Han huskede, at han engang havde fået overtalt Ronja til at tage med ud i skoven og mærke, hvordan deres deres sjæle blev forenet under stjernerne. Aggvard var blot fisker, født i en fiskerfamilie, og Ronja var blevet forældreløs tidligt i sit liv og boede hos en rigmandsfamilie. Ingen andre end dem selv godtog deres forhold, men de kunne alt, når de lå sammen i månens skær. Han så, hvordan han lå over hende, så hendes smil. Skyggen smilede. Ronja forsvandt. Aggvard udbrød:
   - "Ronja! Har Ronja det godt?"
   - "Du hører ikke efter, hvad jeg siger, gør du? Du er kommet videre. Ronja er ikke her. Endnu," sagde skyggen hemmelighedsfuldt.
   - "Endnu? Hvad er det, du siger?"
   Hans stemme hævede sig, og han rejste sig op. Skyggen fulgte efter. Aggvard var ikke frisk på gættelege, og en prikken kom tordnende i hans hoved:
   - "Behøver du gøre alting, jeg gør?"
   Aggvards stemme klingede hult i klipperne. Det blev mødt med et svar oppe fra himlen, og Aggvards krop skælvede. Han kastede sit hoved bagover og så den for første gang. Dens mægtige vingefang kastede store skygger ned på klipperne. Med halen og de store vinger baskede den sig vej frem med en larmende susen. Nogle gange blev larmen overdøvet af skrig, der lød ligesom det, der havde svaret Aggvard, da han råbte. Skyggen for op og tyssede arrigt på ham:
   - "Hurtigt. Herind."
   Han listede med skyggen over mod en stor klippe, som de kunne sidde under, så de ikke kunne ses ovenfra. Da de nåede ind under klippen, tonede skyggen langsomt ud. Klatten blev større og langt mindre tydelig, end den havde været ude i solen. Aggvard vidste ikke, om den var okay, men kunne se, at den ikke viste tegn på, at der var noget galt. Han ventede indtil skrigene fra det flyvende væsen passerede, før han hviskede:
   - "Hvad var det?"
   - "Dragen." Skyggen holdte en dramatisk pause, før den fortsatte med en anspændt stemme:
   - "Hun har ødelagt alt her i verden. Hendes vrede ildpust brænder alt levende, så nu er der kun vand og bart landskab tilbage. Intet levende eksisterer; udover dig og mig, og vi er en."
   - "Hun? Er det en pige?"
   Han kiggede undrende på skyggen, og så Ronja rette på sløjfen, hun havde i håret. Den sløjfe, som han havde givet til hende, da de var børn.
   - "Pige er vidst så meget sagt", vrissede skyggen og fortalte med store armbevægelser:
   - "Det er et hunkønsvæsen. Eller det var i hvert fald dengang."
   - "Dengang?"
   Skyggen smilede og holdte igen en lang pause, inden den begyndte sin historie:
   - "I gamle tider indgik dragen en pagt med mørket, hvor den tilbød mørket mægtige kræfter. Mørket, blændet af sit eget begær, sagde selvfølgelig ja, og dragen opslugte alt mørke og gjorde det til en del af sig selv. Har du ikke tænkt over, hvorfor den brændende kugle aldrig går ud her?"
   - "Den brændende kugle?" spurgte Aggvard undrende.
   - "Ja! Oppe i himlen!"
   - "Solen eller hvad?"
   Nu var det skyggens tur til at undre sig:
   - "Har den brændende kugle et navn tilbage i din verden?"
   - "Ja."
   Skyggen slog et skælmsk grin op. Aggvard sagde vredt:
   - "Det bliver den da nødt til! Stjernerne brænder jo om natten. Vi bliver jo nødt til at vide, hvad der er hvad!"
   Skyggen holdt med et op at grine og prøvede i stedet at se meget bedrøvet ud:
   - "Det er jo netop problemet! Det bliver aldrig nat her!"
   - "Hvad?"
   - "Som jeg lige sagde: Dragen slugte natten og tog alt mørke til sig. Der eksisterer ikke anden ondskab her i verden end dragen. Nu kan det ikke længere blive nat. Ikke før dragen dør, kan mørket igen komme tilbage på sin plads: På rettelig afstand fra kloden."
   Aggvard følte, hvordan tankerne snurrede rundt som i et møllehjul. Op, ned, meningsløst rundt i ring. Og det hjalp ikke, at han så Ronja, hver gang hans blik faldt på skyggen. Han kunne ikke lade være med at tænke på det, de havde haft sammen. Ronja havde været en af de eneste, der havde taget himlens flugt seriøst. Langt de fleste slog det efter lidt tid hen med forklaringer om, at der altid ville ske ting og sager, og at det var Gudernes vilje. At de sikkert ville have skyerne lidt længere væk fra Jorden, og at det kun var en god ting. Aggvard huskede den aften, hvor de havde siddet foran bålet og stegt fisk. Alvoren stod tydeligt skåret i Ronjas ansigt, men han kunne ikke lade være med at smile af, hvor dejlig hun var. Det måtte blive sådan igen!
   - "Jeg må tilbage til min egen verden. Altså som den var før ødelæggelsen."
   Skyggen smilede til ham og citerede noget, der lød meget velkendt i Aggvards ører:
   - "Når verden falder, vil helte fødes. De vil møde et mørke, der vil bestå, indtil de finder hjælp fra dem selv."
   Før Aggvard kunne nå at sige noget, svarede skyggen på det spørgsmål, den åbenbart vidste, han ville stille:
   - "Selvfølgelig kender jeg profetien. Vi, os to, er jo en!"
   - "Hvis mørket skal falde.." begyndte han, og skyggen færdiggjorde hans sætning:
   - "Må vi hjælpe os selv."
   - "Så lad os komme afsted," fremførte Aggvard begejstret og rejste sig hastigt. Skyggen for op:
   - "VENT!" råbte den efter ham og vendte ryggen mod Aggvard. Den begyndte at rode med noget i klipperne, og den virkede hemmelighedsfuld, så selvom Aggvard utålmodigt prøvede at kigge over skulderen på skyggen, blokerede den trodsigt. Først efter lidt tid vendte den sig rundt, forpustet og stønnende:
   - "Du bliver nødt til at have det her med."
   I dens hænder bar den en stor og kraftigt skinnende genstand. Aggvard havde svært ved at se, hvad det var, for tingen reflekterede åbenbart solens stråler så voldsomt, at han næsten blev blændet - selv herinde under klippen. Men der gik ikke længe, før refleksionen begyndte at aftage, og snart var genstanden mørkere end skyggen af selv. Det var et sværd med skaft af guld, og en klinge slebet så skarpt, at han næsten ikke turde at tage imod det.
   - "Hvor har du det fra?" spurgte han.
   - "Klipperne har skænket det til mig."
   Aggvard løftede sine øjenbryn i vantro, og skyggen kunne ikke undgå at grine igen. Den slog let med armen:
   "- Der er åbenbart flere end os, der ønsker at sætte en stopper for dragen."

Sveden dryppede fra Aggvards pande ned langs kinderne. De lagde sig i små dråber, indtil de faldt i dryp og ramte jorden, hvorefter de straks fordampede. Skyggen var faret hidsigt op et par gange, hvor Aggvard havde tørret sin pande og ladet sveden falde fra sine fingre. Han havde næsten ramt skyggen, og den råbte af ham, hvor meget den hadede vand. Og det måtte altså være en hel del. Først var Aggvard blevet lidt forskrækket, men så kom han i tanke om, at flere tilbage i universet også var bange for vand. At han som fisker faktisk var en af de eneste, der turde at begive sig ud på havet. Men her - efter kollapset - var han pludseligt langt fra havet igen. Han havde aldrig set jord som denne. Der var mere tørt, end der var ude i klipperne. Tilbage i universet var alting grønt om foråret og sommeren; selv havet var til tider grønt med alger og tang, som godt nok gjorde det umuligt at fange fisk, men det var stadig flot. Ronja var smukkest om sommeren, men strålede også i den hvide vinter og det brune efterår. Intet så nogensinde ud som her. Derude - langt ude i horisonten - var det krystalklare vand, mens der herinde kun var tørke og goldt landskab. Dragen havde åbenbart ristet alt levende omkring dem. Træer stod brændte, og blomster og buske var forvandlet til støv.
   Terrænet begyndte langsomt at skifte. Farverne ændrede sig, og det begyndte at ligne klipperne ude ved havet. Aggvard løftede hovedet men så, at de ikke var kommet tilbage til vandet. I stedet tronede et lille, men stejlt bjerg, foran dem. Han strakte sin hals helt bagud og fik næsten overbalance, før han kunne spotte dragens krop på toppen. Det lignede, at den lå ned. Han førte en hånd mod højre side af sit bælte og mærkede skarpheden af sit sværd. Han kiggede frem for sig og så, at skyggen allerede var begyndt at kravle op ad bjerget.
   - "Kom nu", hviskede den og gjorde tegn til, at han skulle følge efter:
   - "Hvis vi skynder os, kan vi måske nå at angribe den, inden den vågner. Du vil meget nødig se den vågen; tro mig!"
   Aggvard spændte sværdet hårdere fast, så det ikke kunne falde ned, når han begyndte at klatre. Så satte han efter skyggen op ad bjerget. Der gik ikke mange meter, før han værdsatte sit hverv som fisker, for modsat ude i havet blev hans muskler hurtigt trætte her. Fiskeriet havde givet ham store armmuskler, som var gode at have, når stenene smuldrede under hans fødder. Så måtte han hive sig selv op igen, udelukkende ved at bruge armene. Han fandt stor energi i glæden ved sin egen styrke og glemte alt andet omkring sig. Han fokuserede kun på klippen, og det var ikke før, han næsten nåede toppen, at han kiggede over på skyggen. Det lignede, at den aldrig havde lavet andet end at bestige bjerge. Det begyndte at prikke i hovedet. Skyggen virkede som ens storebror, der var bedre til alt og kunne lege sig gennem livet. Den kunne vel hjælpe ham, når det var så let for den! Det var trods alt Aggvard, der senere skulle føre sværdet, for "skygger kan ikke dræbe", som den havde vrælet tidligere. Men så var det vel også vigtigst, at Aggvard havde energi i forhold til skyggen! Han stoppede op og stirrede på den. Ronja havde støttet ham i alt, han havde gjort. Selv dengang hvor han var kommet hjem en tidlig vintermorgen uden hverken fisk eller båd. Hele landsbyen havde troet, at han bare havde solgt begge dele. De mente, at han slet ikke følte noget ansvar for landsbyen. Beboerne havde sultet i flere dage, og hadet var vokset, indtil næste båd kom i land. Ronja var den eneste, der havde troet på hans historie. Sandheden var nemlig, at han havde måtte svømme i land, for båden var kæntret.

Stenene kæntrer under ham. Han mister fodfæste. Kroppen kurer ned ad bjergsiden. Skyggen råber. Armene griber ud efter bjergsiden, og ansigtet slår mod sten. Rifter. Han får blodsmag i munden. Armene får ordentligt fat, og han kigger nu ind i bjerget. Dragen skriger. DRAGEN SKRIGER! Over ham! Og så lige bag ham! Mens hovedet drejer for at se dragen, hører han skyggen råbe:
   - "Det er nu! Hvis du nogensinde vil se Ronja igen, så er det nu!"
   Han kan kun se en silhuet af dragen foran sig. Den skygger for solen. Mørke. Da den åbner munden igen og skriger, mærker han, at dens hoved er vendt mod ham. Varmen fra dens ånde får sved til at løbe fra hans pande. Han holder fast med den ene arm og vender hele kroppen rundt. Han råber mod bæstet:
   - "SÅ KOM DA!"
   Dragen råber skingert tilbage og flyver imod ham. Han slipper sit tag i bjergsiden. Hans krop rutsjer ned, og han håber på, at dragen vil ramme bjerget. Men dragen har åbenbart gennemskuet hans plan, for den retter ind og dykker nedad mod ham. Solen kommer frem igen bag dragen og blænder ham. Snart kan han igen mærke dragens ånde; denne gang lige i ansigtet. Han sætter den ene fod lodret mod bjerget og springer ud i blinde. Og så går det stærkt. Han stikker sværdet frem. Det får fat i dragen, og hans krop svirvler rundt om sværdets skaft, men hænderne holder stædigt fast. Kroppen hamrer mod dragens vinge, men armene får trofast hevet hans krop op på dragens ryg. Med et flyver dragen opad, opad, opad, lige op mod himlen. Aggvard hænger i sværdet. Dragen fortsætter sin tur mod himlen, men nu begynder den også at flyve i cirkler. Han får sværere ved at holde fast. Cirklerne svinger hans krop rundt, og pludselig mærker han et ryk. Og så et ryk mere. Sværdet er ved at falde ud af dragen. Han bruger, hvad der syntes at være sine sidste kræfter og hiver, med hjælp fra dragens rotation, sig op på benene. Dragens varme brænder fødderne, men han holder fast i sværdet og holder balancen. Skyggens stemme tordner i hans hoved: Hvis du nogensinde vil se Ronja igen, så er det nu!
   - "AAAAARRR!"
   Han råber og trykker med alle sine kræfter sværdet dybere ind i dragen. Han når lige at høre dens dødsskrig. Men så er der kun susen for ørerne. De falder begge to. Han holder fast i sværdet. Håber at dragen ikke lander på ham. De tordner ned mod bjerget. Han lukker øjnene. Så er det nu!
   Braget, da de lander, skaber rystelser i jorden. Hans krop tvinges dybere mod dragens, og han falder om, ud på dens ene vinge og videre ud mod jorden.

Aggvard mærkede den bløde klippe under ham. Han var faldet fra vingen mod klippen, der blødt havde ladet ham hoppe en smule op, for så at lade ham falde endeligt på den bløde overflade. Den kradsede lidt. Der gik et øjeblik, før han opdagede, at det lød underligt. Han førte begge sine hænder langs overfladen og mærkede igen blødheden, og hvordan den en gang imellem stak mod hans håndflader. Var han tilbage? Var han videre? Øjnene turde ikke åbne sig, så i stedet lyttede ørerne. Der var ikke andet end en tør vind. Kroppen var øm og gjorde ondt, men den kunne godt bevæges. Nysgerrig som han var, åbnede han alligevel øjnene og mærkede, at også her skinnede solen. Han vendte sig rundt og så, at han lå i en stor stak bestående af buske, træer og blade. Han takkede sit held for, at han var landet midt i en busk frem for træroden, der lå lige ved siden af ham. Han spejdede rundt, men kunne ikke se skyggen. Måske var han faktisk kommet tilbage? Og dog. Hans blik rettedes mod dragen, der stadig lå på jorden ved siden af ham. Hvad var det her for noget?
   - "Ha ha ha ha ha ha ha."
   Skyggens stemme kom fra alle sider. Aggvard kiggede forvirret rundt og fik øje på den, mens den kom gående op til toppen. Den løb over mod ham, nærmest faldt det sidste stykke og klappede ham hårdt på skulderen et par gange.
   - "Du gjorde det! Du gjorde det! Du dræbte den!" råbte den og sprang op igen og løb rundt på bjergets top, mens den grinede:
   - "HAHAHAHAHA."
   Aggvards ører skurrede. Igen lød det som om skyggens stemme delte sig i flere lag og kom fra alle verdenshjørner. Den overdøvede alle ønsker om aktivitet, der rumsterede i hans hoved, og han betragede stille skyggen, mens den løb over mod dragen og sparkede den igen og igen. Så løb den over mod ham, løb forbi og gik hen og sparkede til nogle kugler, der lå oppe i samlingen af buske og træer. Det var en rede. Han var faldet ned i en rede. Han var målløs.
   - "Hvorfor sparker du til æggene?" spurgte han, mens han iagttog skyggens hidsige bevægelser mod skallerne.
   - "De er onde! De er onde, siger jeg dig. Men nu vil de dø. Uden deres mor vil de dø. Du gjorde det! Du gjorde det!"
   Ordene sprang ud af munden på skyggen, og Aggvards hoved kunne ikke følge med. Han fik en grim mistanke:
   - "Så det var derfor, dragen angreb? Fordi den ville passe på sine børn."
   Skyggen standsede op. Den vendte sig og kiggede på ham. Så grinede den højt og fortsatte sin jubeldans. Dens latter skar igennem hans hoved. Billederne af Ronja fløj også igennem og gik i tusinde stykker hver eneste gang, latteren syntes at komme fra et nyt sted.
   - "Hvor er Ronja?"
   Aggvard var blevet nødt til at råbe for at overdøve skyggens latter, men skyggen måtte have hørt ham, for nu lo den endnu højere. Aggvard holdte sig for ørerne. Larmen var intens. Han så, skyggen gik hen mod ham, langsomt og selvsikkert.
   - "Du forstår det ikke vel? Du forstår ikke noget som helst! Men hvorfor skulle du også det?"
   - "Hvad forstår jeg ikke?" spurgte han.
   - "Det hele. Du forstår ikke sammenhængen. Du forstår det ikke! HAHAHA. Du forstår ikke, at du er blevet narret! Du er for dum til at indse det!" grinede skyggen.
   Aggvard følte, hvordan sine muskler var lige ved at give efter, og at han var ved at fare op og tage fat i skyggen. Slå dens hoved mod jorden igen og igen. Men smerten jog i hans ryg, da han lavede en hurtig bevægelse for at rejse sig. Faldet måtte have været værre, end han først havde troet. Smerterne gav ham ro, og han nåede derfor at tage sig sammen og blive siddende med et køligt hoved i stedet for at gøre noget forhastet.
   - "Profetien lyver ikke!" råbte han til den.
   Den var helt tæt på ham nu, og da den talte, kunne han mærke, hvordan ordene pustede ham i hovedet; men det lød som om stemmen var bag ham - og over det hele. Aggvard følte det som en vind, der hvirvlede rundt om hovedet, da skyggen sagde de fire ord, der ændrede alt:
   - "Men det gør jeg."
   - "Du lyver?"
   - "JA! Selvfølgelig lyver jeg", hvæsede skyggen, mens den grinede og sprang rundt. Orkanen rasede omkring Aggvard, men selv var han i orkanens øje, så han tog det helt roligt, da skyggen sagde:
   - "Måske var dragen ikke så ond alligevel.."
   - "Men profetien sagde.. og klipperne hja.."
   - "Måske skænkede klipperne heller ikke sværdet helt frivilligt," sagde skyggen og stirrede intenst og forventningsfuldt på ham. Han sagde ikke noget. Efter kort tids øjenkontakt udbrød skyggen næsten fornærmet:
   - "Jeg havde faktisk troet, at du var klogere."
   - "Profetien sagde, at .."
   - "Ja og profetien har ret! Du har mødt et mørke, Aggvard - men det var ikke den kære dragemor, der var ond!"
   Det susede for Aggvards ører, men han sagde roligt:
   - "Det var dig."
   Skyggen klappede ironisk i hænderne:
   - "Bravo. Dog med en lille rettelse: Jeg er sådan set stadig ond. Men nu hvor dragen er død, kan jeg være ligeglad med, at du har luret min hemmelighed."
   - "Men hvorfor skulle dragen så dø?" spurgte Aggvard.
   Skyggen lød som om, den var ved at blive kvalt i sin egen latter. Den prøvede at undertrykke latterudbruddene, mens den snakkede:
   - "Det skete for længe siden, længe for du kom - faktisk i begyndelsen af dit univers. Jeg indgik en aftale med nattens mørke. Hvis det slog sig sammen med mig, ville den aldrig behøve at vige for den glødende kugles stråler. Og jeg ville aldrig behøve at gå ud, når mørket faldt på. Det sidste fortalte jeg den naturligvis ikke."
   - "Du løj igen. Og du løj også for klipperne, siger du. Du lyver hele tiden. Hvorfor lyver du?"
   Aggvard blev næsten flov, da han hørte sig selv som et lille barn stille banale spørgsmål, som man ikke stiller, når man er blevet voksen. Skyggen hostede og spruttede, grinede og lo, og hidsede arrigt af ham:
   - "Ti så stille, når jeg fortæller. Det er svært nok i forvejen at fortælle, når det er så rasende morsomt," fremstammede den. Den blev nødt til at gispe efter vejret, mens den talte:
   - "Der gik ikke længe, før dragen fandt ud af min aftale med mørket. Den blev rasende. Nu kunne det jo aldrig blive nat igen. Ikke før det var ude med mig. Den var tvunget til at leve i et evigt lys og aldrig kunne finde ro til at sove. Så den prøvede at finde mig. Den prøvede at gøre det af med mig!"
   - "Du ødelagde dens liv."
   - "Den prøvede at dræbe mig!"
   - "Fordi du ødelagde dens liv!"
   Skyggen prustede, og dens latter sprang ud af munden på den som et vandfald. Den hostede og hakkede. Så skete der noget.
   Aggvard følte, at han blev hævet op over vindene fra skyggens larm. Han kiggede på den og mærkede den samme smerte i brystet, som han havde følt dengang, han lå i vandet. Dengang i starten. Det føltes som længe siden nu, og han huskede den lethed, han havde følt i vandet. Eller, måske var smerten ikke helt den samme faktisk. Det her gjorde mere ondt. Langt mere ondt. Han kiggede på skyggen - og så for første gang skyggen. Ronja kom ikke frem for hans syn som tidligere. Skyggen stod helt klar foran ham som det, den i virkeligheden var. Den sorte klat foran ham, der hysterisk og skingert kom med udbrød, den ikke selv kunne styre. Krampagtigt tog den sig til maven og til hovedet, mens den rullede rundt og skreg sin latter ud.
   - "Du ødelagde også dit eget liv," sagde Aggvard.
   Skyggen sitrede og blev stille. Den sagde ikke noget, men stirrede ham bare tilbage i ansigtet.
   - "Du er ond, og din ondskab vil vare ved, for du vil aldrig nogensinde dø eller få bare et øjebliks fred i denne evige sol."
   Aggvard betragtede skyggens slidte ansigt med store rynker og grå øjne. Dens hår hang sort og spaltet omkring dens hoved, og da Aggvard følte rigtigt efter, var han ikke i tvivl:
   - "Hør her. Jeg tror måske alligevel, jeg ved, hvordan vi kan ende det her. Du kunne ikke lide vand, vel?"


* * *
   Vandet klukkede omkring Aggvard i takt med hans hjertebanken. Det var egentligt så indlysende, men han havde havde slet ikke set det før, han havde hjulpet skyggen med ud i vandet.
   For selvom skyggen havde blændet ham, kunne han ikke lade være med at føle med dens smerte. Så han havde taget den med ned til klipperne igen. Han havde peget ned mod vandet, men skyggen var ikke sikker på, at den turde. Så han havde taget den i hånden og ført den med ned til vandet. Sammen var de svømmet ud i vandet, der langsomt blev dybere og dybere. Aggvard så, hvordan skyggen langsomt var forsvundet. Fri fra sin smerte. Da den først var forsvundet, slog det ham. Det var indlysende. Det var lige så klart, som den sol, der skinnede over ham. Han ville ikke kunne komme tilbage til Ronja. Hans eget univers var brudt sammen, og nu var der dette tilbage; hvad end det så var. Som han lå der i vandoverfladen, var han sikker på, at de onde kræfter i denne verden var fjernet fra denne jords overflade. Han havde vundet. Havde kunne hjælpe sig selv; hjulpet sig af med skyggen og længslen efter fortiden. Nu var han lige her.
   Her i vandet. Nogle gange var det nat. Mørket var tilbage, hvor det hørte til. Men det meste af tiden var det dag, som nu. Det var for ham ligegyldigt. Om natten nød han at se, hvordan stjernerne lyste ned til ham blandt alt mørket, og hvordan månen skiftede form, nat efter nat. Den inspirerede ham og gjorde hans sind visere og visere for hver gang, han så den. Om dagen mærkede han solen varme vandet omkring ham op og fylde hans sind med en indre varme. Han var glad for at være til stede - også selvom fortiden aldrig ville kunne blive fremtid.