Der skal meget til at gøre mig vred, men der er nogle få ting, bringer virkelig mit pis i kog. Jeg vil fortælle jer om en af dem nu.

Jeg er Facer for en nødhjælp organisation, jeg er glad for mit arbejde, fordi jeg ved at det hjælper nogle mennesker når jeg for en til at mælde sig ind. Vi har på nuværende tidspunkt omkring 45.000 medlemmer og bidragsydere på landsplan.

Det der gør mig vred er at folk ikke giver sig tid til at stoppe op de 5-10 minutter det tager at høre på det vi har at sige, og specielt måden mange af jer afviser os på.
Alt fra at snære og bide af os til at stikke jeres hånd op i ansigtet på os, og hvorfor er I så mistroiske, i den organisation jeg arbejder for der har aldrig haft noget svindel eller bedrag, og er i øvrigt Danmarks ældste, veletableret og har et godt omdømme i ind- og udland.
Og folk løber alligevel lige forbi os, uden så meget som at værdige os et blik eller hører på os, og det gør mig ked af det og vred. Nej det er de forkerte ord jeg er ikke vred og ked af det. Jeg er rasende og skuffet, skuffet over jer der ignorere os på gaden, skuffet over jer der ikke engang vil hører på os, skuffet over at I ikke en gang vil stoppe op og give os chancen for at fortælle jer lidt om hvorfor vi er på gaden, og hvad de penge som vi ved at I har, kan bruges til og vil blive brugt til hvis I bare vil støtte os i vores arbejde.

Rasende er jeg over jeres uvidende og jeres intolerance over for os. Mere end en gang om dagen er vi blevet blandet sammen med andre organisationer og har fået skyld for at være mere ødelæggende, end til gavn, og mere end en gang har jeg måtte forsvare at jeg er lønnet, og ikke frivillig, men det er ikke det værste.
Det værste er at I ikke vil forstå, at jeg ikke gøre det for pengenes skyld, men fordi jeg gerne vil hjælpe mine medmennesker. Er I virkelig så indskrænkede i jeres tankegang, at I ikke kan eller rettere ikke vil se andres nød og lidelser?
Er I virkelig så dumme og udvidende, at I ikke fatter at der kun skal så lidt til for at hjælpe så mange? Eller der det virkelig sådan, som jeg ved gud ikke håber, at Danmark I dag er rykket så langt mod højre at vi ikke længere er en ansvarlig nation, der i modsætning til vores rygte kun tænker på os selv og vores?
Er det virkelig kommet så vidt at vi i dag har nok i os selv, og ikke vil se andre, og deres lidelser? Er det virkelig kommet så langt ud at vi ikke længere søger viden og prøver at forstå det fremmede? men der imod lytter til fordomme og, hader alle der tilfældigvis ikke er født inden får et lille område af det nordlige Europa, der er omkranset af et par røde streger på et stykke papir? Hvad er vi så som nation?
For første gang i mit liv føler jeg skam over at være "dansk", over at vi lade politikerne rykke længere og længere mod højre, og træde på de små, og ikke bare i udlandet.
Næ nej! Det sker sgu også her i landet. Tænk på de gamle der har slidt sig selv op for vores skyld, og vores unge der en dag skal overtage vores plads, hvad gør vi i dag for dem? Svaret kender I alt for godt, men hvad gør vi ved det? INTET!
Og det er det samme jeg se på gaden dag efter dag, de få der stopper på og høre på os, har enden for lidt i forvejen eller også lade de som om de ikke har nok. Selv om de lige har købt et par bukser til 1500kr eller har brugt 50kr på en kop kaffe på en eller anden café. Jeg vil ikke engang tænke på hvad en nødhjælps organisation kunne gøre for de penge.

Tænk jer om, og brug pengene der efter, og stop op og lyt til os, der har gjort det til vores arbejde, at hjælpe andre. Det er det eneste jeg beder om.

Face to face medarbejder
Tim Nystrand