Næsten samlet
   Uonderens ansigt så ud som den blev smækket mod usynligt glas og den daskede sine mørke vinger akavet ind til dens krop. Det var det mest underlige Navid nogensinde havde set. Han havde aldrig selv været i Umbra, kun hørt om den. Hvordan livet var lys.
   "Se den lige." Navid følte en hvis fryd over se uonderens klodsethed i dens eget element.
   "Nej, se på jorden foran den." Dansel var stoppet midt i en sluk fra sin lommelærke. Foran uonderen kom en skikkelse til syne i lys.
   "Er det Tarlos? Hvorfor flytter han sig ikke?" Han burde ikke stå der mere, han vil jo eksplodere med raketten og uonderen.
   "Han skal have krystallerne flydt."
   "Hvorfor gløder han? Vi kan jo se ham."
   "Ja. Det er mystisk, jeg har aldrig set det før."
   Mere fik de ikke at se. Et stærkt lys væld bredte sig ud fra Tarlos. Det var så kraftigt de måtte lukke deres øjne. Som en refleks fra de mange bomber, de havde oplevet, bukkede de sig ned bag den ødelagte mur. Navid tvang sit øje på klem og så hvordan Sora klamrede sig til jorden. Sora skreg da lysbølgen ramte ham. Hvad sker der?

Lige så hurtigt det var kommet, forsvandt lyset igen og Sora lå slap på jorden. Navid kravlede hurtigt hen og vendte ham om. Sora hev først hårdt efter vejret, men han kom hurtigt til sig selv.
   "Jeg... Jeg var den. Jeg var..." Sora drejet sit hoved og så på Tarlos' krop der sad, som om han sov. "Jeg var Tarlos, han har et ulykkeligt savn."
   Han må tale i vildelse, tænkte Navid.
   "Han er virkelig..."
   "Rolig nu, Sora. Du klare den." Han klarede den altid. "Cillian! Mincho! Er I okay?" råbte Navid bagud.
   "Vi er her. Alt i orden i mudderhullet." En kraftig hånd stak vinkende op over voldgavens kant og derefter kom Cillians ansigt til syne.
   "Kom så Mincho, kysten er klar." Cillian lavede et medlidende ansigtstræk. Mincho var kun lige kommet til fronten og ind i deres gruppe. Han var kun dreng, dette var hans første mission. Det havde været den mest krævende opgave, de havde været udsat for. Det startede ud med, at de bare skulle på en almindelig spejde tur rundt omkring i den lille, forladte by Gyro. Men de var kommet i baghold og væk fra gruppen, som de havde fuldes med. De havde mistede Kenta som havde været deres sergent i et år. Og nu. Navid var ikke sikker på de ville komme tilbage til lejen, bare halvt så mange som da de var sendt ud. Der var ikke længere nogen tidsplan, de sidste par dage havde handlet om overlevelse. Men Tvillingerne og... Tarlos.
   "Er Sora uskat?" Cillian stod ved deres side, men han ansigt var vent om Uonderens retning.
   "Jeg har det fint." Sora satte sig op og tog sig til hovedet.
   "Hvad med bæstet?" Spurgte Navid og rejste sig op og efter den.
   "Den er sten død!" Med en gestus til en sejrsskål holdte Dansel sin lommelærke højt op i luften.
   "Takumi?" en svag stemme kom fra Ayumu, han var kommet tilbage til den virkelige verden. "Takumi? Er du der?"
   "Jeg er her lillebror." Takumi vågnede med et skævt smil, men hans stemme var også svag som om han ikke havde brugt den i lang tid.
   "Det var godt." Ayumu så ud til at slappe mere af, nu hvor han bror var tilbage.

"Hvad med Tarlos." Mincho havde sat sig på knæ ved Tarlos' krop. "Klare han den?"
   "Jeg ved det ikke." sagde Takumi stille.
   Navid følte noget bryde ud som den eksplosion de lige havde vidner til. Han kunne ikke holde den tilbage, "Hvad mere du med, at du ikke ved?" råbte Navid og så frustreret på Ayumu. "I skulle jo søger for hinanden!"
   "Jeg..." Takumi hostede.
   "Han kan kun selv finde tilbage. Vi vil ikke kunne hjælpe ham." Forklarede Ayumu toldmodigt, Navid kunne hører hans bekymring. Det ikke deres fejl, det viste Navid godt. Tarlos rørte ikke på sig, hans krop sad som han havde efterladt den, med rank ryg og bene overkors, men hans hænder og ansigt hang uhyggeligt slapt. Tarlos hvor bliver du af?