Hun trak dynen helt op over hovedet. Som var hun i en hule, hvor ingen kunne trænge ind. Skjuler sig. Men det kunne hun ikke, det vidste hun godt. Larmen og de højrøstede stemmer inde fra rummet ved siden, krøb ind under dynen. Langsomt, men sikkert ligesom angsten sneg sig ind under huden. Hendes mors var mest gennemtrængende, som altid. Hysterisk skar den som en kniv ind i hendes hoved. Om lidt ville moren enten komme ind på værelset og være grædende og højtråbende, eller også ville de begynde at slås. Som så mange gang før.
Råberiet tog til, og det ringede på døren. Stilhed. Uden at kunne se derud vidste hun at det var morens kæreste der gik ud i gangen, hun genkendte de slæbende skridt, og åbnede.
"Hvad fanden vil i" råbte han. Der høres en mumlen. Hvem var det, tænkte hun. Normalt var det naboen eller underboen der kom op, når det gik over gevind.
"Nu slapper du helt af" var der en høj klar kvinde stemme der råbte.
Det er politiet, kunne hun høre der blev sagt.
Åh nej. Hvad nu. Frygten sneg sig ind på hende, hun rystede i sin spinkle krop. Tænkte på de gange moren havde sagt, at hun ikke måtte fortælle om hvordan det var derhjemme til andre. Fordi så kom "De" og tog hende. Hvem "De" var, havde hun aldrig fundet ud af. Men måske var det politiet?
Hun hørte moren begynde at råbe op, om politi vold, og overgreb på privatlivets fred. Hvor typisk! Først hadede de hinanden og bagefter var de som uadskillelige. Fuck dem. Begge to. Hun blev vred, følte hvordan varmen bredte sig op gennem kroppen. Hun var så træt af det her liv, i kaos og uforudsigelighed. Aldrig vidste hun hvad hun kom hjem til, aldrig hvordan dagen ville ende.
Hun gad ikke mere. Uden tanke for konsekvenserne stod hun op, og åbnede døren til gangen.
"Gå ind til dig selv"! Skreg moren, da hun fik øje på hende. De to betjente stod inde i stuen, og så ud på hende. Morens kæreste sad på en stol, med håndjern på. Moren tog et skridt hen mod hende, og hun nåede at flytte sig, før hånden der ville skubbe hende ind igen ramte.
Moren faldt. Lå der på gulvet og så lille og ynkelig ud, forsvarsløs. Det var hun bare ikke, det havde hun mærket så ofte både fysisk og psykisk.
Den kvindelige betjent kom ud i gangen, så på hende og rakte hånden hen mod hende. Hun vendte sig om og gik ind på sit værelse, betjenten gik efter med hurtige skridt.
"Vi er nød til at tage din far med på stationen", sagde hun. "Han er ikke min far, så for min skyld kan i køre ham ad h... til", snerrede hun mens hun tog tøj på. Betjenten så sig omkring på værelset. Det bar tydeligt præg af at her boede en teenage pige, plakater af popstjerner, tøj hulter til bulter, makeup og en svag duft af parfume.
Den kvindelige betjent så på pigen der sad på hug og bandt sine allstars sko. Hun var en køn pige, et lidt trodsigt blik i de kønne blå øjne, høj og hendes alder var nok omkring de 15 - 16 år.
"Hvor gammel er du"? Spurgte betjenten. 14 år, svarede hun. Pigen ved godt hun ser ældre ud, det havde ofte grinet af hende og veninderne, at drenge i de store klasser ville være kærester med hende indtil de hørte hvor lille hun var.
Ja, måske 14 år på papiret, men inden i havde hun det som en på 100år!
"I skal tage mig med herfra, nu" sagde hun til den kvindelige betjent. Hun så undrende på hende.
"Din mor bliver her, så det gør vi ikke".
"Det skal i, gider ikke være her mere". Hun så bedende op på betjenten.
Her var en pige der havde fået nok, ingen tvivl om det. Normalt ville de ikke skilles fra deres forældre når der opstod sådanne situationer, men den her pige ville for alt i verden ikke lades tilbage. Pigen begyndte at pakke tøj fra klædeskabet i en rygsæk, hendes bevægelser var hidsige, trodsen og vreden lyste ud af hende.
"Har du ikke nogen du kan være hos et par dage?", spurgte betjenten. I et nu røg pigen hen til hende og snerrede ind i hendes ansigt: "Det her handler ikke om et par dage, så er det hele godt igen, fatter du det? "Det bliver aldrig godt, det er det samme helvede dag ud og dag ind, og ingen siger jeg dig, ingen hører på mig".
"Hvis du ikke sørger for et sted, ligegyldig hvad, så stikker jeg af". Pigen trak vejret i korte stød, det var tydeligt at tårerne var tæt på at bryde gennem.
Problemet var at det ikke var så nemt at tage et barn med, det krævede indkaldelse af de sociale myndigheder, og det tog sin tid.
"Vent her", sagde hun og gik ind i stuen til sin makker der efterhånden havde fået dæmpet gemytterne i stuen. Moren sad i sofaen og håndjernene var fjernet var fjernet far manden, ved hendes side.
"Nå, sagde den mandlige betjent, "jeg tror godt vi kan køre igen, der er ro på nu". Hun så på de to i sofaen, lod blikket glide rundt i stuen der tydeligt var præget af at her var en familie med få ressourcer. Øl flasker lå på gulvet, overfyldte askebægere, snavsede tallerkner og vaske tøj rundt omkring.
Nej, de kunne ikke lade denne pige tilbage i det her kaos af et liv. Hun gjorde tegn til sin kollega om at komme ud i gangen, så de kunne tale uforstyrret et øjeblik.
Hun vidste at hans erfaring var betydelig større end hende,s så den her ville være svær at få igennem.
Hun så på ham og sagde: "Vi kan ikke lade hende tilbage, hun vil væk. Han så ind i værelset og på pigen der stod der. Han sukkede, og så på sin kollega. "Det kan vi ikke bare, og nu er de ro igen, sådan er det ofte".
"Vi må køre også kan vi lade et ord falde til myndighederne", var hans svar.
Hun så på pigen, hendes skuldre sank ned i den lille krop, hun havde hørt deres samtale.
Hun gav op. Så på dem og sagde:" Så skrid jeg skal nok klare mig uden jeres hjælp", hun gik forbi dem ud i køkkenet og lukkede døren efter sig med et knald.
Inde fra stuen hørtes fnis og grin, de hyggede sig allerede.
Uden tanke for pigen med de trodsige kønne blå øjne.
Hun var på patrulje i det indre København en sen natte time, der var gang i byen sådan en fredag nat. Turene gennem Istedgade talte sit tydelige sprog, kroppe til salg, stoffer til salg, mange forskellige skæbner gik i denne gade. Alle med hver deres mål, nogen for at få, andre for at yde.
Paradokset var det mondæne Vesterbro med dyre fine gamle lejligheder, og den anden side med de skæve sociale eksistenser, mennesker der kæmpede for at overleve dagen.
Hendes makker trådte hårdt på bremsen, da en ung pige trådte lige ud foran dem, tæt på at blive kørt ned. Hun så op og ud af forruden, så hun pigen med de trodsige kønne blå øjne. Pigen fra lejligheden, hende hun havde efterladt den aften for et halvt år siden i kaos. Hun trådte ud af bilen og gik hen mod pigen.
Hun så op, de kønne øjne bar tydeligt præg af at være udslukt, tomme og trodsen var afløst af håbløsheden. Piges ansigt viste tegn på genkendelse, da hun så betjenten.
Hendes ansigt lyste op, et kort sekund, for at blive afløst af et hånligt smil: "Der kan du se hvad jeg sagde, jeg skulle nok klare mig, ikke sandt?
Betjenten rakte hånden frem og ville tage fat i hende. "Lad os lige tale sammen, bare et øjeblik" sagde hun.
Pigen rystede på hovedet, og sagde koldt: "Det er for sent, og det er lige meget nu".
Hun vendte rundt og gik over mod Maria Kirken, vinkede til en ældre fyr der lige var stået ud af en taxi, de stak hovederne sammen, da de mødtes på fortovet. Hun vendte sig om og så mod betjenten, og vinkede. Fyren havde prajet en ny taxi, de satte sig ind sammen, og kørte væk i natten.