Hun er et sted i ørkenen, øst for Eidroth. Sporene strækker sig gennem sandet, fra oase til oase. Skrigene runger i hendes kølvand.

Gaderne er smudsige i denne del af byen. Hendes fødder har besudlet de engang pæne brosten. Jeg fejer hen over fodsporene og efterlader gaden ren.
   Foran mig ligger et rod af aske, blod og sammenstyrtede bjælker. Et ben stikker frem i mørket, en hånd famler efter noget at gribe.
   Himlen er slukket. Den eneste lyskilde er de flammer, som stadig slikker på herbergets grundlag. Mennesker bevæger sig omkring i vraget. De har endnu ikke set hånden, men det gør de om lidt.
   En kvinde hviner mellem sine tænder og kalder på mændene, der straks hjælper hende ved at flytte bjælker og murbrokker. En kvæstet krop kommer til syne. En ældre herre med gråt hår.
   Kvinden taler til ham, hun prøver at berolige ham. Hendes ord slår ingen rod i mine tanker, men hans gør.
   "Jeg har aldrig ... aldrig set så skrækkelig ... kvinden ville ikke betale. Vi havde i sinde at tilkalde vagterne. Arresten." Han rømmer sig. "Hun stak Sebrina ned ... i brystet, da hun forsøgte at berolige. Kvinden var ophidset. Rasende. Jeg ... det må have været lanternerne, men når jeg tænker tilbage, er det som om hendes øjne blussede op ... og flammerne omfavnede mig."
   Lig ligger smurt ind i rødt og gråt omkring dem. Menneskenes ansigter har forskellige reaktioner. Jeg har forstået deres smerte, og derfor vender jeg mig bort.
   Spor har brændemærket en flugtvej. Jeg følger efter.

Jeg kan kun bevæge mig gennem ørkenen om natten. Dagen tilbringer jeg et skyggefuldt sted i godt selskab med en vandsæk. Jeg drager af sted tidligere, end jeg burde. Aftensolen sveder, men end ikke min gamle nemesis kan stoppe mig nu.

I ly af en sandbanke finder jeg en karavane. De har slået sig ned ved én af ørkenbrøndene. Jeg håber, at jeg kan nå frem til vandet uden problemer.
   Noget er galt. Det mærker jeg, idet jeg træder ind mellem teltene. Få sover. De fleste ligger vågne i teltene eller sidder samlede omkring bål. Deres kroppe er som sten. Øjnene stirrer blankt frem for sig imens børnene vræler. Ingen forsøger at trøste.
   Alle munde åbner og lukker som fiskenes, men hverken ord eller lyd kommer ud. De tager tilløb til at tale, men ingen snakker. Læberne sprækker, røde dråber slikkes bort.
   Jeg finder brønden under stjernerne og kigger ned i den. Jeg forventer at finde himlen afspejlet, men mørke møder mit blik, kun mørke, og stanken af en rådnende sjæls berøring.
   Vandet er borte.
   "Hvem har gjort dette?"
   En kvinde sidder ikke langt væk, og jeg er ved siden af hende i det næste sekund. "Hvem?"
   Kvinden ryster på hovedet. Jeg lægger min stemme i blød, som en klukkende sang i stedet for den brus, folk frygter.
   "Jeg beder dig. Ved du, hvad der er sket?"
   Kvindens øjne ser intet. Jeg er næsten ikke til stede for hende. Hun bøjer sig frem. "Jeg vil ikke græde," hvisker hun. "Tårerne er spildte." Jeg gentager mit spørgsmål, igen og igen. "Vi ved det ikke. Kamelerne har gået langt, børnene er tørstige, jeg er tørstig. Der var et spor, men ingen med mod til at følge det." Hun kigger op, ikke på mig, men ligeud. Igennem mig. "Skal vi dø her?" spørger hun mig. Fortvivlelse maler hendes stemme.
   "Nej," siger jeg. Jeg tror, at sandheden er mere grusom end håbet.

Jeg hader ørkenen. Netop som jeg var ved at indhente hende, slår hun vejen om. Hun er stærk og udholdende, mere end undertegnede i disse omgivelser. Mine dage er fyldte med desperat frustration, og i nætterne glider jeg gennem det kolde mørke og mærker den sparsomme dug lægge sig omkring mig.
   Det er anden gang, hun flyder ud af mit greb, og fordamper for mit åsyn. Hun glider ned i en sprække og finder et hulrum, hun kan rende videre fra, når den hurtigste vej giver sig til kende. Hun finder altid nye muligheder. Skjulte passager.
   Jeg kan aldrig forudse dem. Ingen anden ville vælge en sti, en flugtrute, som hendes. Det vil jeg tro.

Graven står åben. I sandet ligger den dødes ejendele spredt. Jeg går ned i graven og ser stenkistens låg vægte på gulvet. Jeg bøjer mig over den døde. Den mægtige mands hænder er samlet ved brystet, et lille stykke fra hinanden, for at beskytte genstanden imellem dem.
   Genstanden mangler. Det gør en tå fra foden også. Bruddet bevidner, at det er sket for nylig.
   Jeg forlader hastigt graven. Jeg har tidligere forstået, at hun har afsværget alle rødder og obligationer, men dette svigt havde jeg ikke forudset. Vogterne af Sandheden havde ret. Én med sådanne evner, og den uvilje til samarbejde, er farlig.
   Hen imod morgenrøden forandrer landskabet sig. Græs og planter stiger op omkring mig og jeg suger indtrykket til mig. Idet solen flækker himmelhvælvingen med sin sødme, lægger jeg mine øjne på en juvel: byen, jeg har længtes efter at besøge igen. Qual'Dhas med den søde vin, de syngende gader, den tågede dis og stærke sol, en slentrende flod og glade smil. En by, hvor alle stemmer danner én.
   Juvelen er blevet besudlet.
   Belyst af nattehimlens evige lamper sniger jeg mig ind gennem åløbet, ind i gaderne, som er travle, selv ved denne tid.
   Dette er samlingsstedet for store idéer, tænkere og de, som kan føre det hele ud i livet. Her er mange Påkaldere, jeg kender, og deres allierede er ikke kommet udenom mit bekendtskab. Det er aldrig modvilligt, at jeg rejser til denne by, og jeg føler, at det siger en del om stedet.
   Nu ville jeg ønske, min vej ikke var blevet lagt herom. Eller i hvert fald at hendes ikke var.
   Luften dæmrer af utugt. Folkenes ansigter er bekymrede, selv de laveste fattiglemmer, der ellers sjældent lader sig påvirke af omverdenen, især ikke aristokratiets sysler.
   I den midterste del af byen summer stemmerne højest. Den hellige Orb er blevet stjålet. Kun fire kan have taget den; præsterne.
   Det tager mig ikke lang tid at finde ud af, hvem det er. En af præsterne diskuterer med sin viv.
   "Jeg sagde jo, hun ikke var til at stole på!"
   "Du bød hende velkommen, direkte ind i vort eget hjem! Hun spurgte om vej til mig, og du lukkede hende ind i biblioteket."
   "Du lod dig besnære!"
   "Er det det, du bekymrer dig om? Vi har hele byen vendt imod os, og du bekymrer dig om min troskab? Jeg har aldrig været sammen med hende!"
   "Kødelig lyst er ikke det eneste -"
   Jeg er ikke interesseret mere. Jeg kan se situationens alvor. Hun har taget Qual'Das' Orb, en genstand, hvis umådelige kraft er så stor, at landet vil brase sammen foruden.
   Uanset om præsterne lærer, hvem af dem, der har begået forbrydelsen, vil der for altid herske mistillid. Hun er langt væk, men ikke langt nok. De finder hende.
   Jeg må ikke lade dem nå hende først.

I løbet af livet vil der uværgeligt sætte sig dystre pletter på menneskenes sind. Selv de reneste kan ikke undgå det: det har de selv tilstået. Men nogle få er værre tilfælde end andre, og de skal renses, så deres skavanker ikke går videre i deres næste liv, så ondskaben ikke cirkulerer verden. En forbryder, dømt til døden, som ikke har angret, vil komme tilbage som den samme forbryder.
   Dette er sandt.
   Hvornår jeg blev besat af at rense hende er ikke vigtigt. At rense har været min funktion i lang tid. Det er oftest en nem opgave, selvom den tager tid, men den er vigtig. Når et sind er blevet tilsmudset, sender de bud, og jeg kommer som kaldet, fordi en verden, hvor ingen bliver renset, er et kaotisk sted, og jeg har ikke lyst til at være der.

Min rejse slår gennem en landsby. Sporet leder lige ind på torvet, og jeg følger det. En forsamling er stablet på benene ved et af husene, et klageskrig sørger i middagsbrisen, for midt i gruppen ligger et barn, en pige - død.
   Hendes krop er næsten ikke til at genkende som noget menneskeligt. Den normale hudfarve er skjult af store, sorte plamager. Hendes tunge stikker ud af munden. Den er grøn.
   En kvinde, hendes mor, sidder på knæ ved liget og forbander himlene. Nej, ikke himlene, går det op for mig. Den, som fik ulykken til at ske.
   Jeg mærker mit indre fryse kortvarigt til. Det er kommet for langt ude af kontrol. Hvad bliver det næste, hvis jeg ikke fanger hende? Vil hun løsne en sten for bjergets fod og få alt til at skride sammen?

På min vandring støder jeg på en uventet skov. Den er ung og frisk, stærk og smidig, og det på trods af, at der ikke løber nogen flod i en alt for stor omkreds. Jeg kender morgen duggen på dette sted, og den er ikke stærk nok til at medføre vidundere.
   Jeg plukker en moden frugt og suger saften ud af den. Smagen af kraft fylder mig. I energien kan jeg føle hende. Hun må have lært at bruge Orben.
   Frygt dæmrer i mig. Når hun kan kontrollere et magtfuldt våben, vil hendes skade kun blive værre. Det rigtige værktøj er blot halvdelen af arbejdet.
   Hun har skabt en mindre lagune uden vands tilstedeværelse, i stedet for at bruge samme evner til ødelæggelse. Jeg ved, at hun ikke blot har påkaldt kræfterne for at nære sig. Der må være en større sammenhæng.
   Det skal der være.

Problemet med ikke at kunne rejse ved højlys dag er ikke kun, at hun så let kan slippe fra mig, men også at præsterne så let indhenter mig. Jeg vil ikke bruge min energi på at stoppe dem - deres tro stemmer ikke overens med min viden, og de ville aldrig lade sig overtale om, at det ville være forkert at slå hende ihjel. Ikke som tingene står nu.
   Jeg ved udmærket godt, at tiden er inde til at få en ende på al denne tumult, men så bliver jeg nødt til at samle mine kræfter.
   Der ligger et vandhul blot en halv dagsrejse fra hendes vej, men det er en risiko, jeg bliver nødt til at løbe. Ellers ville jeg alligevel ikke have kraft nok, når jeg nåede frem til hende.
   I vandet svømmer jeg rundt og forglemmer alt i nogen tid. Denne sø er så meget nemmere at kontrollere. Blid og lydig, modsat hende.
   Et åløb, der glider ned af bjergets side, og finder de letteste, de hurtigste, udveje, uden at jeg har mulighed for at holde det tilbage. Vandet glider fra mig. Og måske ender det i et frådende hav.
   Jeg synker og håber.

Op af eftermiddagen indhenter jeg de fire præster. Himlen har været påklistret med kun én sky, men den har heldigvis ligget lige foran den lysende sol og gjort mig i stand til at rejse.
   Jeg stiller mig op foran dem. De stopper og stirrer på mig. Deres øjne misser, selvom lyset ikke er stærkt. Så husker jeg, at lys kan reflekteres af mig.
   "Wsir!" råber én af dem. De smiler.
   "Jeg ved, hvem I jager," fortæller jeg dem. "Jeg er selv ude efter den samme."
   De smiler og nikker til hinanden. Ham længst til venstre træder frem, men han siger hvad enhver af dem kunne have sagt.
   "Nævn, hvem der har sendt dig til vores hjælp, og vi vil være dem evigt taknemmelige! Vi beder dig, sig os navnene, og hjælp os med at udrydde udyret, der har bragt så megen skade!"
   Jeg bobler indvendig, men jeg beholder min kølige facade. Det er vigtigt ikke at koge over og blive vred. Ignorans er tilgiveligt, det må jeg minde mig selv om.
   "Jeg er ikke kommet for at hjælpe jer - ikke endnu. Lige nu vil jeg stoppe jer."
   De er forvirrede.
   "Hvorfor?"
   "Jeg er Wsir, renseren. I kender mig, og I må kunne sige jer selv, hvad min opgave er."
   "Men ..." Det er en anden, der er trådt frem nu. Jeg er uinteresseret i, hvad han har at sige, men det er min pligt. "Wsir, hun er et grusomt væsen! At rense hende er umuligt. Vi kan ikke lade hende slippe væk."
   Jeg træder hen imod dem. Deres kroppe længes efter at træde tilbage fra mig, men de bliver bravt stående. Det beundrer jeg dem for.
   "Der er ingen, det er umuligt at rense. I så fald ville verden være en ond cirkel, af had og ondskab. Men jeg har set rensningen. Jeg er rensningen! Og en dag vil der ikke være brug for mig mere. Det lover jeg jer."
   Deres øjne hænger ved hinanden. Blikkene skifter, kroppene laver fagter, som jeg ikke forstår.
   Så angriber de.
   Deres hænder er løftede, forskellige farver bryder luften. Jeg træder frem imellem dem og slynger dem ud til siderne, imens jeg råber: "Idioter! I er kun mennesker! I kan slet ikke begynde at forstå, hvordan verdens brister skal dæmmes."
   "Det er dig, som ikke forstår!" udbryder en af dem, og hans tunika klynger sig pludselig vådt til hans krop, efter han har løftet sin stav imod mig. Hans øjne ruller, så det hvide bliver tydeligt. Runer lyser ud fra staven og flyver imod mig.
   Jeg forsvinder.
   "Hvor blev han af?" råber de.
   "I kan intet gøre imod mig. Jeg beder jer ikke jagte hende yderligere." Det er ikke sandt. De er fire, stærke præster, kyndige magikere. De kan give mig store problemer, ikke mindst ødelægge det, jeg har arbejdet på i månedsvis.
   Jeg har stillet mig på sandbanken bag dem. De betragter mig. Jeg afventer deres beslutning så roligt, jeg kan. Så længe, jeg tier stille, kan de ikke tyde min frustration. Min frygt.
   De nikker til hinanden og én taler.
   "Wsir, vi er ikke enige i din beslutning ... men vi vil ikke stille os i vejen for dig. Tilgiv os." De bøjer deres hoveder.
   Jeg bliver rolig. "Selvfølgelig. Når jeg har gjort det, jeg er blevet sendt ud for, vil jeg ikke stå i vejen for jer længere. Jeg håber, at Qual'Das også for fremtiden vil være åben for mig, og at I vil genfinde jeres Orb."
   Så forlader jeg dem.

Min rejse så for en kort stund ud til at gå bedre tider i møde; hun var på vej ud af ørkenen, hvor jeg er i mit es, men nu da jeg er nået frem til græssteppernes grænse, drejer hendes spor tilbage mod sandet igen. I mit stille sind sukker jeg, men min lidelse må ignoreres for det fælles bedste.
   Jeg drikker af græssets nærige vandreserver og begiver mig videre på vejen. Snart går det op for mig, at jeg er ved virkelig at indhente hende. Hun er langsommere, og hendes spor er tungere.
   Hele natten vandrer jeg, som altid, og da morgenen gryr, solen hæver sig op over sandbankerne og farver det røde endnu mere rødt, finder jeg hende. Hun har lagt sig for foden af en sandbanke, så hun vender mod vest, bort fra solen. Hendes vejrtrækning er tung. Hun er såret.
   Orben hviler under hendes arm, som knytter den ind til kroppen.
   "Vågn op!"
   Hendes øjne spærrer sig vidt åbne, og det gibber i hende. Jeg betragter gåsehuden, der kryber op over hendes arme. Hun er mere bleg, end jeg havde troet hun ville være efter ugevis i ørkenen. Hun får øje på mig. Hendes frygt bevidner, at hun har kendt til sin forfølger længe.
   "Jeg kan hjælpe dig," tilbyder jeg. "Lad mig ændre dit liv til det bedre. Følg med mig ud af ørkenen."
   Med vantro i ansigtet retter hun sig op og stirrer på mig. Så ler hun.
   "Så du kan udøve din retfærdighed på mig? Jeg har aldrig hørt noget så dumt!"
   Jeg griber fat om hendes ansigt og presser hende ned mod sandet. Hun gisper efter vejret, men jeg drukner hende i mit greb, til hendes øjne bliver slørede og hendes forsøg på at kæmpe tilbage bliver meningsløse. Først da slipper jeg.
   Hun gisper efter vejret. Jeg lægger mig for hendes fødder og begynder at kravle op over hendes ben. Som jeg kommer længere op af hende, bliver hendes krop lammet under mig. Hun vrider sig, og en ren klang lyder i luften.
   Vind suger mig af hende og kaster mig op i luften. Kraften slipper mig, og jeg lander nogle meter væk. Hun holder Orben mod mig. Hendes ene øje skeler, hun gnider sin hals med hånden, men hun er fokuseret på mig.
   "Du er ikke så farlig, som jeg havde troet," mumler hun. "Ikke hvis jeg kan holde dig væk. Ikke sandt?"
   Hun afventer mit svar, men jeg siger selvfølgelig intet.
   "Jeg er ikke sikker på, hvad du vil gøre ved mig, men tro mig; jeg lader dig ikke gøre det! Hvis du prøver på noget igen, slår jeg dig ihjel!"
   Hun kommer vaklende på benene og holder Orben rettet mod mig.
   Noget stiger op i mig, en mørk skygge. Det ulmer og skurrer indeni - det vil ud.
   Jeg brøler og kaster mig over hende. Rædsel vasker alt andet af hendes ansigt, hænderne holder rystende Orben op imod mig. Dens kraft udelukker min indflydelse, men jeg bliver ved med at presse på den, krænge i dens hjørner, bide, flå, trykke.
   Hun stønner, og hendes knæ begynder at give efter. Min sejr er inden for rækkevidde. Præcis, som det er meningen, trykker jeg hende ned mod jorden, og snart vil Orben blive tvunget ud af hendes greb, glide i sikkerhed, og verden kan blive frelst for endnu en sort sjæl.
   Og sådan går det. Orben glider gennem sandet, uden at få så meget som en ridse i det glinsende krystalglas. Hun skriger. Jeg ignorerer det.
   Denne gang kan hun ikke modstå mig. Først lammer jeg hendes fødder, så knæene, hendes mave, skuldrene. Jeg ser ind i hendes øjne og siger farvel til de sorte pupiller, før jeg dykker ned i dem. Når jeg bryder op over overfladen igen, vil de være helt forandrede.

"Monster!"
   Jeg er på jorden. Hun ligger sammenkrøbet lidt fra mig. Al hendes tøj er revet væk, og hun har dybe rifter ned over sin krop. Jeg har boret helt ind til hendes kerne, vasket hende nøgen og bekæmpet det, jeg har mødt indeni dette forskruede sind.
   Hun stavrer på benene. Jeg kan ikke rejse mig. Min energi er opbrugt på en kamp, jeg ikke havde regnet med. Hver gang, jeg fik fat i noget konkret, smuttede det væk, ind i krogene af hendes væsen.
   Jeg var så tæt på.
   "Tak," hvisker hun, og holder sin arm op til munden. Hun presser sine læber mod én af rifterne og kniber øjnene sammen. "Du har healet mig for de skader, Orben lavede. Den del opnåede du i det mindste." Hun bøjer sig igen og samler sit tøj sammen, binder det så godt om sig, som hun kan, og giver mig et blik, som gør mig rasende.
   "Du er fortabt!" hvæser jeg. "Det bliver du, hvis du fortsætter. Men du kan stadig vende om!"
   "Der er ingen vej tilbage," svarer hun. "Hvorfor indser du ikke, at du har spildt tid og kræfter på noget, der er dømt til at mislykkes?"
   Det kan jeg ikke. At give op ville være at godtage en verden, der ikke må eksistere.
   "En dag finder jeg dig. Når du vandrer i en regnskov, vil grenene bøje imod dig, på havet river bølgerne dit skib itu, vandet, du drikker, vil kvæle dig indefra."
   Min trussel ændrer intet i hendes udfordrende mine.
   "Vand er farligt at lege med," tilkendegav hun med et nik, "den kan slukke ild. Men en dråbe er ikke nogen stor udfordring for en altopslugende flamme."
   "Så bliver jeg til et hav og drukner dig."
   Hun trækker på skuldrene. "Vi får se." Hun vender sig og går med Orben i den ene hånd. Hendes fødder sætter nye spor i sandet. Selv hvis præsterne indhenter hende, vil det ikke hjælpe nogen.
   Her ligger jeg, i ørkenen, under min bagende, rødglødende ærkefjende og har brugt mine sidste kræfter på en alt for stor opgave. Men jeg vender tilbage. Uanset hvor lang tid, det vil tage.

En del af mig fordamper op i skyerne. Resten af mig siver ned i jorden. Jeg forener mig med resten af de Rensende. Jeg fortæller dem en grusom historie om et monster, der ikke vil rokkes af stormen, men blot svømmer hen over bølgerne.
   De tror mig ikke. Det nægter de. Det gør vi altid.
   Men måske kan vi ikke undgå sandheden for evigt: at der er noget derude, vi muligvis ikke kan skåne verden for.