Knust på gulvet lå lampen, der før havde givet lys. Nu var den eneste lyskilde det svage skær fra udendørslamperne på gangstien nedenfor vinduet. Den søde metalliske lugt af blod, flettede sig ind mellem duften af te og chokoladekiks. Ubevægelig på gulvet lå han med tomme øjne og stirrede frem. Bag ham, helt henne i hjørnet sad en skikkelse med armene omkring benene. I en tranceagtigtilstand rokkede den frem og tilbage, mens den mumlede frem for sig. "Nej, nej, nej..."
   På intet tidspunkt tvivlede Sebastian på, at de havde fundet hotellet. Politibilernes blå blik oplyste området, og teknikkere gik målrettet rundt på stedet. Han skævede til sin yngre makker, der sad tilbagelænet og studerede sceneriet.
   "Det virker ikke normalt." kommenterede han. Makkeren rystede på hovedet og rettede sine brune øjne mod ham.
   "Nej. Normalt ville de vente til vi nåede frem."
   Sebastian nikkede og parkede bilen.

Sebastian strakte sin ryg på vej over til hotellet. Patrick skævede til ham.
   "Det bliver skønt når vi får vores bil igen." mumlede Sebastian og rullede med skulderne. Patrick svarede ikke, hvilket ikke kom bag på ham. Patrick var under 1,70 høj, og ikke næsten to meter og med brede skulder, som han selv. Han havde dog en stor respekt for sin makker, der var halvvampyr.
   En kvindelig betjent kom dem i møde. Sebastian fandt sit skilt frem.
   "Kriminalagent Skougård og Jensen fra P.O.A. Politiets Okkulte Afdeling."
   Betjenten nikkede og løftede afspærringsbåndet, så de bedre kunne komme under.
   "George Jefferson står inde og venter på jer i receptionen." bekendtgjorte betjenten og pegede i retning af hotellets hovedindgang. Patrick skævede til Sebastian der trak let på skulderne.

"Ah, Sebastian og Patrick. Kom I med her."
   Patrick smilte tilbage til George der kom dem i møde gennem den lille receptionshal. Han havde stadig svært ved at se George som en af deres dygtigste restmedicinere, for han lignede mere en veltrænet atlet.
   "George. Hvad står vi med?" spurgte Sebastian på vej op af en trappe.
   "En enkel sag, med komplikationer."
   Patrick hævede det ene øjenbryn.
   "Offeret er den ene ejer af hotellet, Mathew Kaspersen. En middelalderende mand, med et pænt rygte. Han blev fundet af receptionisten, Tony Winter. Han gik op til værelset, da hans kollega ikke vendte tilbage efter cirka tre kvarter."
   Et par betjente stod foran døren, men trådte til side ved deres ankomst.
   "Hvordan døde han?" spurgte Patrick idet de gik igennem døren.
   "Tja. Årsagen er ganske enkel." George slog ud med hånden mod værelset. Der var blodpletter, selvom nogle nærmere var mindre pytter, rundt omkring i værelset. En bordlampe lå knust på gulvet og en lænestol var væltet. Liget lå henne ved vinduet med ansigtet opad.
   Sebastian skævede til Patrick, der trak på skulderne.
   "Ja, undskyld Patrick, men jeg regner med du kan styre dig." sagde George og kikkede på ham.
   "Det går fint George, bare fortsæt." Sagde Patrick og pustede langsomt ud, under let overvågning fra Sebastian. Opgivende vendte han sig mod ham.
   "Jeg er kommet ud af det med, at få blodrus ved lugten af meget blod." Sebastian nikkede og lagde en hånd på hans skulder.
   "Det er godt." Patrick rullede med øjnene og kikkede sig rundt i rummet.
   "Personen der har gjort det, må være syltet ind i blod." George nikkede tilkendegivende.
   "Ja, det var hun også." To måbende ansigter blev vendt mod George, der fortsatte upåvirket.
   "En ung halvvampyr. Hun er i begyndelsen af 30erne og har et Id-kort fra P.O.A. og har på intet tidspunkt undladt at modtage donorblod på et hospital. Hendes navn er Frida Hanssen, og arbejder her som rengøringsdame. Det har hun gjort de sidste 5 eller 6 år." Patrick rynkede panden og kikkede på Sebastian.
   "Hvor er hun nu?"
   George smilte til dem.
   "I et af de andre lokaler, Tony Winter fandt hende jo her inde sammen med offeret. Han kender hende ret godt, så det lykkedes ham at få hende beroliget og få hende ind i et andet værelse, inden han ringede til politiet."
   "Modig ung mand." kommenterede Sebastian og kløede sig på hagen.
   "Ja. Men han holder fast i, at hun aldrig ville gøre sådan noget her." forsatte George og knælede ved liget.
   "Jeg vil tage ham med nu, og obducere ham i morgen."
   "Så må vi vel hellere snakke med Frida Hanssen." bekendtgjorte Sebastian og vendte sig mod døren.
   "Det bliver nok lidt svært. For der er noget som ikke helt stemmer." kom det fra George, der stod med rynket pande.
   "Hun lider nemlig af diarre, samt at hun virker psykisk ude af balance. Jeg vil forslå, at jeg tager hende med, så hun kan blive tilset af en læge."
   Patrick hævede det ene øjenbryn.
   "Du er læge, George."
   George sukkede og gjorte tegn til to kollegaer, at de måtte fjerne liget.
   "Ja, men jeg vil gerne have en kollega ind over dette her."
   Sebastian og Patrick vekslede blikke og fulgte George ud af rummet.
   "Der er noget der ikke stemmer, tro mig." mumlede George og forsvandt ned af trappen.

De andre personer i bygningen sad samlet inde i tv-stuen. Ingen sagde noget, de sad der bare. En kvinde i 40erne, med mørkebrunt hår, sukkede dybt.
   "Frida. Jeg ville aldrig have troet, at hun..."
   "Hold mund Nina, Frida var en særling." Snappede en jævnaldrende mand af hende. Hun skulede surt tilbage.
   "Jeg ville ikke have betroet hende noget som helst. Hun har altid virket ude af balance. Sindssyg eller lettere retarderet." Han lænede sig tilbage i stolen med hænderne foldet henover maven.
   "Det er løgn. Frida er hverken retarderet eller sindssyg." udbrød en ung mand og rejste sig brat fra sin plads. En kvinde med et rundt ansigt lagde en hånd på hans skulder og hev ham blidt tilbage på plads.
   "Rolig Tony." Hun forsatte henvendt til den anden mand. "Benny, kan du ikke godt vise bare en smule hensyn. Tony var trods alt den der fandt dem, og Frida står ham meget nær." Benny fnøs og drejede hovedet bort.
   "Jamen, det lyder interessant alt sammen." De drejede sig alle imod den talende. En næsten to meter høj bredskuldret mand stod i døren. Hans ansigt virkede venligt og intelligent.
   "Hvem er du?" spurgte Benny og kneb øjnene sammen. Sebastian fandt sit skilt frem.
   "Kriminalagent Skougård og kriminalagent Jensen. Vi kommer fra P.O.A. Politiets Okkulte Afdeling."
   Først nu lagde de mærke til den yngre mand ved hans side. Han var nu heller ikke særlig stor.
   "Aha. Og hvad skal I så her? I har jo mordersken." kommenterede Benny og satte sig bedre tilrette igen.
   "Vi har den unge kvinde i vores varetægt, men vi ønsker alligevel at snakke lidt med jer." De satte sig ned i et par ledige stole.
   "Hvad vil I da vide?"
   Patrick kikkede over på den talende kvinde. Hun havde et rundt og mildt ansigt.
   "Vi vil gerne vide, hvem der arver efter den afdøde." Sebastian lod blikket vandre mellem de forskellige, indtil kvinden igen talte.
   "Jeg ved, at Benny vil overtage hotellet på den betingelse, at vi andre i dette rum forbliver ansat de næste 10 år. Ellers er det hans familie der arver."
   Benny rullede med øjnene.
   "Tak Gitte. Men hvad kommer det sagen ved? Frida myrdede min partner og bedste ven."
   Sebastian løftede afværgende en hånd.
   "Rolig, vi ønsker blot at finde ud af motivet."
   "Motivet! Det er ganske simpelt. Tøsen er splinterne vanvittig." Udbrød Benny. Tony rejste sig hurtigt og forlod rummet. Sebastian kikkede på Patrick og derefter mod døren, og fik et enkelt nik til svar, inden Patrick forsvandt samme vej. Afslappet lænede Sebastian sig frem mod Benny.
   "Hvorfor mener du, at hun er det?"

Samtidig ude på gangen stod Tony lænet op af væggen.
   "Det dumme svin. Frida er ikke vandvittig eller noget i den stil. Hun er sød og kærlig."
   "Hun har lige myrdet din ene chef. Ret voldsomt endda." Tony slog ud med hånden mod tv-stuen.
   "Hun er ikke ond. Der må være en forklaring på, hvorfor hun gjorte det. Mathew og hende havde aldrig været oppe at skændes eller noget. Jeg indrømmer, at hun har sine deprimerede perioder, men hun ville aldrig skade andre, kun sig selv."
   "Kan du fortælle mig, hvad der skete?"
   Svaret var et dybt suk.
   "Ja, vi holder møde i denne måned. Det gør vi altid, for at planlægge det næste halve års aktiviteter. Mødet i dag forløb stille og roligt, derefter spiste vi mad, som Gitte stod for. Jeg hjalp hende med at rense og skære svampe og sådan noget, mens de andre gjorte klar i spisestuen. Vi spiste og så gik Benny og Nina en tur. Gitte og Frida tog af bordet. Mathew gik vist op på sit værelse, og jeg satte mig hen på mit kontor for at skrive referatet af mødet rent." Han tav og tænkte sig om.
   "Det er egentlig underligt at det skulle ske i dag."
   "Hvorfor?"
   "Fordi for kun fire dage siden virkede det som om at alle ville myrde Mathew. Frida var ikke med til det møde, da hun skulle til sit faste besøg på hospitalet. Men jeg vil gerne være lidt alene, bare fem minutter."
   "Det må du godt, så længe du ikke forlader hotellet. Men hvad gjorte jer så vrede?"
   "Det var latterligt at blive så vred over det, men det hele står i raferatet. Det har alle også skrevet under på at de er enige om indholdet. Du kan få en kopi."
   "Det vil jeg gerne."
   Tony nikkede og gik hen af gangen og ind af en dør på højre side. Lidt efter kom han tilbage og rakte tre ark papir frem.
   "Jeg har originalen med så du kan sammenligne underskrifterne, og tjekke at det er det rigtige dokument." Patrick nikkede og tog imod papirerne.
   "Tak." Kopien var god, og Patrick rakte Tony den. Uden indvendinger gik han tilbage til kontoret med den.
   Patrick bed sig let i læben, mens han så Tony forsvinde ind gennem døren. Han kikkede på papirerne han holdte i hånden. Døren gik op bag ham.

Sebastian skævede til Patrick, der kørte denne gang.
   "Jeg ved ikke med dig, men de virkede alle lige underlige."
   Patrick nikkede, og da der ikke kom andet svar, fortsatte Sebastian.
   "Benny mener Frida er en psykopat, da hun engang slikkede sig om munden, inden hun hjalp Tony der havde slået hul i hovedet for et års tid siden. Nina derimod mente at Frida blot er en billig lille tøs, der nyder at forfører mændene på hotellet. Gitte sagde det bundede i, at Benny havde prøvet at forfører Frida, der afslog fordi hun er i et forhold med Tony. Det er noget rod, Patrick."
   "Ja, men jeg fik en lille snak med Tony. Han virkede chokeret over det."
   "Det ville du også være, hvis din vampyrkæreste lige havde sprættet din chef op med neglene."
   Patrick sukkede og skævede til Sebastian.
   "Du glemmer vist, i sådan et tilfælde ville det være mig der er vampyren, og min kæreste almindeligt menneske."
   Sebastian viftede med hånden, og Patrick fortsatte:
   "Han fortalte dog, at de alle virkede til at ville myrde Mathew for et par dage siden. Frida var ikke med til mødet den dag. Han gav mig referatet fra mødet, som de alle har skrevet under på."
   Sebastian skrubbede sig til rette.
   "Det skal nok blive interessant."

Klokken var omkring ti om formiddagen, da Patrick og Sebastian sad ved Frida Hanssens seng. Hun var bleg og havde mørke rende under et par dybblå øjne. Det kastanjefarvede hår havde stadig lidt blodkager siddende.
   "Jeg ved virkelig ikke hvad der skete. Vi spiste middag sammen alle seks, ganske som vi plejer under disse mødeuger. Efter maden gik vi alle hver til sit. Mathew gik op på sit værelse for at ordne nogle papirer, mens Nina og Benny gik en tur. Jeg hjalp Gitte med at rydde op, mens Tony tog sig af referatet fra dagens møde. Jeg gik op til Mathew med te og chokoladekis omkring en time senere, som altid. Han ville snakke med mig omkring nogle nye tiltag angående rengøringen. Jeg havde en let kvalme, sikkert på grund af svampene, jeg spiser normalt ikke særlig mange svampe. Men Gitte laver en fantastisk svampestuvning, så jeg spiste vist mere end godt var." Hun holdte inde og så lettere drømmende ud i luften. Patrick skævede til Sebastian, der sad lænet frem mod Frida.
   "Hvad skete der så?" Frida dejrede hovedet og så lettere forbavset på ham.
   "Jeg spurgte om det ikke kunne blive i morgen, da jeg ikke havde det så godt. Han sagde at det ikke ville tage mere end nogle få minutter. Han blev ved med at presse mig, jeg blev vred og... Det næste jeg husker er at han ligger død på gulvet, totalt flået op. Blod over det hele. Jeg havde blod over alt. Det var frygteligt." Hun skjulte ansigtet i hænderne. Stilheden sænkede sig i rummet, og til sidst rejste Sebastian sig.
   "Mange tak Frida. Vi vil lade dig hvile nu." De forlod rummet.

"Jeg forstår ikke helt. Hun virker ikke som om, at hun gjorde det med vilje." kommenterede Patrick og skævede til Sebastian, der gik i sine egne tanker.
   "Jeg vil gerne tale med de andre igen, blot hver for sig denne gang."
   "Tror du virkelig det vil hjælpe?"
   Sebastian trak på skulderne. Patrick fortsatte med rynkede bryn.
   "Vi ved at hun gjorte det, spørgsmålet er bare hvorfor?" endnu engang var svaret et skuldertræk.
   "Jeg syns ikke, at vi har nogen reel sag her. Hvorfor går vi så videre med den?"
   "Fordi vores kære retsmediciner og læge har lugtet, at der er ugler i mosen. Derfor."
   "Jamen..."
   Sebastian afbrød ham bistert.
   "Der er ikke noget jamen. George er ved at undersøge, hvad vores lille morderske er forgiftet af."
   "Forgiftet?"
   Sebastian nikkede og pegede frem for sig.
   "Du skal til venstre her. Hvad stod der i referatet?"
   Patrick sukkede.
   "Ifølge referatet skyldtes vreden mod Mathew, at han ville ændre sit testamente, på grund af Benny, der under et andet møde, kom med et forslag om at renovere hotellet og satse på en anden målgruppe."
   En let brummen fik ham til at fortsætte.
   "Endvidere forslog Mathew, at Gitte, chefkokken, skulle prøve at indrette køkkenet mere efter årstiderne og mere økologisk. Hun brød sig ikke om det. Tony forslog, at de sammen med deres it-systems opdatering fik installeret trådløst internet til kunderne, dette var Mathew også imod. Nina fik forbud mod at dele brochure fra de forskellige foreninger rundt til kunderne, hun skulle derimod blot arrangere dem i et stativ i receptionen."
   "Hvad med Frida?"
   "Hun var der ikke. Hun var på hospitalet for at modtage donorblod. Har tjekket med hendes P.O.A. Kort."
   "Det vil sige, at hun kan have prøvet at overtale Mathew til at gå med på Tonys ide, eftersom hun er hans kæreste."
   Patrick nikkede, men rynkede øjenbrynene.
   "Du tror ikke hun myrdede ham med vilje?"
   "Nej, som sagt er George i gang med at undersøge, hvad hun er blevet forgiftet med."

Benny sad overfor dem i sin kontorstol og prøvede, uden større held, at virke samarbejdsvillig.
   "Jeg håber ikke dette tager for lang tid, jeg har en del som skal ordnes i forbindelse med min vens død."
   "Det vil tiden vise om det gør. Men du kan vel ikke fortælle os, om der skulle være nogen speciel grund til at hun myrdede Mathew?"
   "Spørg hende dog selv. Det tøsebarn er livsfarligt. Jeg har set hende lægge et stort brød som dig ned på mindre en fem minutter."
   Sebastian hævede det ene øjenbryn, mens Patrick blot kneb øjnene sammen.
   "Jeg vil gerne hører din mulige grund."
   Et irriteret fnys blev svaret. Sebastian pegede på Patrick med tommelfingeren.
   "Min gode makker her, hvis du altså har lagt mærke til ham. Er faktisk det samme som Frida, så jeg vil gerne have at du svare ordentligt på spørgsmålene, ellers får han lov til at stille dig dem." Benny rettede sig op i stolen og skævede til Patrick, der smilede et venligt tandsmil til ham. Hvilket fremkaldte en let hvidlig kulør i Bennys ansigt.
   "Jeg ved ikke hvorfor Frida skulle myrde ham, hun var bare en særling. Pokkers attraktiv en af slagsen, men en særling."
   Sebastian nikkede og skrev ned.
   "Du lader ham vel ikke, øh, du ved, gøre mig noget?"
   Sebastian trak på skulderne.
   "Hvem kunne have en god grund til at skille sig af med Mathew?"
   "Vel os alle sammen, men mindst af alt Frida, spørg Tony eller Gitte, de kender hende bedst. Nina kender hende også, hun er faktisk halvsøster til hende."
   "Tak, det var jo ikke så svært svare på." Sebastian rejste sig op og forlod rummet sammen med Patrick.

"Vil du godt lade være med at bruge mig på den måde?" hvæsede Patrick, da de var nået et lille stykke væk. Sebastian skævede til ham.
   "Du så da ellers ud til at nyde det." Patrick rullede med øjnene og forsatte småmumlende.
   "Hvis du skal mumle, så gør det så højt at jeg kan høre det." Inden Patrick nåede at komme med nogen kommentar, forsatte han.
   "Men nu vil jeg gerne bruge dig igen, eller rettere din utrolig gode hørelse. Kan du høre, hvad han laver nu?"
   Patrick rettede opmærksomheden mod vægen ind til kontoret, med smil på læberne.
   "Jeg kan prøve."

"Han roder med noget papir. Nu taster han løs på sin telefon. Hej Nina, det er mig. Ja, jeg ved godt du var midt i din meditation, men de pokkers strissere var her og stillede flere af deres åndsvage spørgsmål. Nej, nej. Men ham den lille af dem. Ja, ham. Han er fandme også sådan en blodsugende ting. Hvad? Nej, han smilte til mig. Er du gal? Der er ikke nogen almindelige mennesker der render rundt med ca. to centimeter lange spidse hjørnetænder. Ja, han skjulte dem i hvert fald ikke. Men tag dig lige i agt, de vil vide hvilket motiv vores lille Frida havde. Jeg sagde, jeg ikke vidste det. Ja, det skal jeg nok. Vi ses senere skat. Hej."

Patrick vendte sig smilende mod Sebastian, der stod og bed sig i venstre tommelfinger.
   "Du tager hen og snakker lidt med Gitte, så kontakter jeg offerets advokat og finder ud af, hvordan landet ligger der." sagde Sebastian, da han holdte op med at bide i tommelfingeren. Patrick nikkede og gik mod køkkenet.

"Hvad?" Patrick tog et skridt tilbage, for ikke at blive ramt af den halvt skrællede gulerod, som Gitte viftede med.
   "Skulle Frida have et motiv til at myrde Mathew? Næppe unge mand. Frida er ikke nogen morderisk type. Hun hader virkelig når vi slagter høns eller ænder hjemme på gården. Det får jeg lov til at ordne, hun ikke så meget som vil se på. Hun er meget mere villig til at samle svampe og sådan noget." Med en hovedrysten fortsatte hun sit arbejde.
   "Jeg forstår vist ikke..."
   Gitte afbrød ham.
   "Nej, hvordan skulle du det. Frida bor hos mig på en gård et par kilometer uden for byen. Jeg er mor til Tony. Han har blot sin fars efternavn. Jeg hedder Nielsen."
   "Havde hun en grund til at myrde Mathew?"
   Blikket han fik sendt sagde alt, men hun fulgte alligevel op på det.
   "Nej. Mathew adopterede Frida, da hun var fire år. Hendes mor døde af kræft to måneder senere."
   "Så Mathew var gift med Fridas mor?"
   Gitte kom med en mild latter.
   "Nej, Mathew var allerede gift og havde to børn, Fridas mor var en kær veninde til hans kone. Da Fridas mor efter et års kamp mod kræften fik af vide, at der intet var at stille op, så adopterede Mathew og hans kone Frida, så hun ikke blev overladt til fremmede."
   Patrick nikkede og kikkede i sin notesbog.
   "Er der andre her på hotellet, som ved det?"
   Gitte rystede på hovedet. Patrick nikkede og skulle til at vende sig for at gå, da hun rømmede sig svagt.
   "Frida holdte meget af Mathew. Hvad der end skete den aften, så blev Frida brugt, ganske som du engang imellem nok bliver brugt."
   Patrick gloede på hende.

"Det er meget interessant, men jeg fandt også ud af noget." Sebastian viftede med nogle papirer og Patrick lænede sig tilbage.
   "Nu skal du bare se her. Ifølge referatet ville Mathew ændre sit testamente, men det havde han allerede gjort to dage før mødet. Det interessante var at det nu er Frida, der skal arve hotellet, mens hans andre døtre arver resten. Men det du fortæller forklarer jo, hvordan det hænger sammen."
   Patrick nikkede og rynkede øjenbrynene.
   "Men når Frida myrdede Mathew, kan hun jo ikke arve."
   Sebastian smilte og pegede på testamentet.
   "Nej, men ifølge testamentet, så skal den unge Tony arve, hvis Frida ikke har muglighed for at arve."
   "Det giver jo Tony et ret godt motiv."
   Sebastian trak på skulderne.
   "Ja, men det har Benny og hans kone Nina også, hvis de ikke ved, at testamentet er lavet om."
   "Det gjorte de tydeligvis ikke." Kommenterede Patrick.
   "Hvorfor skulle Tony også ofre sin egen forlovede bare for det?"
   Sebastian gned pege-, lange- og tommelfinger mod hindanden.
   "Penge, min ven. Penge. Hotellet og dets område er over 9 millioner kroner værd, og der er ingen gæld i det."
   Patrick nikkede og rystede igen på hovedet.
   "Men Tony arver jo en gård."
   "Ja, og han har ingen gæld. Men den gård er nok ikke lige så meget værd som hotellet, og faktisk er den belånt til taget."
   "Lad os tage en snak med Nina. Det kan være, at hun kan kaste lidt lys over sagen."

Nina sad med benene oppe i sofaen, iført en rubinrød kjole.
   "Jeg ved ikke, hvorfor Frida gik amok og slog Mathew ihjel. Det ligner hende meget dårligt at miste selvkontrollen på den måde."
   "I er halvsøstre, så vidt vi er informeret." sagde Sebastian og Nina nikkede bekræftende.
   "Det er sandt. Samme mor, men hver vores far. Vampyrblodet kommer fra hendes fars side. Han forsvandt kort efter hendes fødsel. Han var ellers rigtig sød."
   Patrick lagde hovedet let på skrå og skrev ned i notesbogen.
   "Du er også vampyr, så vidt jeg har hørt."
   Patrick løftede hovedet og kikkede Nina ind i øjnene. Sebastian rømmede sig, hvilket fik Nina til at rette blikket mod ham.
   "Jeg vil gerne vide, om du måske ved hvem der arver Mathew."
   Nina fremkom med en gøende latter.
   "Ja, det gør Frida. Han fortalte mig det samme dag han ændrede testamentet. Benny tror stadig at det er ham der arver. Nu bliver det jo spændende, for Frida kan jo ikke arve længere." Sebastian nikkede blot, inden han rejste sig op.
   "Mange tak for din tid." Et enkelt nik, og de forlod Ninas værelse.

"Fridas far er død."
   Patrick åbnede munden let.
   "Hvad?"
   "Fridas far blev skudt. Senere har personen, der trykkede på aftrækkeren, mistet jobbet og sidder inde for mordet. Han skød, inden han havde bevis for, at Fridas far virkelig havde myrdet en familie på tre. Det havde Fridas far ikke."
   Patrick gloede spørgende.
   "Jeg kikkede lidt på, hvordan Frida blev vampyr. Der dukkede hendes fars sag op."
   "Hvem angav ham?"
   Sebastian trak på skulderne.
   "Personen var anonym. Det eneste der står om personen er, at det var en ung kvinde."

Sebastian og Patrick sad på deres kontor og kikkede notater igennem. Der lød et dunk og Sebastian kikkede op fra sit papir. Patrick sad med panden banket ned i bordpladen og armene hængende ned.
   "Undskyld Patrick, men hvad laver du?"
   Patrick løftede hovedet og trak let på skulderne, inden han igen bankede hovedet i bordet.
   "Det der er en meget dårlig vane. Du slår dine hjerneceller ihjel ved det." lød det fra George, der trådte ind på kontoret i det samme. Sebastian slog ud med en hånd mod Patrick, der havde sat sig op igen.
   "Det eneste der tager skade af det der, er mit skrivebord."
   Patrick kneb øjnene sammen og nedstirrede Sebastian. George rystede på hovedet og satte hænderne i siderne.
   "Og mig der lige glædede mig til at snakke med nogle seriøse personer."
   Sebastian hævede øjenbrynene, men George undlod at forfølge emnet.
   "Jeg har fundet ud af, hvad den unge kvinde blev forgiftet af."
   Patrick holdte op med at nedstirre Sebastian og rettede blikket mod George.
   "Muscimol og ibotainsyre." Et stort smil kom frem på George ansigt, over de to meget tomme ansigtsudtryk foran ham.
   "Det er to giftstoffer som kan fremkalde kvalme og diarre, samt virke hallucinerende, skabe ubalance i sindet, og frembringe raseriudbrud. I meget store doser er de dødelige. Hun får behandling for det nu."
   De nikkede begge.
   "Hvor kan man skaffe de giftstoffer?"
   "De er nemme at få fingrene i. Alle fluesvampene har dem i større og mindre doser. Bl.a. den almindelige røde fluesvamp, hvor giften ikke er direkte dødelig, med mindre du spiser mange af dem."
   "SVAMPE. Selvfølelig. Svampestuvningen. Frida sagde hun havde spist mange svampe og havde følt en let kvalme senere på aftenen." Sebastian rejste sig hurtigt fra stolen, mens Patrick blev siddende.
   "Hvor lang tid går der før giften virker?"
   George trak på skulderne.
   "Det er forskelligt, men omkring et til tre kvarter, måske en lille time." Lidt efter var lokalet tomt, George kikkede sig lidt rundt, trak på skulderne og gik fløjtende ud.

De løftede alle hovederne, da døren blev åbnet. Sebastian og Patrick kom ind i lokalet, sammen med et par almindelige betjente.
   "I må undskylde, at vi forstyrre jer i mødet." Benny rejste sig op fra sin plads.
   "Hvad vil I nu?"
   "Vi kommer for at give jer den besked, at Frida blev forgiftet, og det medførte at hun begik den tragiske handling."
   "Forgiftet?" Nina blev bleg og tog sin mands hånd.
   "Ja. Hun blev forgiftet med Muscimol og Ibotainsyre, hvor symptomerne er kvalme og diarre, samt hallucinationer. I store mængder er disse stoffer dødelige." Der var helt stille i lokalet, indtil Benny rømmede sig.
   "Hvad er det for nogen gifte?"
   Nina kikkede på sin mand.
   "De findes i fluesvampe. Men hvordan er Frida blevet forgiftet af det? Hun kender fluesvampe og ved man ikke skal spise dem."
   "I spiste svampestuvning den aften. Hvordan blev den serveret?"
   Gitte lagde en hånd på Tonys skulder.
   "Første portion blev serveret på tallerknerne, men derefter kunne man bare tage for sig."
   "Hvem anrettede den første portion?"
   Tony kikkede op.
   "Det gjorte jeg."
   Sebastian hævede det ene øjenbryn.
   "Kender du til fluesvampenes giftstoffer?"
   Nina rejste sig halvt i sædet.
   "Enhver kunne have puttet fluesvampe i Fridas portion. Jeg malede for et par år siden nogle tallerkner, så vi har hver vores."
   Patrick rynkede øjenbrynene.
   "I siger Frida blev forgiftet, og at det kan være dødligt. Klare Frida den?" Med blanke øjne kikkede Tony fra Sebastian til Patrick.
   "Rolig. Hun skal nok klare den." Kommentere Gitte roligt og gav hans skulder et let klem.
   "Hvordan ser din glæd ud Tony?"
   Tony gloede på Sebastian.
   "Gæld? Jeg har ikke nogen gæld."
   "Hvad med gården?"
   "Det er min mors, jeg bor der og betaler husleje for den lejlighed som Frida og jeg bor i."
   "Gitte?"
   "Gården er meget belånt." Svarede hun.
   "Hvad mente du med at Frida blev brugt?" Patricks øjne hvilede på hende.
   Tony drejede hovedet og kikkede ligeledes på hende.
   "Brugt?"
   "Blot at en eller anden måtte have brugt hende til at myrde Mathew."
   "Denne person må være en her i dette lokale." Sebastian kikkede rundt.
   Gitte trak på skulderne.
   "Hvem skaffede svampene til maden?"
   "Det gjorte Nina og jeg. Tony hjalp mig i køkkenet med at rense og hakke svampene."
   Tony og Nina nikkede bekræftende.
   "Hvordan blev maden bragt hen til spisestuen?"
   Tony kløede sig i nakken.
   "På en rullevogn. Jeg kørte den der hen, efter at jeg havde været oppe og skifte tøj."
   Sebastian rynkede panden.
   "Skifte tøj? Hvorfor?"
   "Fordi jeg fik væltet en vandkande ud over ham." svarede Gitte og fortsatte. "Maden blev kørt ind og Tony og Nina fordelte tallerknerne."
   "Vi var alle i lokalet, da vognen kom ind." kommenterede Benny.
   "Var der andre end jer i køkkenet?"
   Tony rystede på hovedet, men Gitte nikkede.
   "Ja, Frida kom ned og spurgte hvornår maden var klar."
   "Nej, hun gjorte ej."
   Gitte kikkede på Tony.
   "Jo, hun dukkede op efter at du var gået op for at skifte tøj."
   Patrick skævede til Sebastian, der stod og studerede de enkelte personer.
   "Kunne Frida have forgiftet sig selv med svampene?" Et øjeblik var der stille.
   "NEJ. For Frida var ikke i nærheden af maden før vi spiste." Alles blikke vendte sig mod Tony.
   "Hun ville aldrig skade nogen, og hun var ikke nede i køkkenet. Hun var på vores værelse, da jeg kom op, hun ville hente den broche, som Nina havde ladet hende låne for et par dage siden. Vi fulgtes ad tilbage."
   Nina nikkede hurtigt.
   "Det er rigtig, hun forlod os andre i omkring femten minutter og kom tilbage med min broche. Jeg havde glemt at hun havde lånt den."
   "Hvorfor lyver du?"
   Gitte kikkede overrasket på Tony.
   "Jeg lyver ikke."
   "Hvorfor fortæller du så, at Frida selv har forgiftet sig?"
   Patrick rømmede sig.
   "Du brugte Frida. Brugte hende for at skaffe både Mathew og hende af vejen."
   Gitte skulede til ham.
   "Hun er vampyr, de fortjener ikke andet."
   Tony rejste sig op og gik væk fra Gitte.
   "Tony. Jeg kunne ikke lade hende ødelægge dit liv. Hendes far myrdede dine bedsteforældre og moster. Hvordan skulle jeg kunne lade hende få min søn? Jeg så Mathews nye testamente dagen efter han havde lavet det. Det lå på hans skrivebord, så jeg læste det. Langsomt fik jeg ideen. Hvis hun myrede Mathew, ville hun ikke kunne arve ham. Du ville arve hans del af hotellet og hun ville blive spærret inde for livstid."
   Et par tårer løb ned over Tonys kinder.
   "Jeg elsker hende, og hun elsker mig. Hvorfor kunne du ikke bare..." Han vendte sig bort.

En af de andre betjente gik hen til Gitte.
   "Gitte Nielsen, klokken er 15:58 og de er anholdt..." Sebastian puffede let til Patrick med albuen.
   "Kom, vi er færdige her. Dette er ikke længere en sag for P.O.A."
   "Tror du at Frida og Tonys forhold overlever?" Sebastian skævede til Patrick.
   "Ja."