Hendes far kaldte hende altid lille delfin, når han var hjemme. Hans job gjorde, at han rejste meget, men hver gang han kom hjem, havde han en lille flakse vand med til sin datter. Kendra havde efterhånden en flot samling på sit værelse. Hun synes de lugtede forskelligt, men hendes mor sagde, at det var noget hun bildte sig ind.

Kendra var gået ud af gymnasiet og havde endnu ikke nogen planer for, hvad hun skulle bruge sin fremtid til. Hun tænkte på at blive marinbiolog eller forske i vandenergi som sin far, men lige nu havde hun et natarbejde i et lager hus, hvor hun både fungerede som vagt og rengøringsarbejder. Hun holdt meget af at gå rundt og gøre rent alene i de store haller med de mange forskellige ting. Hun vidste altid hvad der ville komme på tilbud i næste uge og hvad der var stor efterspørgsel efter. Men det bedste var, når det regnede og hun kunne høre det gennem bliktaget. Så ringede hun til sin far og snakkede med ham i sin håndfri, mens hun gjorde rent. Hun kunne fortælle sin far alt og selvom han sjældent var hjemme, talte de ofte sammen. Hun kom hjem når solen stod op og kiggede på lyset der spillede i de mange små flasker på hendes værelse indtil hun faldt i søvn.

Vækkeuret ringede som altid hen af eftermiddagen og Kendra stod op for at gå i bad. Hun elskede at starte dagen med et langt bad, lukke øjnene og forestille sig hun stod under et vandfald. Hendes mor var ikke hjemme, så Kendra havde huset for sig selv, mens hun gjorde sig klar til arbejde.

Kendra fornemmede regnen i luften allerede da hun cyklede af sted. Solen var ved at gå ned og hun havde tændt lygten på sin cykel. Hun glædede sig til at ringe til sin far. Hun skyndte sig i arbejdstøjet og fik tændt lyset i den store bygning, mens hun fandt sin mobil frem. Kort efter havde hun fundet sin mobil frem og ringet op til sin far. Den ringede fem gange og gik så over til telefonsvarer. Kendra så undrende på telefonen. Hendes far havde aldrig ladet hende vente før. Han havde altid taget den næsten med det samme, som om han vidste hun ville ringe. Hun prøvede igen, men med samme resultat. Denne gang lagde hun en besked til sin far om at ringe tilbage, når han fik muligheden for det. Derefter gik hun lidt mismodigt i gang med at feje de store haller, der nu virkede ubehageligt tomme.

Selvom tiden gik, ringede hendes far ikke tilbage. Hun tjekkede sin telefon, da hun satte sig ned for at holde pause, men der var masser af signal og hun havde fået en besked fra sin mor om, at de ville få gæster i weekenden. Kendra undrede sig stille over, hvad hendes far lavede. mens hun tog sin medpakke frem og gik i gang med et æble, mere for at lave noget end fordi hun havde lyst til det. Hun var næsten færdig og manglede kun at feje i de store gange, så hun tillod sig at sidde lidt og stirre på sin vandflaske. Hun havde taget proppen af og drak lidt fraværende af den, mens hun tænkte på sin far. Han burde have ringet tilbage nu eller sendt hende en besked. Hvorfor havde hun ikke hørt fra ham? Hun var efterhånden blevet bekymret og prøvede at ringe igen. Denne gang blev forbindelsen afbrudt efter to dut og da hun undrende ringede op igen, sagde en mekanisk stemme, at nummeret ikke var tilgængeligt. Hun stirrede på telefonen da en følelse af frygt og smerte pludselig ramte hende som et slag. Hun skreg og tog sig til hoved, væltede ud af stolen og skubbede til bordet, så vandflasken faldt på gulvet. Vandet sprøjtede op omkring hende, men i stedet for at falde ned på gulvet, hvirvlede det omkring hende. En ny følelse ramte hende brat, en fremmed smerte der fik hende til at skrige igen, hvorefter alt blev mørkt.

Da verden langsomt vendte tilbage omkring hende, lå hun på det kolde betongulv ved siden af sin væltede stol. Hun satte sig undrende op og så sig om. Flasken lå ved siden af hende, men det var ingen spor af vandet. Hun samlede den op og rejste sig forsigtigt. Alt omkring hende virkede normalt og hun blev i tvivl om det hun havde følt overhovedet var virkeligt. Måske... måske var hun besvimet og havde drømt det? Måske havde hun ikke spist nok eller var hun ved at blive syg? Noget i den retning. Det var den eneste logiske forklaring. Hun samlede hurtigt sine ting og skyndte sig hjem, i det hun fuldstændig glemte at hun ikke var blevet færdig med rengøringen.

Udenfor var det stadig mørkt, men hun havde cyklet turen mange gange før og hendes mor havde sørget for, at hun fik ordentlige lygter. På vejen hjem prøvede hun at huske, hvad der virkelig var sket, men det forblev utydeligt i hendes sind. Vandet var bare væltet, ikke andet. Det havde sprøjtet på en underlig måde, men det var stadig faldet på gulvet... selvom der ikke havde været noget vand på gulvet...

Der var mørkt i huset da hun kom hjem og hun listede ind, for ikke at vække sin mor. Hun følte sig ikke træt, så hun satte sig ved sit skrivebord og kiggede på sin vandsamling. Vandet virkede uroligt, men selvfølgelig var det ikke det. Vand kan ikke være uroligt når det er i flasker, de havde jo stået stille hele natten. Men alligevel synes hun flere gange at få et glimt af en bevægelse i flaskerne. Hun overbeviste sig selv om at det bare være lyset, der spillede hende et pus.

Selvom hun ikke var træt, faldt hun alligevel i søvn på et tidspunkt, for hun vågnede ved, at hendes mor bankede på døren. Kendra satte sig hurtigt ordentligt op. Hun vidste at noget var galt inden hendes mor åbnede munden. Hun var bleg og rystede svagt.
   "Mor, hvad er der sket?"
   "Kendra... skat..." hendes stemme var ulden og usikker. "Det er din far... De har lige ringet... et biluheld... han... han kommer ikke hjem igen skat... han..."
   Men så kunne hendes stemme ikke mere og tårerne begyndte at løbe. Kendra stirrede lamslået på sin mor et øjeblik, inden hun også begyndte at græde.

Der gik flere timer før Kendra begyndte at tænke sammenhængende igen. Hendes pude var våd af tårer og hun havde ikke lyst til at rejse sig igen. Hun følte det som om alt i hende var blevet til vand, som om verden var ved at flyde ud og forsvinde, men hun havde ikke noget imod det. Et biluheld havde dræbt hendes far. En dum bilist, som hun aldrig ville få at se, havde overset et rødt lys og taget hendes far fra hende. Hendes elskede, vidunderlige far, som hun aldrig ville kunne klare sig uden! Igen overtog tårerne og hun lukkede alt andet ude.

Kendra blev bragt tilbage til virkeligheden, da hun hørte sin mors stemme fra stuen. Hun talte i telefon. Kendra kunne høre hendes stemme, men det lød som om moderen ikke ville overhøres. Det undrede Kendra, hvorfor skulle hendes mor snakke med nogen om noget hun ikke skulle blandes ind i? Havde det noget med hendes far at gøre? Hans død? Kendra listede hen til døren.

"Et biluheld... engang i nat siger de... nej, jeg har ikke set... han var i udlandet... ja, det er arrangeret transport af..." Hendes mor stoppede op, ude af stand til at færdiggøre sætningen. Kendra kunne ikke høre svaret, kun en lav mumlen. Det lød som en mand.
   "han gav mig nummeret, han sagde ikke... vores datter, Kendra... vi er begge to hjemme... nej, hun ved ikke noget... hvornår kan du...? Ja, jeg skal nok sørge for at hun bliver her... tak..."
   Kendra blev stående i døren efter hende mor havde lagt på. Hvad var det for en samtale? Havde det noget med hendes fars død at gøre? Og hvad var det, hun ikke vidste?

Hendes mor var gået ud i køkkenet igen. Kendra gik ud til hende.
   "Mor? Hvem talte du med?"
   Hendes mor var lige ved at tabe den tallerken, hun havde været ved at stille på plads.
   "Åh Kendra... Hørte du...? Det var bare... en af din fars venner..."
   "Hvad snakkede I om?"
   Jeg... fortalte hvad der er sket... Din far ville have ønsket, at han skulle vide det..."
   "Sådan lød det ikke" Kendra så undrende på sin mor. Hun havde aldrig før løjet for hende på den måde. Hvad var det hun skjulte? Hendes mor sukkede stille og vinkede sin datter hen til køkkenbordet.
   "Kom og sæt sig skat... Der er meget at forklare"
   De satte sig begge, Kendra slap ikke sin mor med øjnene, men hendes mor så ikke på hende.
   "Din far... grunden til at han sjældent var hjemme..."
   "Var hans arbejde" afbrød Kendra. "Det ved jeg godt"
   "Nej... Din far kunne klare det meste af sin arbejde fra hovedkontoret inde i byen, det havde ikke noget med hans rejser at gøre" svarede hendes mor lavt. Kendra stirrede på hende.
   "Men... hvorfor sagde han så...? Hvad lavede han så?" spurgte hun, såret over at hendes far, som hun havde delt alt med, havde holdt så stor en del af sit liv hemmelig for hende.
   "Din far... var ikke som alle andre... han... var en del af noget større, noget vigtigt. Han... beskyttede verden..." sagde hendes mor tøvende, som om hun havde svært ved at finde de rigtige ord. "Det var bedre, at du intet vidste, mere sikkert. Hvis du havde vidst noget, hvis nogen havde vidst noget om dig, ville du have været i fare. Det var derfor, vi holdt det hemmeligt."
   "I fare?" råbte Kendra og rejste sig så brat, at stolen væltede. "I fare for ikke at kende min egen far, mener du. I alle de år hvor han har fortalt mig om møder og konferencer og alle dem han arbejdede sammen med og så har det hele bare været en løgn, fordi han laver noget, du ikke engang kan forklare ordentligt?"
   "Skat, lad mig nu forklare... Du var ikke klar til at vide det. Det var for farligt..." prøvede hendes mor, men Kendra lyttede ikke. Hun var allerede ude i entreen med skoene på og en jakke over.
   "Kendra, kom tilbage" råbte hendes mor. Kendra hørte hende ikke, hun var løbet udenfor og ned af gaden. Hendes mor kom ud af hoveddøren, netop som en bil drejede op og vejen. Kendra så sig ikke tilbage, men fortsatte med at løbe så langt væk hun kunne komme. Hun følte sig forrådt af sine forældre, sin far der aldrig havde fortalt hende sandheden og løjet for hende, hendes mor, som ikke mente hun var 'klar til at få det at vide'. Hvorfor havde de ikke stolet på hende? Hun var ligeglad med hvad hendes far virkelig havde lavet, det var sikkert også bare en løgn.

Da hun havde løbet til hendes lunger brændte og det føltes som om nogen stak hende i siden med en hvidglødende kniv, lod hun sig falde om i det fugtige græs i en park. Hvilken vidste hun ikke, for hun vidste ikke hvor hun var løbet hen. Hun var bare løbet væk fra løgnene. Det var blevet tusmørke omkring hende og det dugvåde græs klistrede til hendes tøj. Hun trak knæene helt op til sig og græd igen. Fordi hun var vred og ked af det og jo godt vidste at hun skulle have lyttet til sin mor, fordi hun ikke vidste, hvor hun var og savnede sin far og gerne ville hjem til sin mor. Fordi hun var alene.

En lyd i nærheden fortalte hende, at hun havde taget fejl. Der var andre i parken, lige i nærheden af hende. Hun løftede hovedet og tørrede øjnene, men kunne ikke se noget. Parken var hurtigt ved at blive mørkere omkring hende og hun havde svært ved at se andet end de nære omgivelser. Hun rejste sig langsomt og lidt stift, da hun havde siddet på den kolde jord længe. Igen hørte hun en lyd og drejede sig hurtigt efter den, men så ikke andet end en skygge.

"H-hallo? Er her nogen?"
   Intet svar. Så hørte hun en lav knurren lige i nærheden og vendte sig hurtigt om. Lige bag hende stod den, skyggen, uhyret. Det var en stor løve, men med et hæsligt menneskeansigt og en lang skorpionhale. Dens mund var fuldt af lange, skarpe tænder, mange flere end der burde være plads til og den knurrede faretruende. Kendra trådte langsomt et skridt tilbage, vel vidende at uhyret havde set hende for længst. I næste øjeblik sprang det frem efter hende og hun nåede kun i sidste øjeblik at komme væk fra de lange kløer. Hun skreg og begyndte at løbe væk fra uhyret, men de tunge drøn bag hende fortalte at den ikke havde i sinde at give op så let. Hun kunne næsten mærke dens varme ånde i sin nakke og vidste at den var tæt på, da en gren pludselig fangede hendes fod og hun faldt forover. I samme øjeblik sprang uhyret efter hende, hvilket resulterede i at den fløj lige hen over hende og ind i et træ. Imens fik Kendra viklet sig fri af grenen og vendte sig for at løbe i den modsatte retning, men den viste sig at være spærret af endnu et mareridt. En sort hest med flammende man og hale og lysende røde øjne kom galoperende lige mod hende. Hun skulle til at skrige igen, da hesten kom op på siden af hende og det gik op for hende, at der sad en på dens ryg. I mørket kunne hun ikke se hvem, men en hånd blev rakt ned mod hende.

"Kom. Inden den kommer sig efter slaget" sagde en mandsstemme. Forvirret og bange tøvede Kendra et øjeblik, men greb så hans udstrakte hånd og lod sig trække op bag ham på den flammende hest, der straks vendte rundt og begyndte at løbe den anden vej. Hun lagde hurtigt armene om livet på sin redningsmand for ikke at falde af.
   Hesten var ude af parken efter få sekunder og fortsatte tilbage i den retning Kendra var kommet fra. Hun kunne ikke lade være med at se bagud og ønskede med det samme at hun ikke havde gjort det. Uhyret var efter dem og virkede mere rasende end nogensinde.
   "Den kommer!" skreg hun i håb om, at han kunne høre hende over vinden, der piskede imod dem. Hun var sikker på, at ingen hest hun nogensinde havde set kunne løbe så hurtigt.
   "Hold fast" råbte han tilbage. Hesten drejede brat, så de vendte direkte mod uhyret, der stadig var på vej hen mod dem i høj fart.
   "Hvad fanden laver du?" råbte Kendra, men han svarede ikke. Han løftede begge hænder op foran sig med håndfladerne vendt mod uhyret. Alt lys syntes at forsvinde fra hans hænder og pludselig skød noget, der mest af alt lignede massivt mørke ud fra hans hænder og ramte uhyret, der blev slynget ind i et træ og blev liggende. Han drejede hesten igen og fortsatte væk fra monsteret uden et ord.

Kendra stirrede tilbage efter monstret og så derfor ikke, hvad det var, der pludselig fik hesten under hende til at stejle. Hun var heller ikke forberedt på den bratte bevægelse og nåede derfor ikke at gribe fat i rytteren foran hende. Hun faldt bagover og ramte jorden hårdt. Hendes hoved snurrede og mørket samlede sig hurtigt omkring hende. Inden hun mistede bevidstheden, så hun hvordan natten omkring hende blev trængt tilbage af en lysende skikkelse og en mand bøjede sig ned over hende. Hans klare blå øjne syntes at skinne gennem mørket, men kunne ikke forhindre det i at overmande hende.

Lys ramte hendes lukkede øjne og hun åbnede dem. Rummet omkring hende var hvidt og hun lå i en seng. Hun hørte fodtrin ved siden af sig. Hun drejede hovedet og så manden med de blå øjne. Han var klædt i et hvidt jakkesæt og smilede venligt til hende, da han satte sig ved siden af hende.
   "Godmorgen" sagde han. "Hvordan har du det?"
   "Jeg... okay, tror jeg... hvad skete der?" spurgte Kendra undrende. "Hvor er drengen, der reddede mig? Og uhyret? Hvor er jeg?"
   "Rolig" hans stemme var tålmodig og hendes spørgsmål overraskede ham tydeligvis ikke. "En ting af gangen. Du blev angrebet af en Mantricore. Den prøvede at dræbe dig. Og den dreng du snakker om, prøvede ikke at redde dig. Han kom for at bortføre dig. Han er ikke nogen almindelig dreng. Almindelige drenge ridder ikke rundt om natten på en Mare. Han var mørket i menneskelig form."
   "Bortføre mig? Men... hvorfor?" spurgte Kendra.
   "På grund af din far..." sagde han stille. Kendra blev stum. I al faren og forvirringen havde hun glemt alt om faderens død, men nu vendte det tilbage som et slag.
   "M... min far?" hviskede hun næsten uhørligt. "men han... han er..." hun gik i stå og bøjede hovedet. Hendes øjne var slørede af tåre.
   Manden nikkede stille. "Det ved jeg. Jeg kendte ham. Din far var en af De 12, vogtere der beskytter menneskerne mod ondskaben. Det var derfor han blev myrdet"
   Kendra løftede brat hovedet igen. "Myrdet?"
   "Ja... Din far blev dræbt af dem han stolede mest på, myrdet af de andre 12, fordi han prøvede at stoppe dem"
   "Jeg... jeg forstår ikke..." begyndte Kendra, men manden afbrød hende venligt.
   "Det er klart, jeg begynder midt i historien. Jeg har ikke engang præsenteret mig selv. Mit navn er Apollo, jeg er Lysets Vogter. Jeg var en af din fars nærmeste, mest betroede venner."
   "Men... jeg har aldrig hørt om dig, jeg har aldrig hørt noget om nogen vogtere!" sagde Kendra, der igen mærkede vreden over at være blevet holdt ude af hendes fars liv. Apollo så tålmodigt og forstående på hende, hvilket virkede en smule beroligende.
   "Det ved jeg. Det er en af vores love. Ingen udover De 12 må kende til mere end en eller to Vogtere. Det ville bringe os i fare. Det er vigtigt, at vi kan bevæge os frit i verden uden at blive genkendt af nogen eller angrebet. Der skal være 12 Vogtere, ellers begynder grænsen mellem magi og mennesker at skride."
   "Men hvem er vogterne? Og hvad vogter I?" spurgte Kendra, stadig uden at forstå ret meget.
   "Vi er grænsen mellem magiens verden og den menneskelige verden. Vi sørger for at de to ikke bliver blandet. Hver vogter er hersker over et af de 12 magiske elementer, som vi har til opgave at beskytte og holde under kontrol. I mit tilfælde lys. Udover lys er der mørke, orden, kaos, helbredelse, ødelæggelse, krop, sjæl, ild, jord, luft og vand. Din far var Vandets Vogter..."
   Kendra nikkede langsomt. Hendes far havde altid elsket vand. Han havde været svømmer og arbejdet med vandenergi. Han havde taget hende med til stranden.
   "Og nu har du overtaget hans plads..." fortsatte Apollo, hvilket fik Kendra til at se op.
   "Overtaget? Men... jeg er ikke vogter..." sagde hun.
   "Jo. Du er vandets vogter nu. Det skal være en vogter for hvert af de magiske elementer. Hvis en vogter dør, går evnerne i arv til deres børn."
   Kendra huskede pludselig hvordan hun havde følt noget mærkeligt den nat hendes far var blevet dræbt. Kunne det være hans evner hun havde overtaget?
   "Men... hvis der skal være 12 Vogtere, hvorfor slog de så min far ihjel?"
   "Ingen af os vidste at Arlyn, din far, havde et barn. Hvis en vogter dør uden en arving, bliver hans evner fordelt mellem de resterende vogtere indtil de sammen kan finde en ny Vogter. Det er det eneste tidspunkt hvor vi alle er samlet. At få en lille del af hans evner, ville have gavnet de andres formål."
   "Hvad er deres formål?"
   "Magt. De er blevet trætte af altid at beskytte en verden, der intet kender til dem og alligevel er ved at ødelægge sig selv, lige meget hvor ofte de prøver at redde den og vise den på rette vej. Arlyn prøvede at stoppe dem og derfor slog de ham ihjel."

Kendra gik rundt i Apollos hus alene. Det var mere et gammeldags slot end et egentligt hus, fyldt med store sale, gamle malerier og rustninger. Apollo havde sagt at hun måtte se på det hele og besøge alle rummene, bortset fra kælderen, som var låst. Alligevel kiggede Kendra ikke på omgivelserne. Hun tænkte over hvad der var sket og hvad Apollo havde fortalt hende om De 12. Hendes far havde været en af dem og alligevel havde de forrådt ham og dræbt ham, fordi han ville forhindre dem i at bruge deres evner til at skaffe sig magt. Hendes far havde holdt meget af sit liv hemmeligt for hende, men nu havde hun forstået hvorfor. Han ville have fortalt det, hvis han kunne. Han havde været en helt.
   Hun gik i sine egne tanker og opdagede derfor ikke at der var en anden i den salon hun gik ind i, før hun hørte en blid stemme sige "God eftermiddag..." Kendra stoppede brast op og stirrede på kvinden. Hun var høj og slank, klædt i hvidt som Apollo og med langt, bølgende lyst hår, der hang løst ned over hendes ryg. Hendes øjne var så lysebrune at de virkede gyldne og hendes ansigt var smukt i sin enkle symmetri.
   "Åh... Hej. Jeg vidste ikke, her var andre" sagde Kendra lidt usikkert.
   "Det er ikke overraskende. Apollo glemmer ofte at præsentere mig, han har travlt med at tænke på andre ting. Jeg er Eunomia, vogteren af Orden. Du er Kendra, Arlyns datter. Bare rolig..." tilføjede kvinden hurtigt, da Kendra trådte lidt væk fra hende. "Jeg er på Apollos side. Jeg hjælper ham med at stoppe de andre Vogtere"

Den store dør til kælderen stod på klem. Det havde den ikke gjort, da Apollo viste Kendra rundt i huset og fortalte, at kælderen var det eneste, hun ikke måtte se. Hvorfor ikke? Nysgerrigheden og følelsen af at noget ikke var, som det burde, lokkede hende nærmere den forbudte dør og forsigtigt ned af de mørke trapper. Hun kunne høre svage stemmer nede fra bunden, Apollo og Eunomia, men ikke se dem fordi de var skjult bag endnu en dør.
   "... prøvede at flygte, men havde for travlt med at beskytte en kvinde til at slippe væk." sagde Eunomia.
   "Godt. Sørg for at han ikke stikker af. Vi har brug for ham lidt endnu. Hvad blev der af kvinden?" svarede Apollo.
   "Hun stak af"
   "Lige meget. Vi har ikke brug for hende, når vi har pigen" hun kunne høre ham smile, men der var noget i hans stemme, der foruroligede hende. Noget bevægede sig bag døren, noget der fik kæder til at rasle og en ny stemme blandede sig, en mandestemme der var rasende og bekymret på en gang.
   "Hvad har du gjort ved hende, dit uhyre? Hvis du har skadet hende, så-"
   "Rolig nu" afbrød Apollo, igen det ubehagelige smil i sin stemme. "Jeg har ikke gjort hende noget. Hun stoler på mig. Og hvorfor skulle hun ikke stole på sin fars bedste ven?"
   Noget i måden han sagde de sidste ord virkede forkert og fik kæderne til at rasle voldsomt. Hun kunne høre Apollo le og skulle til at snige sig tættere på, da en hånd blev lagt over hendes mund og nogen greb hendes ene arm.

Hånden over hendes mund forhindrede hende i at skrige, så hun vendte sig hurtigt. På trods af trappens mørke genkendte hun ham med det samme. Måske fordi det også havde været mørkt sidst hun så ham. Drengen der havde hevet hende op på Maren. Ham, Apollo havde kaldt 'mørket i menneskelig form.' Mørkets Vogter?
   Han holdt en finger op for munden og trak hende med tilbage op af trappen. Da de var kommet op, lukkede han hurtigt døren til bag dem.
   "De må ikke opdage os. Vi er de sidste der er tilbage nu hvor de har fanget Ceberus" sagde han. Kendra stirrede på ham og trådte lidt væk.
   "Hvad vil du? Hvis du prøver at gøre mig noget igen, stopper Apollo dig!"
   "Gøre dig noget? Hvad snakker du om? Jeg er kommet for at redde dig, ligesom i parken. Hvis ikke Apollo havde angrebet mig, ville jeg have forklaret det hele"
   "Han reddede mig fra dig. Du ville dræbe mig, ligesom I dræbte min far!" råbte Kendra.
   "Apollo dræbte Arlyn! Hvorfor skulle jeg risikere mit eget liv ved at redde dig fra det uhyre, bare for at slå dig ihjel?"
   "Det ved jeg da ikke! Fordi du er ond"
   "Jeg er ikke ond. Jeg prøver at hjælpe dig. Hør nu efter hvad jeg siger. Apollo er den onde. Han og Eunomia har fanget de andre Vogtere, fordi de ikke mener at vi gør, hvad vi burde. Ifølge dem skal vi bruge vores evner til at herske over verden, men det er ikke Vogternes opgave. Arlyn prøvede at stoppe dem, derfor slog Apollo ham ihjel."
   "Og nu ser det desværre ud til, at jeg også må dræbe hans datter. Dunstan, jeg havde virkelig håbet du ville lytte til fornuft. Du er jo næsten min familie" Mens de havde snakket var Apollo og Eunomia kommet op fra trappen og stod nu lige bag dem. Drengen, som Apollo havde kaldt Dunstan, drejede sig hurtigt og stillede sig ind foran Kendra.
   "Du snakker ikke fornuft. Du snakker mord!" sagde han roligt. Apollo smilede det samme smil som Kendra havde hørt i hans stemme nede i kælderen.
   "Mennesker dræber hinanden hver dag. Ødelægger planeten og starter krige. Vi har magten til at stoppe dem. Til at skabe Orden" Eunomias øjne glødede svagt. "med eller uden jeres hjælp."
   Apollo løftede hånden og kraftigt lys samlede sig omkring dem. Inden han kunne angribe med det, skubbede Dunstan Kendra ind gennem døren, som Eunomia havde ladet stå åben.
   "Befri de andre!" sagde han hurtigt inden han lukkede døren.

Inden Kendra nåede at sige noget lød der et brag og et smertes udbrud, men hun kunne ikke høre hvem det kom fra. Hun vendte hurtigt om og løb ned i kælderen. Foran hende var en række bure, hvor 8 mennesker var lukket inde, to og to i de fleste bure, bortset fra de to bure tættest på hende, hvor der kun var en i hver. Da hun var kommet sig over overraskelsen løb hun hen til det nærmeste bur, hvor en ung, rødhåret mand var lænket til væggen og placeret i et kar med vand, men inden hun nåede at hjælpe, råbte en stemme: "Stop Kendra! Du må ikke røre ham. Ild og vand skader hinanden." Hun vendte sig om mod det andet bur, hvor der stod en høj mand med at alvorligt ansigt og uordentligt mørkt hår. Det var hans stemme hun havde hørt før. Det måtte være Cerberus. "Det er sådan de holder os fanget, vores modsætninger skader os. Befri mig, så skal jeg nok tage mig af ham."
   Hun gjorde hurtigt som han sagde efter at han havde vist hende, hvor nøglerne hang. Mens Cerberus befriede den rødhårede mand, låste Kendra de andre burer op og befriede de andre Vogtere. De var alle lænket sammen ved håndleddet, så de ikke kunne undgå at skade hinanden, men da hun løste deres bånd, blev de straks friske og hjalp hende.
   "Kendra, hvor er Apollo og Eunomia? Hvor er Dunstan?" spurgte Cerberus, da alle var fri.
   "De... de er ovenpå. Jeg... jeg tror de slås..." sagde hun usikkert. De andre gik hurtigt op af trappen. Da hun ville følge efter, lagde Cerberus en hånd på hendes skulder.
   "Bliv her. Du kender ikke dine evner endnu. Vi tager os af det"

Selvom Kendra havde foretrukket at gå med, blev hun alene i kælderen. Over hende kunne hun høre råb og brag og hun gættede sig til, at de andre vogtere kæmpede mod Apollo og Eunomia. Efter hvad der føltes som lang tid med ubehagelige lyde, fornemmede Kendra noget. Det mindede hende om den nat i lageret, hvor hendes far var død. Lyset i kælderen synes at trække hen til hende og en følelse af kontrol og orden bredte sig i hende. Kort efter hørte hun fodtrin bag sig og vendte sig mod Cerberus, der var kommet ned efter hende.
   "Det er overstået nu."
   De gik ovenpå, hvor de andre ventede. Der var ingen spor af Apollo eller Eunomia. Dunstan lå på gulvet, mens en af de andre vogtere, en ældre kvinde, sad hos ham.
   "Hun er Helbredelse. Dunstan skal nok komme sig. Han og Apollo var jævnbyrdige, men Eunomia ødelagde balancen. Det er et under han kunne holde dem hen til vi kom."
   "Hvor er de nu?" Kendra så lidt usikkert på ham, bange for om hun overhovedet ville høre svaret.
   "Væk. Indtil vi finder nye vogtere til deres evner, må vi alle deles om dem." Cerberus smilede.

Flere uger efter vendte Kendra tilbage til sit natarbejde på lageret, efter at hendes mor havde forklaret chefen, at Kendra pludseligt var blevet meget syg, men nu var kommet sig. Efter hendes 'sygdom' ændrede hendes måde at arbejde sig. Nogen nætter, når Dunstan kom og hentede hende, blev gulvet vasket af en enkelt stor bølge, hvorefter de to Vogtere forsvandt for at beskytte grænsen...