Tågen hang over den lille by. Den var drevet ind fra havet, der slog mod molen, hvor fyret stod trofast og advarede skibe mod de skarpe skær. Stilheden i byen var trykkende, kun en svag vind hvirvlede lidt rundt i tågens slørede skygger. Luften var tung af salt og lugtede af tang.
   Kun i nogle få huse var der lys. Klokken nærmede sig 22:00. Lysene blev slukket et efter et. Kun de få gadelamper lyste endnu, og gav et gyldent sløret lys fra sig. Tågen nærmest dansede i det sparsommelige lys under dem. Fiskekutterne lå i havnen og vuggede blidt i deres forsvarlige fortøjninger, i takt med de svage bølger.
   I fyrpasserens bolig, ikke så langt fra havnen, var der stadig et stearinlys tændt. Det stod i vinduet og brændte stille ned. Fyrpasseren var en ældre mand på omkring de 73 år. Han havde overtaget arbejdet efter sin for længst afdøde fader. Han sad i den næsten mørklagte stue, der kun blev oplyst af det let flakkende skær, fra stearinlysets flamme. Han sad helt stille. Åndedraget var roligt, og hans øjne halvt lukkede. Hans blik var rettet mod lyset. Den elfenbenshvide stearin nærmest glødede indvendigt. Han lukkede øjnene. Duften af hav og gammelt træ fyldte huset med en behagelig stemning.
   Forsigtigt løftede han den ene hånd op til halsen, hvor den lukkede sig om et halssmukke. Det forstillede en havfrue, der sad på et anker. Det var lavet i slidstærkt metal, som årerne efterhånden havde givet en let fløjlsagtigt skær. Han åbnede igen øjnene og kikkede på stearinlyset. Flammen flakkede let, og hans blik gled over til Bornholmeruret, der stod op af den ene væg. Kvart over ti. Han rynkede brynene og rejste sig langsomt op.
   For den korte tur hen til lyset, måtte han stoppe op flere gange. Han var ikke så ung længere, og havde ikke haft et let liv. Vinden og det saltevand, havde givet hans hud et læderpræget udseende. Han var næsten blind på det venstre øje, og hørte efterhånden dårligere og dårligere. Tiden var gået. Hans tid. Han lagde en gammel, men stadig stærk hånd på vindueskanten. Flammen flakkede endnu mere, og han kikkede ud i natten.
   Langsomt, ganske langsomt begyndte en klokke i det fjerne at slå. Ding, ding, ding, ding, ding. Fem gange. Det var lyden af en fiskerkutters klokke. Men intet var at se ude på det store hav, hvor himlen og havet var samme sortblå farve. Kun bølgernes let urolige overflade afslørede havet. Deres rolige overflade blev brudt med af et par store bølger, som slog ind over molen.
   Skumsprøjtene blev slynget op i luften, for derefter at falde som regnedråber på den segmenterede sti ud til fyret. Klokken slog igen. Ding, ding, ding, ding, ding. Igen fem slag, men ingen båd. Fiskekutterne vuggede nu mere end før. De rev og sled i fortøjningerne, som ville de det usynlige skib til undsætning. Vinden susede nu af sted, men tågen forblev tæt. Fyrets lyskegler ramte en skikkelse ude på vandet. Et skib. Det var en fiskerkutter. Hvid, næsten snehvid. Fyrpasseren rynkede øjenbrynene og prøvede at fokuserer på skibet ude på havet.
   Ding, ding, ding, ding. Nu fire slag. Det løb ham koldt ned af ryggen. Skibet var på vej ind mod kysten. I fyrtårnets glimt af lys, skimtede han nogle af de skarpe skærs toppe. Det lignede knive, der skar gennem vandoverfladen. Igen løb en kulde ned af ryggen på ham. Klokken lød igen fra skibet. Ding, ding, ding. Kun tre slag. Han rynkede der buskede øjenbryn og fugtede tommelfinger og pegefingerspidsen. Lyset hvæsede svagt, da de våde fingrespidser slukkede det. Lygten af røgen, der snoede sig op i mørket, som nu omgav manden.
   Skibets var ude i hård sø. Dets klokke ringede igen. Ding, ding. Kun to. Han så skibet styre mod de skarpe skær. Han vidste der kun fandtes én vej ind til havnens sikkerhed. Denne kaptajn kendte den ikke. Han sukkede og lukkede øjnene. Ding! Den sidst ringen med klokken, var højere og mere gennemtrængende, end de foregående.
   Han åbnede langsomt øjnene og kikkede ud i tågen. Han undrede sig. tågen var så tæt, at han ikke kunne se vejen ud til fyret. Men skibet var så tydeligt, som på en klar dag. Det sejlede ind i de første skær. Lyden af træ der splintres blandede sig med bølgernes brus. Skibet kæntrede. Hvide skikkelser kastede sig i vandet. Langsomt begyndte skibet at synke. Dets hvide skikkelse forsvandt ned i havets sorte afgrund. Nogle få hvide skikkelser dukkede op til overfladen. De kæmpede sig ind mod kysten. En efter en forsvandt de i mørket, for aldrig at komme op igen.
   Den gamle mand, lukkede øjnene og slog korsets tegn for sit bryst. Han vendte sig, og gik hen til sin seng. Han lagede sig ned under dynen. Tågen ville snart lette. I morgen, ville børnene finde drivtømmer nede på stranden. Dette ville blive samlet sammen og brændt, i håbet om, at skibet aldrig ville komme igen. Manden vendte sig om på siden og lukkede øjnene.
   Tågen forblev liggende over byen. En hvirvelvind formede en skikkelse i tågen. En ung kvinde. Hendes hofter vuggede blidt, da hun tog de første skridt. Kjolen var let og gammel. Hendes hår var langt og bølget. Tågen dansede om hende, og gav hende mere energi. Hun åbnede øjnene. De spillede i havets farver. De eneste farver der var. Hun gik lydløst hen langs havnen. Nærmest svævede hun. Hendes blik var koldt, og rettet mod havets nu rolige vand. Hun stoppede op, og vendte blikket mod byen. Det var som om hun lede. Tågen snoede sig omkring hende og fik hendes hår til at bevæge sig. Med en målbevidst holdning, gik hun ind i byens gader, og forsvandt i tågen.
   Senere nede på havnen lød der løbende fortrin. En ung mand dukkede op. Han løb på bare føder, og hans åbne jakke afslørede nattøjet. Kvinden dukkede op på kanten af kajen. Hendes blik fulgte den unge mand. Han var snart henne ved hende. En salt tåre løb ned over hendes kind. Manden satte farten op. Hans hjerte hamrede af sted. Luften var tung af salt. Tågen gjorte hans tøj vådt. Han så tåren, der løb ned over den smukke kvindes ansigt. Hendes havfarvede øjne var sorgfulde. Så hoppede hun. Der løb intet plask. Han løb hen til kanten og kikkede ned. Nogle ensomme bølgeskvulp slog mod kanten. Noget hvidt lyste op fra havets mørke.
   Hans hjerte stod stille. Hun var sprunget i. Han smed jakken og skulle til at hoppe, men stoppede så. Han rettede sig op og kikkede mod fyret, der tårnede sig op over havnen. Så hoppede han. Vandet var koldt. Det lukkede sig over ham. Hans øjne sved i det salte vand. Neden under ham kikkede den unge kvinde op. Hendes havfarvede øjnene var kaldende. Han begyndte at svømme ned mod hende.
   Det var som om hun blev ved med at blive trukket ned. Hans lunger begyndte at gøre ondt. Det kolde vand nedkølede hans krop. Hans ben gik i krampe. De ville ikke mere. Han prøvede at nå kvinden, der kikkede op på ham. Hendes hånd kom op mod ham. Den greb fat i hans, og hev ham ned. Hendes smukke øjne lyste af latter. Et smil kom frem på hendes læber. Hun lo. Han prøvede at komme fri fra hendes greb. Men det var umuligt. Hans krop skreg på luft.
   Et højlydt plask hørtes gennem vandet. Den unge mand var ved at miste bevidstheden. Kvinden slap hans hånd med et, og forsvandt ned i dybet alene med et skræmt udtryk i ansigtet. Han forstod det ikke. Han havde heller ikke kræfter til at kæmpe sig op til overfladen. Et par arme lagde sig om hans bryst. Hurtigt blev han trykket op af vandets kvælende greb.
   Han lå på det hårde segment og hostede vand op, mens han prøvede at hive luft ned i lungerne. Han følte sig som en fisk på land. Hvilket han også lignede en del. Kulden fik ham til at ryste. Langsomt fik han vejret igen, mens hans kræfter var fortsat var væk.
   En varm hånd blev lagt på hans skulder. Han kikkede op. en ældre mand sad på hug og kikkede bekymret på ham. Han genkendte ham. Fyrpasseren. Den gamle mand, der altid havde et lys i vinduet om aftenen. "Klare du den?" spurgte den gamle mand med sin rustne stemme, der lød bekymret. Han nikkede stille. Det troede han at han gjorte. Forsigtigt satte han sig op. Hans krop rystede stadig af kulde. "Hvad skete der?" spurgte han med svag stemme. Den gamle mand kikkede på havet. "Tågens kvinde lokkede dig i havet." Den unge mand rynkede øjenbrynene og kikkede selv mod havet. Det var mørkt og bølgerne slog blidt mod kanten af kajen. "Hvem er hun?" fyrpasseren trak på skulderne. "Hendes navn var Violine, opkaldt efter sin fars ynglings instrument. Hun druknede sig, da hendes forlovede omkom på havet under en storm." Den unge mand nikkede langsomt. Han forstod det ikke helt. "Hun bliver kaldt tågens kvinde, for hun kan indimellem skimtes i tågen." Den unge mand kom på benene, selv om han svajede usikkert. Han støttede sig til den gamle mand, der havde en utrolig styrke på trods af alderen.
   Inde ved husene opdagede han, at tågen var lettet. Hans kræfter vendte langsomt tilbage. han fulgte med fyrpasseren, der tog ham med til sit hjem.
   Han kikkede sig ikke særlig meget rundt. Det der betød noget, var varmen og venligheden. Han kikkede på den ældre mand, som kikkede på ham. "Tak skal du have." Sagde han og tog imod den kop te der blev rakt til ham. Den ældre mand nikkede. "Det var så lidt. Tågens kvinde er ikke til at spøge med." Han nikkede til kendegivende. Det havde han fundet ud af. Hans hovedet snurrede med en masse spørgsmål, og inden han kunne bremse sig selv, spurgte han. "Hvor mange har hun taget med sig til dybet?" den ældre mand kikkede tankefuldt ned i sin kop i nogle minutter. Så løftede han hovedet og sagde: "70, tror jeg. 87 i alt, men de 17 slap væk eller blev redet, lige som dig." Den unge mand nikkede. "Hvorfor gør hun det?" fyrpasseren kikkede på ham. "Ingen ved det, men historien siger, at hun krævede at hendes forlovede skulle tage med den fiskerkutter ud og fiske, på trods af stormen." Den unge mand nikkede. "Vil De fortælle mig historien?" Den ældre mand nikkede.
   "Det skete for 88 år siden. En voldsom storm trak op ude over havet. Den unge pige Violine var blevet forlovet, med en fiskers søn. Hendes far brød sig ikke om det, men accepterede sin datters valg. Den unge mand skulle tjene penge til brylluppet, men han ville ikke ud på grund af den forestående storm. Hun pressede ham ud, med en ny kaptajn, der ikke kendte skærene. Da de skulle ind, fordi vejret var for hårdt, sejlede de ind i skærene og skibet kæntrede. Alle døde. Knust mod de skarpe klipper. Hun kunne ikke bære, at være skyld i hans død, så hun hoppede selv i havet."
   Den gamle mand holdte inde et øjeblik, inden han fortsatte. "Det fortælles at hendes forlovede senere dukkede op ved fyret. Den gamle fyrpasser havde fundet ham og taget sig af ham. Han boede på fyret, og man så ham sjældent. Den unge mand forlod byen og kom aldrig tilbage. Det siges så, at hun vender tilbage hvert år, for at få ham tilbage. En anden teori er, at det er djævlens straf for hende, at hun skal hive et vist antal unge mænd til havets bud, før hun kan få fred." Den ældre mand holdte inde og tog en tår af sin te.
   Den unge mand kikkede på ham. "Hvem reddede mig?" Den ældre mand slikkede sig om munden. "Orcai." Den unge mand rynkede øjenbrynene. "Hvem er det?" fyrpasseren smilede. "Hun var Violines søster. Den smukkeste af dem. Hendes hår var sort som kuld, men en tot på hver side var kridhvid. Derfor fik hun navnet Orcai, da Orca er en del af det latinske ord for Spækhugger." Den unge mand nikkede og kikkede ud af vinduet. "Hvorfor reddede hun mig?" Den ældre mand trak på skulderne. "Orcai blev myrdet af sin søster som ung, fordi de var forelsket i samme mand. Violine skubbede Orcai ud fra fyrtårnets top, da de var der oppe og kikke ud over havet. Hun fortalte, at hun selv var sprunget, men alle vidste at det var løgn." Den unge mand nikkede. "Orcai er en af havets engle nu. De beskytter sømændene, der tager hensyn til havet, og dets skabninger." Den ældre mand holdte igen inde.
   "Det siges, at Orcai reddede den unge mand fra druknedøden. Hendes kærlighed til ham var stadig den samme." Sagde fyrpasseren pludselig. Den unge mand kikkede op fra koppen. Men den ældre mand, sad blot og kikkede frem for sig. "Der er ingen, som i dag tænker på havets engle. De misbruger havet, og viser ikke dets skabninger respekt. En dag ender det galt," mumlede fyrpasseren, mere til sig selv, ind til den unge mand.
   Den unge mand nikkede. Han var træt, og ville gerne hjem i seng. Den ældre mand kikkede på ham. "Du trænger vist til at komme hjem i seng. Nu skal jeg følge dig hjem." Han rejste sig op, og fulgte ham hjem.
   Hjemme i sit eget hus sank den unge mand om i en stol, og faldt straks i en dyb søvn. Den ældre mand gik hjem igen. Men inden han gik ind, gik han hen til kajen. "Violine, du fortjener ingen fred. Du ødelagde så mange liv den gang, og ødelægger stadig mange liv. Du tog din søsters liv, for at få en ung mand, som du alligevel sendte i døden. Lad skibets sidste vragrester komme op på stranden og lad dette stoppe." En ung kvinde dukkede op nede i vandet. Hun kikkede vredt op på ham. "Jeg ved du ikke kan rører dem, der kender dit navn, og den unge mand du ville drukne er journalist og forfatter. Han vil skrive en artikel om din historie. Ingen vil længere kunne rammes af din forbandelse." Den unge kvinde nede i vandet gjorte ansigter af ham, inden hun forsvandt ned i dybet igen. Den ældre mand gik hjem i seng, hvor han gik i seng. Godt tilfreds med den unge mands nysgerrighed.
   Imens vågnede den unge mand ved et svagt blåt lys. Han slog øjnene op og kikkede direkte på en anden ung kvinde. Hun stod i en lyseblå kjole, med et par mørkeblå vinger på ryggen. Hendes hår var langt og sort. Hans øjne faldt på to kridhvide totter i hver side. "Orcai." Viskede han og satte sig op. Havets engel nikkede. "Ja. Det er mig. Du har altid behandlet havet og dets væsner godt. Nu kender du Violines navn og historie, så hun kan ikke røre dig mere. Men hun kan røre mange andre unge mænd endnu." Han nikkede og kikkede betaget på den smukke kvinde foran sig. "Jeg vil skrive en artikel omkring hende." Orcai smilede venligt, inden hun bredte sine vinger ud og forsvandt. Den unge mand sad lidt og kikkede på det tomme sted, inden han skyndte sig hen til computeren og tændte den.
   Et par dage efter stod historien i den lokale avis, under overskriften. Tågens kvinde – Violine. Den var på forsiden, så alle læste navnet. Senere fik han udgivet en novellesamling, hvor en historie hed. Kvinden i tågen.
   Om aften på udgivelsesdagen stod han nede ved havet. Han havde to buketter i hånden. Den ene var hvid, med enkelte blå blomster, og den anden var i flere forskellige blå og grønne nuancer med to hvide roser i. Han lod den hvide buket falde ned i vandet. "Her Violine. Denne er til dig. Selvom du ikke er rar af sind, fortjener du den." Hun dukkede op i vandoverfalden og gloede ondt på ham, inden hun fik øje på buketten. Hun lagde begge hænder omkring den og nærmest snusede til den, inden hun nikkede som tak, og forsvandt ned på bunden med den.
   Henne ved fyret lagde han den anden forsigtigt ned. "Her Orcai. Denne er til dig, som tak for din hjælp. Du fortjener den fuldt ud, hvis jeg kunne, ville jeg give dig det du ønsker mest." Han kikkede sig rundt. Vandet lå spejlblankt hen, og lokkede bådfolkene ud.
   "Du har da givet mig det jeg ønskede mest." Kom det bag ham. Han snurrede rundt og kikkede ind i et par klare blå øjne, med stænk af grønt. Det var en ung kvinde. "Hvem er du?" hun lagde hovedet let på skrå. "Kan du ikke kende mig?" Han rystede på hovedet. "Jeg er Orcai. Havets engel." Han følte sig dum. Selvfølelig var det hende. Det sorte hår og de to hvide totter. Hun smilede til ham. Hendes vinger var væk gik det op for ham. "Hvor er dine vinger?" Hun kikkede sig over skulderen. "Når, dem. De er bare usynlige lige nu. Jeg har nemlig fået lov til at leve sammen med dig, hvis du holdte ord, og det gjorte du." Den unge mand sank engang. En af havets engle tilbød ham dens kærlighed. Han havde også savnet hende. Hun rakte hånden frem mod ham. Han tog den, men inden bukkede han sig ned og samlede buketten op. Han gav hende den og sammen gik de hjem til ham.
   Fyrpasseren stod i fyret og kikkede efter dem. Han så Violines blik efter dem. Hun havde tabt slaget om den unge mand. Han smilte. Selv en efterkommer, havde stadig samme blod som ham.
   Han gik ud til kanten. Spredte sine vinger ud, og fløj ud mod horisonten, hvor solen hang lavt og fik havet til at skinne som guld.