"Kommandør Zork?" Telegrafistens stemme lød temmelig ængstelig.
   Kommandøren kiggede op fra de holografiske galaksekort, der lå spredt ud over kommandofladen foran ham. "Hvad er der?"
   "Jeg har opfanget noget. Det er et signal, men det kommer meget langt fra."
   "Et signal? Af hvad slags? Er det en form for kommuniké?"
   Telegrafisten fjernede de gigantiske høretelefoner fra ørerne og rakte dem frem. "Du må hellere selv høre. Jeg forstår det ikke." Telegrafspecialist Mango Miyaxyzkov var ikke sprogligt uddannet, han var tekniker og selvom han var ansvarlig for al ind- og udgående kommunikation til og fra rumskibet Monsun III kunne han ikke særlig mange af universets sprog. Det kunne kommandøren derimod og tog derfor imod høretelefonerne og satte dem over ørerne og lyttede opmærksomt.
   "Glade jul, dejlige jul," lød det ud fra dem, opløftende stemmer akkompagneret af kimende klokker. Han rynkede brynene. Det var et jordsprog.
   "Hvor siger du, at du har opfanget det her fra?" spurgte han telegrafisten. Det kunne ikke passe. Jorden var alt for langt væk, det var jo en af de fjerneste beboede planeter i denne galakse.
   "Det er meget svagt," svarede telegrafist Mango Miyaxyzkov. "Bliver udsendt fra et rimeligt primitivt senderedskab, en radio, sådan en ligesom på det museum vi besøgte på Gryphon.
   Kommandør Zork mumlede et eller andet. Jo, den kunne han godt huske. Meget primitivt senderedskab. "Hvordan har vi modtaget denne besked?" Han bankede på høretelefonerne. "Den er vel ikke blevet sendt i vores retning, vel?"
   "Nej, men jeg scanner hele tiden på alle kendte frekvenser, også dem som ingen af vores art bruger. Hvad bliver der sagt?"
   "... toner julenat herned," sang koret skrattende og Zork rynkede igen brynene. Hans kendskab til dette jordsprog var forholdsvis begrænset. Det ord jul, hvad var det for noget? Han fjernede høretelefonerne og kaldte ind i et andet aflukke. "Professor? Xynna, kom lige her!"
   Et par øjeblikke efter kom hun gående ud fra sit værelse. "Lad være med at kalde mig professor, Zork, det har jeg sagt. Det får mig til at føle mig så gammel."
   "Men jeg fik da dig til at komme, gjorde jeg ikke?"
   Hun kiggede surt på ham. "Jo. Hvad er der?"
   "Prøv lige at tage en lytter her." Han rakte hende Mangos høretelefoner.
   "Det kommer fra Jorden," sagde hun efter kort tid.
   "Ja, det ved jeg godt. Hvilken region?"
   "Danmark, så vidt jeg kan høre. Måske et af de omkringliggende lande."
   "Ved du, hvad de synger om? Det ord de nævner, jul, hvad betyder det?"
   Xynnas ansigtsudtryk blev koncentreret og Zork kunne se, at hun lyttede nærmere efter sangen. "Det ved jeg ikke," sagde hun så endelig.
   Mango, der ellers havde vendt sin opmærksomhed tilbage til sin computerskærm for at scanne systemet for beskeder, drejede straks sin kontorstol mod Xynna. "Hvad?"
   Kommandør Zork kiggede på hende med ligeså forbavset et ansigtsudtryk. "Ved du det ikke?"
   "Vent lige lidt," sagde Xynna og gik så tilbage til sit værelse. "Lad mig lige gå ind og slå det op."
   Både Zork og Mango fulgte efter hende ind i hendes arbejdsværelse. En fantasmagorisk stor harddisk optog det meste af gulvpladsen og summede, så man næsten kunne mærke det i rummet. Var det ikke for de meterhøje køleelementer på siden af den ville den garanteret have sprunget hele rumskibet i luften.
   "Mener du virkelig, at der er noget, du ikke ved?" spurgte Mango drillende. "Det kan da ikke passe, kan det det?" Han prikkede hende i siden og hun prøvede så godt hun kunne at ignorere ham, mens hun åbnede et par opslagsprogrammer.
   "Jeg har det lige her et sted," sagde hun. "Det ved jeg." Hun indtastede et par kommandoer. Skrev Jul i søgefeltet. Det stod ikke i ordbogen.
   "Har du ikke andre databaser over ord med jordisk ophav?" spurgte Zork.
   "Faktisk..." startede Xynna, men gik så i stå igen.
   "Hvad?"
   "Jeg har ikke andet end ordbogen. Jeg troede at jeg havde mere information, men der er jo nærmest intet om planeten Jorden her. Hvorfor har vi aldrig indsamlet mere information derfra?"
   "Du skal ikke spørge mig, det er dig, der er hovedansvarlig for den slags," sagde Zork.
   "Har Centralen slet ikke været interesseret i, hvad der foregår på Jorden?"
   Zork trak på skuldrene. "Åbenbart ikke. Vi har aldrig fået besked på at flyve derned, ikke mens jeg har været kommandør i det mindste."
   "Det er da en skandale!" udbrød Xynna. "Hvad nu hvis det er et fjendtligt supervåben?"
   Zork grinede. "Så galt er det nu nok heller ikke, tror du? De jordboer kan jo knap nok finde ud af overhovedet at lette fra jorden, så der er vist ingen risiko for, at vi er i fare."
   "Nej, måske ikke, men vi burde da stadig finde ud af, hvad det er for noget!"
   "Okay," svarede Zork. "Det kan vi da godt. Centralen har os ikke på nogen speciel opgave i øjeblikket, så lad os da bare undersøge fænomenet nærmere."
   Det så Xynna ud til at være tilfreds med. Hun kunne stadig ikke forstå, hvordan der kunne være et hul i hendes enorme intergalaktiske viden om stort set alt. Det var jo utænkeligt.
   "Men bare husk," mindede Zork hende om. "At hvis Centralen kalder os tilbage, så må du forklare dem, hvad vi laver inde i midten af galaksen!"

Kommandør Zork havde netop lagt sig til at sove med rumskibet på autopilot, da det hele blev vendt på hovedet. Zork faldt ud af sengen og op på loftet, hvor han forvirret blinkede med øjnene. Han kiggede til siden og kunne netop skimte loftslampen ved siden af sit hoved. Han rejste sig op og rørte ved det midlertidige loft og tidligere gulv, der stadig holdt på hans bløde seng. Zork lavede et par hurtige beregninger i hovedet. Dette betød sandsynligvis at det ville blive umuligt at få en god nats søvn indtil han havde fundet ud af, hvad der var sket.
   "Hey!" kaldte han ud til de andre og gik med forsigtige skridt - for han frygtede at hele rumskibet skulle tippe over en gang til - ud på broen og konsulterede styrepulten. Det hele vendte ganske vist på hovedet, men ellers så alt ud som det skulle.
   "Hvad sker der?" mumlede Mango bag ham med håret strittende ud til alle sider. Han blev efterfulgt af Xynna, for hvem det lykkedes at se en lille smule mere frisk ud.
   "Tjek radaren," kommanderede kommandøren. "Der er et eller andet galt."
   "Nå, det har du også fundet ud af," mumlede Mango og tumlede hen til sin station. "Jeg slog mit hoved lige ind i lampen. Ved du godt, hvor lampen sidder? Den sidder på loftet. Og det samme gør radaren! Hvordan vil du have, jeg skal aflæse noget som helst af den?"
   "Det ved jeg ikke," svarede Zork irriteret. "Bare gør det. Stå på hovedet, hvis du ikke kan finde ud af det ellers."
   "Nej, nej, det går nok." Mango havde sine diverse computerskærme lige i hovedhøjde, men tastaturet var besværligt nok placeret over hans hoved, så han skulle strække armene og krydse hænderne for at kunne taste bare nogenlunde normalt. Et par minutter efter blev hans ansigt mørklagt. Strømmen var gået.
   "Hvad sker der?" spurgte Zork gennem mørket.
   Mango vendte sig langsomt om. "Vi er fløjet ind i et HYGGE-felt," sagde han med dyster stemme og kommandøren tog sig til hovedet.
   "Hvad?" spurgte Xynna og løftede hovedet. "Hidsigt Yverbetændt Gasfyldt Giraf Emissions-felt?"
   Mango sukkede. "Nej, din tumpe. Et Hvirvlende Yderligtgående Gyngende Gravitations Elektroenergisk-felt, selvfølgelig! Det er derfor, vi tumler rundt på denne her måde. Feltet påvirker vores styreegenskaber og vores computersystemer."
   "Kan vi komme ud af det?" spurgte kommandøren.
   Mango prøvede at genstarte sine systemer. "Det ved jeg ikke. Det kommer an på, hvor stort feltet er, men jeg nåede ikke at se det. Hvis bare jeg kunne få radaren op at køre igen, så kunne jeg se den nærmeste udgang."
   "Ved du, hvad der skaber feltet?"
   "Jeg kan ikke sige det præcist. Den slags bliver som regel udsendt fra nedstyrtede rumskibe, hvor deres tyngdekraftssimulator er gået i forbindelse med andre systemer og så udsender forstyrrende bølger i et stort område omkring dem. Det er en klassisk fejl ved Sachar-modellerne."
   "Så hvis vi kan finde det nedstyrtede rumskib, så kan vi vel også få fjernet det her felt, kan vi ikke?" foreslog Xynna.
   Mango kiggede skeptisk på hende. "Jo, i teorien, men det er ikke bare lige sådan at finde et nedstyrtet rumskib uden nogen fungerende radar, og..."
   Hele rumskibet begyndte at udsende en elektronisk summen og så kom lyset tilbage på broen. "Hvad sagde du?" spurgte Xynna med et slet skjult smil.
   "Det var bare lyset," svarede Mango surt. "Radaren virker stadig ikke, og det kommer den heller ikke til, så længe vi befinder os inde i det her felt."
   "Skibet her er jo udstyret med søgelys," sagde Zork. "Vi kunne prøve en manuel søgning på de meteorer vi flyver forbi og se, om vi finder noget."
   Mango rystede opgivende på hovedet og signalerede tydeligt, at han helst var fri for resten af besætningens ufuldkomne forslag. "Du vil bruge projektørlys til at undersøge rummet for et lille nedstyrtet rumskib, der sandsynligvis er mindre end det her? Det er jo umuligt. Har du tænkt på, hvor stort et område det her HYGGE-felt kan dække over? Det kan være et område på flere milliarder kubikkilometer, og du vil have os til at søge med projektørlys?"
   "Har du andre forslag? Når lyset er det eneste, der virker, har vi jo ligesom ikke andre muligheder. Desuden er det mig, der er kommandør her på skibet, så bare kom i gang!"
   Projektørerne blev tændt og mandskabet stillede sig hen til vinduet, der gav den bedste panoramaudsigt over rummet og kiggede nærmere på de meteorer og stenstumper, som fløj forbi dem. Tiden gik. "Kan det ikke gøres lidt hurtigere, det her?" spurgte Zork.
   "Nej. Vi har jo ingen motorkraft. Vi driver rundt her indtil vi finder kilden til feltet eller flyver ud af det af os selv," svarede Mango modfaldent.
   "Men det kan jo tage en uende..." Kommandøren ville have sagt, at det kunne have taget en uendelighed, men nåede det ikke, da en middelstor meteor drev forbi dem, roterede om sin egen akse og afslørede et nedstyrtet rumskib, dets dele spredt ud over den svævende stenklump.
   "Der er den!" udbrød Monsun IIIs telegrafist begejstret.
   "Perfekt. Så klargør laserkanonerne," beordrede Zork.
   "Men..." begyndte Mango. "Kanonerne er gået ned sammen med vores motorer. Vi er nødt til at afsikre den manuelt."
   "Godt, så find rumdragten frem, så sørger jeg for at åbne den bagerste låge, så du kan komme derned hurtigst muligt."
   "Vent lige, hvad? Jeg kan da ikke gøre det! Så skal jeg jo ud i rummet!"
   "Du sagde selv lige, at det kun kunne gøres manuelt," mindede Zork ham om. "Og du er den eneste, der har forstand på den slags, så det hører ind under din arbejdsbeskrivelse."
   "Er du sikker på det?"
   "Hvis ikke det gør, så har jeg i hvert fald lige tilføjet det. Af sted!"
   Modvilligt traskede Mango tilbage til sit eget værelse, hvor han trak i rumdragten, mens kommandøren fandt en håndholdt harpun frem og gjorde klar til at åbne bagsmækken. Mango vadede frem med kluntede skridt og satte boblehjelmen på hovedet.
   "Har du alt, hvad du skal bruge for at fjerne det felt?" spurgte Zork.
   Mango nikkede og holdt en metalkuffert op i den ene hånd. Zork rakte ham harpunen. "Når du er udenfor skal du skyde denne her i retning af meteoren så snart den er indenfor rækkevidde, så haler den dig ned på overfladen. Så fjerner du feltet og så kan vi trække dig op igen med traktorstrålen. Mango nikkede nervøst, Zork talte til tre, åbnede lågen og skubbede Mango ud i det tomme rum. Zork og Xynna skyndte sig tilbage til det store vindue, hvor de så Mango skyde harpunen fast på klippen og hale sig selv ind.
   "Er du på plads?" spurgte Zork gennem mikrofonen.
   Der gik et øjeblik, før Mangos stemme gik igennem med en elektronisk skratten. "Ja. Jeg kan godt se, hvorfor den jammer vores systemer, der er en gigantisk kommunikationsforbindelse her. Den suger beskeder fra hele galaksen til sig. Det er helt unaturligt så hurtigt det går."
   "Kan du se, om..."
   "Vent lige lidt, der er noget her," afbrød Mango ham. "Noget om hygge."
   "HYGGE?" spurgte Zork. "Handler der om, hvordan du fjerner feltet?"
   "Nej, det er en anden slags hygge," svarede Mango og lød selv forvirret. "Besked kommer fra Jorden, ligesom den sang vi modtog før. Jeg sender lige informationerne op til jer, så kan Xynna se nærmere på dem. Jeg slukker lige for nogle af informationsmodtagerne, så skulle vores radar og kommunikation gerne være oppe igen." Der gik et øjeblik, og så lyste et par terminaler op på rumskibet Monsun IIIs bro. Xynna bemandede straks den primære modtagerstation og scannede igennem de informationer, som Mango havde sendt op til dem fra det nedstyrtede rumskib.
   "Hmm... Det er mærkeligt det her. Mango sagde, at det var en anden slags hygge, men der står heller ikke noget om yverbetændte, gasfyldte giraffer. Mærkeligt."
   "Hvad er det så for en slags hygge?" spurgte Zork.
   "Det har noget med jul at gøre, så vidt jeg kan se. Åbenbart tænder man en masse lys og danser om et træ."
   "Er det hygge?" spurgte Zork. For ham lød det mest af alt meget mærkeligt.
   "Ja... Og de spiser også ris à la mande, det er vist også del af det."
   Zork gispede. "Ris à la mande! Det er jo noget af det bedste, der findes i galaksen! Spiser man det på Jorden?"
   "Ja, til jul gør de."
   "Så må vi straks sætte fuld fart på og komme derned. Mango! Har du fået ordnet feltet?"
   "Lige om et øjeblik," svarede han, og et øjeblik efter tordnede en kraftig elektronisk summen gennem hele rumskibet, det væltede på hovedet, og så var alt normalt. Deres tyngekraftssimulator virkede igen, og de behøvede ikke at læse skærmene på hovedet. Men skibet flød også langsomt væk fra meteoren, hvor Mango befandt sig. De så ham blive mindre og mindre gennem det store udsigtsvindue.
   "Hey! Hvad sker der?" råbte han gennem kommunikationssystemet. Og så gik linien død.

Zork og Xynna rendte fortvivlet rundt på Monsun IIIs bro. HYGGE-feltet var blevet fjernet, men rumskibets motorer var endnu ikke startet op endnu og Zork hev desperat i ethvert håndtag, der kunne speede processen op. Så lød en kort hyletone, og kommunikationspanelet lyste op.
   "Hvad nu?" nåede Xynna at undre sig, før en stemme bevægede sig igennem rummet.
   "Monsun III, dette er Centralen. Dette er Centralen. I skal øjeblikkeligt bevæge jer mod Oort-skyen. En ukendt kultur er fundet der og I er de tætteste på området. Det er nødvendigt at vi er i stand til at kommunikere med dem. Beboerne er..." Stemmen skrattede et øjeblik. "Over," afsluttede den så.
   "Hvad? Oort-skyen?" Zork kiggede fornærmet på kommunikationspanelet. "Det har vi ikke tid til lige nu!" råbte han så ind i det. Der skete ingenting.
   "Jeg tror ikke det er sådan den virker," sagde Xynna.
   "Hvordan så?" spurgte kommandøren. "Har du styr på det? Hun rystede på hovedet.
   "Nå, så bare sluk for det. Vi skal ingen steder." Zork tjekkede motorens temperatur og begyndte så langsomt at give lidt gas i retning af meteoren, hvor Mango var strandet. "Vi skal hale Mango ind og så skal vi skynde os til Jorden og spise ris à la mande!" Zork trak i joysticket og Monsun III trak hen over meteoren. Han kunne se Mango hoppe op og ned, mens han viftede med armene og råbte et eller andet, de ikke kunne høre, nu hvor de havde slukket for al kommunikation, men som sikkert heller ikke udmøntede sig til andet end "hjælp, hjælp, hjælp!"
   Rumskibet svævede nu direkte over meteoren. "Xynna," kaldte Zork. "Du bliver nødt til at operere traktorstrålet, mens jeg holder skibet stabilt her."
   "Men det har jeg jo aldrig gjort før," protesterede hun.
   "Nej, men det bliver du altså nødt til nu. Det er ikke så svært, du skal bare trykke på et par knapper. Jeg kan ikke gøre begge ting på samme tid. Det er jo ikke min skyld, at Centralen valgte at skære ned på antallet af operatører på skibet. Gør det nu bare." Xynna gik skeptisk hen mod traktorpanelet. "Okay," begyndte Zork. "Der er en lille skærm foran dig, Mango burde gerne stå frem på den som en lysegrøn skikkelse. Ryk billedet, sådan han kommer i midten, lige i sigtekornet. Har du det? Godt, så tænd identifikationsstrålen, der kalibrerer, hvor meget træk, der skal bruges. Nu burde der gerne komme nogle tal frem på skærmen, dem skal du inputte manuelt i panelet ved siden af. Klar?"
   Xynna så mere og mere forvirret ud, mens hun gjorde, hvad Zork sagde. "Det tror jeg," svarede hun så med svag stemme.
   "Godt. Så åbn lugen og start nedtællingen. Når den når nul, trykker du på den store røde knap lige foran dig." De kunne høre lugen langsomt knage åben under skibet. "10," sagde en mekanisk stemme over højtalerne. I det mindste virkede den interne kommunikation stadig. "9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, 0," talte den derefter, urimeligt hurtigt. Xynna pressede den store røde knap ned og traktorstrålen blev aktiveret og badede Mango nede på meteoren i et ildevarslende lysegrønt skær. Langsomt blev han løftet opad og opad og opad, indtil de ikke længere kunne se ham gennem panoramavinduerne.
   "Okay, så kan jeg godt klare resten," sagde Zork og forlod styretøjet for at tage over efter Xynna. Han trykkede på et par knapper, trak i et par håndtag, ventede et par sekunder og gik så hen til lemmen midt på gulvet, trak den op og afslørede en noget fortumlet intergalaktisk telegrafist. Mango kravlede op af lemmen, børstede støvet af sig og kiggede sig omkring i rumskibet.
   "Er du okay?" spurgte Xynna og klappede ham på ryggen med noget der næsten kunne minde om sympati.
   "Ja, ja, helt fin!"
   "Centralen kontaktede os," fortalte Zork. "De vil have, vi skal vende om. Et eller andet i Oort-skyen vi skulle hjælpe med."
   "Det kan vi da ikke," svarede Mango prompte. "Ikke nu, hvor vi er så tæt på. Og ved I hvad jeg også har fundet ud af? Man får åbenbart gaver til jul nede på Jorden!"
   "Gaver?!" Zork fik et drømmende udtryk i ansigtet. "Og ris à la mande? Det er jo næsten for godt til at være sandt. Alle mand på plads, så sætter vi fuld fart fremad, så vi kan nå det!"
   Mango satte sig hen og tændte kommunikationspanelet og opdagede straks, at noget var galt. "Øh, Kommandør?" Zork gik hen og kiggede ham over skulderen. "Hvad er det der?"
   Han pegede på en fremmed form på radarskærmen, ikke langt fra deres position, noget der kom nærmere. Zork, tæt efterfulgt af Mango og Xynna, gik hen til panoramavinduet og kiggede ud. Endeløst rum var ikke det eneste de så.
   "Pis også," mumlede Zork for sig selv.

Manglen på vind i det næsten tomme rum forhindrede piratflaget i at flagre på en tilfredsstillende ildevarslende måde, til gengæld var det grinende skelethoved mere end nok til at få mandskabet ombord på rumskibet Monsun III til at frygte for deres fremtid.
   "Pirater," sagde Mango efter de alle tre havde stået et minuts tid i tavshed.
   Så vågnede de til live igen. "Tænd kommunikationssystemet," beordrede Zork. "Jeg gider ikke at blive angrebet lige nu." Mango gjorde som han sagde, og Zork tog et headset fra bordet. "Er den tunet ind på deres frekvens?" hviskede han væk fra mikrofonen og telegrafisten nikkede. "Pirater! Vi kommer fra den centrale del af Bolsork-systemet. Vi er udelukkende et videnskabeligt fartøj. Vi medbringer hverken våben eller værdigenstande. Vi ønsker ingen konfrontation!" Det med våbnene var ganske vist en løgn, men det var der ingen grund til at være alt for åbenmundet om.
   Det skrattede lidt i headsettet, så kom et svar. "Ha! Det siger de alle sammen! Så let narrer I os ikke. Vi kommer uanset, hvad I påstår."
   Zork holdt en hånd for mikrofonen og sukkede. "Hvorfor skal de pirater altid være sådan nogen idioter?" Intet svar. Sådan var livet når man brugte det meste af det flyvende rundt i de lovløse dele af galaksen, det måtte de bare acceptere. Zork vendte tilbage til mikrofonen. "Vi er på vej til at fejre jul. Gå væk med jer!"
   "Jul? Det er der ikke noget, der hedder," påstod piratkaptajnen. "Du skal ikke prøve at lyve over for mig!"
   Zork vendte sig rundt til resten af mandskabet. "Han siger, at der ikke er noget, der hedder jul." De rystede begge to på hovedet. Hvordan kunne nogen være så uvidende ikke at kende til jul? Mango kiggede på sit armbåndsur. "Kommandør? Vi når altså ikke at komme ned til Jorden i tide til at holde jul."
   "Ikke? De pokkers pirater, de ødelægger også alting. Nå, men så må vi jo bare holde jul for os selv, når vi har ordnet den her lille situation."
   "Hvis I ikke overgiver jer frivilligt vil vi destruere jer og lade jeres lig flyde rundt i rummet til evig tid! Ha ha ha ha!" Piratkaptajnen fortsatte med at grine så ondt han kunne, indtil Zork slukkede for kommunikationen. "Det nytter ikke at diskutere med dem, de forstår jo ingenting. Jeg aktiverer Dødsstrålen." Han rejste sig og gik over til sit eget kontrolpanel, tog nødhammeren fra væggen, smadrede en lille glasboks, fejede skårene væk og afslørede en stor rød knap med ordet FARE skrevet hen over den. Så trykkede han på den og sekundet efter begyndte det hele at summe og en gigantisk, giftigrød lyskegle skød ud fra Monsun IIIs hovedkanon og pulveriserede piratskibet fuldstændigt. Zork klaskede hænderne sammen og kiggede tilfreds på de andre.
   "Det var det. Skal vi så se at holde jul?"